Storhedstiden falmer
3.0
En af tidens store personligheder, Howard Hughes, der givetvis tog enorm del i verdens mangfoldige udviklinger (så som at flyve der her specifikt peges på), er naturligvis berettiget en film om sit liv. Eller hvad? Er der plads til endnu et menneskeportræt oven i de mængder, der allerede er oplevet og på forhånd er blevet hædret? Det mener i hvert fald Martin Scorsese...
I "The Aviator" er detaljen overskygget af sjuskede og besynderligt storladne effekter, både hvad angår den forudsigelige historie og den trods alt gennemarbejdede filmproduktion. Værst af alt spiller de fleste af Martin Scorseses let kendetegnende kvaliteter ind i denne noget letkøbte film. Hans eget niveau er stadig en filmoplevelse værd, men han er ganske enkelt bare ikke helt i stand, til at behandle hvad han før har mestret.
Ingen tvivl om at "The Aviator" er guf for enhver biografgænger og for et hvert publikum, med mod på et flot og bragende show. Trods de nærmest insisterende tvangstanker og menneskelige kvaler der som i enhver anden filmbiografi skal med, lige for at understrege at det altså er et levende menneske af kød og blod vi betragter, forbliver Hughes og hans liv så stort, smukt og oplevelsesrigt, at helt man som tilskuer glemmer at få følelser og sympati med under opholdet.
På trods af det blændende udseende og de smukke farveoverflader der professionelt og gennemført gavner hvert et billede, er der efter filmen ikke meget at gemme til eftertanke. Der var hos mig fyldt op af minder om disse portrætfilm og især "Raging Bull", "Man On The Moon" og "Amadeus" værdsætter jeg specielt. Den portrætterende energi og slagkræft fra førnævnte "Raging Bull" er fra Martin Scorsese's side noget nær forsvundet i den før og langt bedre sete grundhistorie og hans eget personlige præg på filmen, så godt som druknet i mængden af penge og overtunet teknik.
Det pynter på karakteren med de strålende billeder og det gedigne håndværk, og det trækker ligesådan ned ved at spilletiden slider det visuelle op, for til sidst at vise hvor blottet "The Aviator" egentlig er for kreativt indhold. Og skuffelsen over at sukke over endnu Scorsese-film sætter sig dybt og nagende.
I "The Aviator" er detaljen overskygget af sjuskede og besynderligt storladne effekter, både hvad angår den forudsigelige historie og den trods alt gennemarbejdede filmproduktion. Værst af alt spiller de fleste af Martin Scorseses let kendetegnende kvaliteter ind i denne noget letkøbte film. Hans eget niveau er stadig en filmoplevelse værd, men han er ganske enkelt bare ikke helt i stand, til at behandle hvad han før har mestret.
Ingen tvivl om at "The Aviator" er guf for enhver biografgænger og for et hvert publikum, med mod på et flot og bragende show. Trods de nærmest insisterende tvangstanker og menneskelige kvaler der som i enhver anden filmbiografi skal med, lige for at understrege at det altså er et levende menneske af kød og blod vi betragter, forbliver Hughes og hans liv så stort, smukt og oplevelsesrigt, at helt man som tilskuer glemmer at få følelser og sympati med under opholdet.
På trods af det blændende udseende og de smukke farveoverflader der professionelt og gennemført gavner hvert et billede, er der efter filmen ikke meget at gemme til eftertanke. Der var hos mig fyldt op af minder om disse portrætfilm og især "Raging Bull", "Man On The Moon" og "Amadeus" værdsætter jeg specielt. Den portrætterende energi og slagkræft fra førnævnte "Raging Bull" er fra Martin Scorsese's side noget nær forsvundet i den før og langt bedre sete grundhistorie og hans eget personlige præg på filmen, så godt som druknet i mængden af penge og overtunet teknik.
Det pynter på karakteren med de strålende billeder og det gedigne håndværk, og det trækker ligesådan ned ved at spilletiden slider det visuelle op, for til sidst at vise hvor blottet "The Aviator" egentlig er for kreativt indhold. Og skuffelsen over at sukke over endnu Scorsese-film sætter sig dybt og nagende.
28/04-2006
