Nurse Nuttet
3.0
Det er de små poetiske øjeblikke, der hæver Nurse Betty over den ligegyldige kærlighedskomedie
Problematikken er mere relevant end som så i Neil LaBute´s kærlighedskomedie, Nurse Betty. Den unge servitrice Betty lever et kedsommeligt liv, hvor hendes mand er hende utro med sekretæren, og eneste højdepunkt er de ugentlige afsnit af soap-operaen "A Reason to love". Når serien kører over skærmen næres Bettys drøm om at uddanne sig til sygeplejerske, helst i samarbejde med hendes fiktive læge-helt Dr. Ravell (Greg Kinnear). Sådan er der jo nok mange, der prøver at flygte fra en frustrerende eller livløs hverdag, og derfor er idéen bag Nurse Betty slet ikke så dum.
Men Bettys liv skal "heldigvis" ikke forblive lige så forudsigeligt som mangt en soap. En aften myrdes hendes mand Del for øjnene af hende og chokket sætter Bettys virkelighedssans på stand by. Hun tror simpelthen, at hun for år tilbage var forlovet med Dr. David Ravell, og allerede dagen efter mordet på Del pakker hun sine ting og drager af sted til Los Angeles for at finde ham på det fiktive hospital. Hun kører af sted i sin mands bil, uvidende om at bagagerummet er fyldt med narko, og at Dels mordere er lige i hælene.
Kærlighedshallucination
Bag den klassiske forfølgelseshistorie og tilhørsforholdet til den lige så klassiske kærlighedskomedie har instruktøren forsøgt at krydre med et par små spidsfindigheder. Parallelt med Bettys kærlighedshallucination bliver forbryderparret Wesley (Chris Rock) og Charlie (Morgan Freeman) begge forblændet i mere ned almindelig forstand. For eksempel bliver Charlie, som jagten på Betty skrider frem, mere og mere forelsket i hende og i en skøn scene fra Grand Canyon, ser vi ham i øm kinddans med...ja, ingen.
Det er altså for hvermand forundt at rive sig med af fantasien, velvidende at Betty lider af den største psykose. Renée Zellweger er en god komisk skuespillerinde, der ud over at være ganske nuttet, både behersker og benytter flere udtryk end man kunne forvente i forhold til genren. Og med det prisbelønnede manuskript i baghånden får hun fint mod og medspil af Morgan Freeman og Greg Kinnear.
En lille pointe
Med udgangspunkt i filmens grundlæggende problematik, som finest skildres med Bettys møde med soap-operaens virkelige verden, bør man glæde sig over, at instruktøren Neil LaBute tør ytre sig kritisk over den underholdningsverden, han selv er en del af. Til en fest møder hun langt om længesin læge-helt, eller rettere skuespilleren George og hendes gensynsglæde og overbevisende viden om figurernes liv både skræmmer og fascinerer skuespilleren og holdet bag serien. Han tror, hun er en forhåbningsfuld og målrettet skuespiller på jagt efter en rolle i serien, og hun fatter ikke, hvorfor alle bliver ved med at kalde ham George, når nu han hedder David. Det er selvfølgelig Betty, det går ud over, for hun er indbegrebet af den sårbare, velvillige publikummer, en pointe der lægges vægt på med scenen, hvor Bettys psykose letter til fordel for den ydmygende situation, hun pludselig finder sig selv i. Nurse Betty er ikke den store kunst, men den er en fin lille komedie om at drømme og om at turde forfølge dem på godt og ondt.
Problematikken er mere relevant end som så i Neil LaBute´s kærlighedskomedie, Nurse Betty. Den unge servitrice Betty lever et kedsommeligt liv, hvor hendes mand er hende utro med sekretæren, og eneste højdepunkt er de ugentlige afsnit af soap-operaen "A Reason to love". Når serien kører over skærmen næres Bettys drøm om at uddanne sig til sygeplejerske, helst i samarbejde med hendes fiktive læge-helt Dr. Ravell (Greg Kinnear). Sådan er der jo nok mange, der prøver at flygte fra en frustrerende eller livløs hverdag, og derfor er idéen bag Nurse Betty slet ikke så dum.
Men Bettys liv skal "heldigvis" ikke forblive lige så forudsigeligt som mangt en soap. En aften myrdes hendes mand Del for øjnene af hende og chokket sætter Bettys virkelighedssans på stand by. Hun tror simpelthen, at hun for år tilbage var forlovet med Dr. David Ravell, og allerede dagen efter mordet på Del pakker hun sine ting og drager af sted til Los Angeles for at finde ham på det fiktive hospital. Hun kører af sted i sin mands bil, uvidende om at bagagerummet er fyldt med narko, og at Dels mordere er lige i hælene.
Kærlighedshallucination
Bag den klassiske forfølgelseshistorie og tilhørsforholdet til den lige så klassiske kærlighedskomedie har instruktøren forsøgt at krydre med et par små spidsfindigheder. Parallelt med Bettys kærlighedshallucination bliver forbryderparret Wesley (Chris Rock) og Charlie (Morgan Freeman) begge forblændet i mere ned almindelig forstand. For eksempel bliver Charlie, som jagten på Betty skrider frem, mere og mere forelsket i hende og i en skøn scene fra Grand Canyon, ser vi ham i øm kinddans med...ja, ingen.
Det er altså for hvermand forundt at rive sig med af fantasien, velvidende at Betty lider af den største psykose. Renée Zellweger er en god komisk skuespillerinde, der ud over at være ganske nuttet, både behersker og benytter flere udtryk end man kunne forvente i forhold til genren. Og med det prisbelønnede manuskript i baghånden får hun fint mod og medspil af Morgan Freeman og Greg Kinnear.
En lille pointe
Med udgangspunkt i filmens grundlæggende problematik, som finest skildres med Bettys møde med soap-operaens virkelige verden, bør man glæde sig over, at instruktøren Neil LaBute tør ytre sig kritisk over den underholdningsverden, han selv er en del af. Til en fest møder hun langt om længesin læge-helt, eller rettere skuespilleren George og hendes gensynsglæde og overbevisende viden om figurernes liv både skræmmer og fascinerer skuespilleren og holdet bag serien. Han tror, hun er en forhåbningsfuld og målrettet skuespiller på jagt efter en rolle i serien, og hun fatter ikke, hvorfor alle bliver ved med at kalde ham George, når nu han hedder David. Det er selvfølgelig Betty, det går ud over, for hun er indbegrebet af den sårbare, velvillige publikummer, en pointe der lægges vægt på med scenen, hvor Bettys psykose letter til fordel for den ydmygende situation, hun pludselig finder sig selv i. Nurse Betty er ikke den store kunst, men den er en fin lille komedie om at drømme og om at turde forfølge dem på godt og ondt.
19/11-2018
