Galskabens hotel
3.0
Fascinerende skuespil og en sløv historie trækker i hver sin retning i Wenders nyeste opus, "The Million Dollar Hotel"
Det er en romantisk kunstnerkliché: Et helt hotel fyldt med farverige udskud, alle hjertensgode og alle med lige netop deres særkende: den mystiske indianer, der vistnok er maler, tossen, der tror han er John Lennon, galningen, der i virkeligheden er en genial digter osv., osv. Alle har de tjekket ind på The Million Dollar Hotel i hjertet af det forfaldne Hollywood, og alle venter de på ingenting, mens livet går forbi udenfor. Indtil én af dem en dag falder ned fra taget og dør, og en FBI-agent ankommer for at rede trådene ud. Den afdøde, Izzy, er nemlig søn af en millionær, og så skal sagen opklares og i medierne.
Folkekomedie og taber-romantik
Det er oplægget til Wim Wender's nyeste film "The Million Dollar Hotel", efter idé af navnkundige Bono fra U2 og manuskript af Nicholas Klein. Historien er desværre en gang forvrøvlet rod fra taber-romantikkens værste skuffe: De er åh-så-dejlige der på bunden af samfundet, og sikken en frihed de har og sikken en fantasi og se, hvor malerisk de indretter deres lurvede hotelværelser.
Skildringen af de sindssyge og deres møde med medieverdenen har mange morsomme takter, men er i grunden ren folkekomedie, hvor galskaben aldrig hæver sig over det kulørte. Wenders bliver nok aldrig en stor humorist, men den lette tone er dog en forfriskende afveksling fra den tunge prætentiøsitet, der har præget så mange af hans film.
Levende klichéer
Wenders og Bono har begge hang til det sentimentale, og i "The Million Dollar Hotel" får den hele armen med kærlighedshistorien mellem den uskyldige tosse Tom Tom (Jeremy Davies) og den forstyrrede Eloise (Milla Jovovich) - et sammenrend af alle klichéerne om 'forstyrret ung pige' - tynd og pjusket, ryger meget, læser mærkelige bøger, men er alligevel sådan sært sexet.
Det utrolige er, at filmen alligevel fungerer og endda bliver meget charmerende hen af vejen. Det skyldes ikke mindst et virkeligt overbevisende spil af Jeremy Davies, der rammer Tom Tom på kornet, men også Wenders insisteren på at tro på kærligheden mellem de to udskud. Scenerne mellem dem hæver sig tårnhøjt over resten af filmen og transcenderer indpakningen. Et er at ville tage personerne alvorligt, noget andet er at vise, hvorfor de skal tages alvorligt. Wenders gør begge dele. Det er flot instruktion, hvilket Wenders også fik sølvbjørnen for ved årets Berlinfestival. Læg dertil Phedon Papamichaels stemningsfulde billeder og et smukt soundtrack af bl.a. Bono, Daniel Lanois og Brian Eno, og man står med en rigtig god filmoplevelse på en tvivlsom baggrund.
En skinne i nakken på Skinner
Mel Gibson står for filmens andet højdepunkt: Stivstikkeren og FBI-agenten Skinner, der skal opklare mordet på Izzy med en skinne i nakken og smerter i ryggen. Gibson giver en smukt selvironisk turnering af sit macho-image, men desværre er agentens rolle skrevet så dårligt, at man hurtigt mister troen på ham: Det ene øjeblik vil han vide 'sandheden' om mordet, det næste øjeblik er han klar til at plante beviser blot for at nagle én eller anden.
Der er ingen logik i Skinners karakter, og det gælder desværre også for de fleste andre af hotellets beboere, som synes at dreje fra skingrende vanvid til snu manipulation på et frimærke. Det er et skidt manuskript, Nicholas Klein har strikket sammen. Når filmen alligevel skal anbefales skyldes det Wenders evne til at fange de enkelte sceners særpræg og det glimrende skuespil.
Det er en romantisk kunstnerkliché: Et helt hotel fyldt med farverige udskud, alle hjertensgode og alle med lige netop deres særkende: den mystiske indianer, der vistnok er maler, tossen, der tror han er John Lennon, galningen, der i virkeligheden er en genial digter osv., osv. Alle har de tjekket ind på The Million Dollar Hotel i hjertet af det forfaldne Hollywood, og alle venter de på ingenting, mens livet går forbi udenfor. Indtil én af dem en dag falder ned fra taget og dør, og en FBI-agent ankommer for at rede trådene ud. Den afdøde, Izzy, er nemlig søn af en millionær, og så skal sagen opklares og i medierne.
Folkekomedie og taber-romantik
Det er oplægget til Wim Wender's nyeste film "The Million Dollar Hotel", efter idé af navnkundige Bono fra U2 og manuskript af Nicholas Klein. Historien er desværre en gang forvrøvlet rod fra taber-romantikkens værste skuffe: De er åh-så-dejlige der på bunden af samfundet, og sikken en frihed de har og sikken en fantasi og se, hvor malerisk de indretter deres lurvede hotelværelser.
Skildringen af de sindssyge og deres møde med medieverdenen har mange morsomme takter, men er i grunden ren folkekomedie, hvor galskaben aldrig hæver sig over det kulørte. Wenders bliver nok aldrig en stor humorist, men den lette tone er dog en forfriskende afveksling fra den tunge prætentiøsitet, der har præget så mange af hans film.
Levende klichéer
Wenders og Bono har begge hang til det sentimentale, og i "The Million Dollar Hotel" får den hele armen med kærlighedshistorien mellem den uskyldige tosse Tom Tom (Jeremy Davies) og den forstyrrede Eloise (Milla Jovovich) - et sammenrend af alle klichéerne om 'forstyrret ung pige' - tynd og pjusket, ryger meget, læser mærkelige bøger, men er alligevel sådan sært sexet.
Det utrolige er, at filmen alligevel fungerer og endda bliver meget charmerende hen af vejen. Det skyldes ikke mindst et virkeligt overbevisende spil af Jeremy Davies, der rammer Tom Tom på kornet, men også Wenders insisteren på at tro på kærligheden mellem de to udskud. Scenerne mellem dem hæver sig tårnhøjt over resten af filmen og transcenderer indpakningen. Et er at ville tage personerne alvorligt, noget andet er at vise, hvorfor de skal tages alvorligt. Wenders gør begge dele. Det er flot instruktion, hvilket Wenders også fik sølvbjørnen for ved årets Berlinfestival. Læg dertil Phedon Papamichaels stemningsfulde billeder og et smukt soundtrack af bl.a. Bono, Daniel Lanois og Brian Eno, og man står med en rigtig god filmoplevelse på en tvivlsom baggrund.
En skinne i nakken på Skinner
Mel Gibson står for filmens andet højdepunkt: Stivstikkeren og FBI-agenten Skinner, der skal opklare mordet på Izzy med en skinne i nakken og smerter i ryggen. Gibson giver en smukt selvironisk turnering af sit macho-image, men desværre er agentens rolle skrevet så dårligt, at man hurtigt mister troen på ham: Det ene øjeblik vil han vide 'sandheden' om mordet, det næste øjeblik er han klar til at plante beviser blot for at nagle én eller anden.
Der er ingen logik i Skinners karakter, og det gælder desværre også for de fleste andre af hotellets beboere, som synes at dreje fra skingrende vanvid til snu manipulation på et frimærke. Det er et skidt manuskript, Nicholas Klein har strikket sammen. Når filmen alligevel skal anbefales skyldes det Wenders evne til at fange de enkelte sceners særpræg og det glimrende skuespil.
19/11-2018
