Hvilken barndom er den værst tænkelige overhovedet?
2.0
Det er skam sandt! Hele det triste drama, der udspilles i "Angelas Aske", har fundet sted, og første gang verden kunne stifte bekendtskab med Frank McCourts forhutlede barndom var i 1996, da den prisbelønnede bestseller udkom.
De havde det skidt, de fattige, i Irland i 1930 og 40'erne. Ingen penge, fugt og uhygiejniske forhold, som førte til sygdom og barnedød. Alt dette ved vi jo alle sammen. Men nu giver Alan Parker ("Midnight Express", 1978; "The commitments", 1991) os rig mulighed for virkelig at dvææææle ved elendigheden, for i 2½ time er man vidne til, hvad der ifølge Frank McCourt er den værst tænkelige barndom: den ulykkelige irsk-katolske.
Ægteparret Angela (Emily Watson) og Malachy (Robert Carlyle) prøver lykken i Amerika, men da de mister et barn, vender de tilbage til Irland i håb om, at de trods alt vil få det bedre der. Hjemme venter imidlertid ikke andet end den rene regnvejrsvåde elendighed, og de får en kølig modtagelse af Angelas familie, der ikke bryder sig synderligt om Malachy. Det viser sig senere, at deres vrede er berettiget; han har vanskeligt ved at holde på et job og drikker alle pengene op. Yderligere to børn dør, men Angela kæmper videre og hverdagen fortsætter i en uendelighed.
En dag rejser Malachy til England, men glemmer at sende penge. Efter et kort julebesøg ser familien ham aldrig igen. Nu må den ældste søn Frank McCourt, som også er filmens fortæller, (og ham som filmen egentlig handler om) tage et job som kularbejder. Han dropper altså skolen, selvom han tydeligvis er intelligent. Senere får han job som telegrambud og med lidt helt oven i hatten, får han skrabet penge sammen til en enkelt billet til Amerika - der er endelig lys og tørvejr forude.
Gentagelse på gentagelse
Der er ikke mange flashbacks eller slowmotion sekvenser i Parkers maratondrama; der er til gengæld meget regnvejr, og da den usle fader for 10. gang, overraskende nok, ikke vender tilbage med pengene fra "støtten", føler man, at historien går i ring. Men det er jo barndommens erindringer, det her handler om, og desværre må man sige, at årene i Franks triste liv til forveksling ligner hinanden. Søskende dør, far kommer fuld hjem osv. osv.
Fanatisme på højt plan
Der er dog også visse lyspunkter i miseren. Det ville næsten heller ikke være til at bære, hvis der ikke bare én gang, i de 16 år filmen udspiller sig over, havde været lidt at grine af. Så med mindre man er stærkt troende, skaber den totale fokusering på religion en række komiske episoder, og dialogen er til tider dybt ironisk og morsom; som altid er et barns fortolkning af visse begivenheder komisk i en voksens øjne.
Det er ikke fordi "Angelas Aske" er en mislykket film. Den er skam veldrejet, og Watson og Carlyle bibringer en vis nydelse. Men den er lang og efter 2½ time føler man, at man har bevidnet en trist og hård barndom - og hvad så? Det er jo ikke noget nyt. Filmen gør ikke andet end blot at fortælle en drengs historie år efter år, og det mærkes tydeligt, at Parker har valgt at følge romanforlægget slavisk. Det er bare ikke nok til at skabe noget, der virkelig rykker.
De havde det skidt, de fattige, i Irland i 1930 og 40'erne. Ingen penge, fugt og uhygiejniske forhold, som førte til sygdom og barnedød. Alt dette ved vi jo alle sammen. Men nu giver Alan Parker ("Midnight Express", 1978; "The commitments", 1991) os rig mulighed for virkelig at dvææææle ved elendigheden, for i 2½ time er man vidne til, hvad der ifølge Frank McCourt er den værst tænkelige barndom: den ulykkelige irsk-katolske.
Ægteparret Angela (Emily Watson) og Malachy (Robert Carlyle) prøver lykken i Amerika, men da de mister et barn, vender de tilbage til Irland i håb om, at de trods alt vil få det bedre der. Hjemme venter imidlertid ikke andet end den rene regnvejrsvåde elendighed, og de får en kølig modtagelse af Angelas familie, der ikke bryder sig synderligt om Malachy. Det viser sig senere, at deres vrede er berettiget; han har vanskeligt ved at holde på et job og drikker alle pengene op. Yderligere to børn dør, men Angela kæmper videre og hverdagen fortsætter i en uendelighed.
En dag rejser Malachy til England, men glemmer at sende penge. Efter et kort julebesøg ser familien ham aldrig igen. Nu må den ældste søn Frank McCourt, som også er filmens fortæller, (og ham som filmen egentlig handler om) tage et job som kularbejder. Han dropper altså skolen, selvom han tydeligvis er intelligent. Senere får han job som telegrambud og med lidt helt oven i hatten, får han skrabet penge sammen til en enkelt billet til Amerika - der er endelig lys og tørvejr forude.
Gentagelse på gentagelse
Der er ikke mange flashbacks eller slowmotion sekvenser i Parkers maratondrama; der er til gengæld meget regnvejr, og da den usle fader for 10. gang, overraskende nok, ikke vender tilbage med pengene fra "støtten", føler man, at historien går i ring. Men det er jo barndommens erindringer, det her handler om, og desværre må man sige, at årene i Franks triste liv til forveksling ligner hinanden. Søskende dør, far kommer fuld hjem osv. osv.
Fanatisme på højt plan
Der er dog også visse lyspunkter i miseren. Det ville næsten heller ikke være til at bære, hvis der ikke bare én gang, i de 16 år filmen udspiller sig over, havde været lidt at grine af. Så med mindre man er stærkt troende, skaber den totale fokusering på religion en række komiske episoder, og dialogen er til tider dybt ironisk og morsom; som altid er et barns fortolkning af visse begivenheder komisk i en voksens øjne.
Det er ikke fordi "Angelas Aske" er en mislykket film. Den er skam veldrejet, og Watson og Carlyle bibringer en vis nydelse. Men den er lang og efter 2½ time føler man, at man har bevidnet en trist og hård barndom - og hvad så? Det er jo ikke noget nyt. Filmen gør ikke andet end blot at fortælle en drengs historie år efter år, og det mærkes tydeligt, at Parker har valgt at følge romanforlægget slavisk. Det er bare ikke nok til at skabe noget, der virkelig rykker.
19/11-2018
