Ugly Popfilm
2.0
David McNallys debutfilm minder til forveksling om en langstrakt musikvideo uden egentlig handling, med spice-girl-babes, der går rundt i et kulisseagtigt New York
Violet Sandford (Piper Perabo) arbejder som servitrice på en pizzabar i South Amboy, New Jersey, men beslutter sig for at forlade lillebyen og sin far, Bill (John Goodman), for at følge sin drøm om at slå igennem som sangskriver i New York. Hun installerer sig i en slumlejlighed på Manhattan, render pladeselskaber på dørene og får en ukærlig behandling. Hun bliver frarøvet sine penge, og for at overleve bliver hun "coyote" - en sexet bartender, hvis speciale er at danse udfordrende og kåd på bardisken, gerne i vådt, kropsnært tøj.
Modstanden, Violet møder i New York, kunne få enhver til at skrige og bide i gulvtæppet, men ikke Violet, der er af den blide slags og kun lader en tåre trille, mens hun ser lækker ud. Det fornemmes, at hun er en kæk, frisk pige, der nok skal klare skærene. Men der er grænser for den slags, og Piper Perabo trætter i rollen som Violet. Der er ingen sprækker i figuren, kun glat overflade.
Karismatiske John Goodman
John Goodman, Violets far, der også var overvægtig farmand i serien "Roseanne" (1988-1996), stråler i denne film som ene stjerne i et tomt univers. På baggrund af de mange overlækre plastic-sild, kommer han til at fremstå som et rigtigt menneske. Det er åbenlyst, at han ikke gør sig lækker for kameraet eller bekymrer sig om, hvordan folderne i hans kødfulde ansigt lægger sig, når han ligger i vandret stilling. Man fornemmer en sårbarhed, et menneske inde i hans hæmningsløst store krop. Det luner i et ellers koldt univers.
Provinsboen i storbyen
Historien om, hvordan det går en uskyldig provinsbo i den vilde storby fortælles i andre så forskellige film. Blandt andet i "Pretty Woman" (1990) hvor Vivian (Julia Roberts) er taget til Los Angeles. Hun sælger sin krop for at overleve og trods dette går hendes drømme alligevel i opfyldelse. I "Midnight Cowboy" (1969) rejser den unge Texas-fyr, Joe Buck (Jon Voight), til New York for at realisere sine drømme, der alle skrælles af ham på hudløs vis, mens storbyen æder sig ind på ham. Både "Pretty Woman" og "Midnight Cowboy" skildrer personer. Man kan erindre Vivian i "Prettty Woman" og Joe Buck fra "Midnight Cowboy" bagefter filmen. Violet i "Coyote Ugly" kommer vi derimod aldrig ind under huden på, og bagefter er der ikke nogen erindring om en tegnet person, et menneske. Derfor hænger "Coyote Ugly" ikke sammen som fortælling. Man taber interessen undervejs, fordi det ikke er nok at se på lækre mennesker.
Dansescenerne i filmen er der for mange af, og de er for hårdtpumpede. Hensigten med dem er at fremvise en rå, sexet girl power a la "Spice Girls". I stedet træder en atmosfære af lummer soft porn, krydret med larmende musik. "Coyote Ugly" vil så gerne være rå, sexet og charmerende. Den insisterer for hårdt og for koldt, og uden glimtet i øjet fungerer det ikke.
Violet Sandford (Piper Perabo) arbejder som servitrice på en pizzabar i South Amboy, New Jersey, men beslutter sig for at forlade lillebyen og sin far, Bill (John Goodman), for at følge sin drøm om at slå igennem som sangskriver i New York. Hun installerer sig i en slumlejlighed på Manhattan, render pladeselskaber på dørene og får en ukærlig behandling. Hun bliver frarøvet sine penge, og for at overleve bliver hun "coyote" - en sexet bartender, hvis speciale er at danse udfordrende og kåd på bardisken, gerne i vådt, kropsnært tøj.
Modstanden, Violet møder i New York, kunne få enhver til at skrige og bide i gulvtæppet, men ikke Violet, der er af den blide slags og kun lader en tåre trille, mens hun ser lækker ud. Det fornemmes, at hun er en kæk, frisk pige, der nok skal klare skærene. Men der er grænser for den slags, og Piper Perabo trætter i rollen som Violet. Der er ingen sprækker i figuren, kun glat overflade.
Karismatiske John Goodman
John Goodman, Violets far, der også var overvægtig farmand i serien "Roseanne" (1988-1996), stråler i denne film som ene stjerne i et tomt univers. På baggrund af de mange overlækre plastic-sild, kommer han til at fremstå som et rigtigt menneske. Det er åbenlyst, at han ikke gør sig lækker for kameraet eller bekymrer sig om, hvordan folderne i hans kødfulde ansigt lægger sig, når han ligger i vandret stilling. Man fornemmer en sårbarhed, et menneske inde i hans hæmningsløst store krop. Det luner i et ellers koldt univers.
Provinsboen i storbyen
Historien om, hvordan det går en uskyldig provinsbo i den vilde storby fortælles i andre så forskellige film. Blandt andet i "Pretty Woman" (1990) hvor Vivian (Julia Roberts) er taget til Los Angeles. Hun sælger sin krop for at overleve og trods dette går hendes drømme alligevel i opfyldelse. I "Midnight Cowboy" (1969) rejser den unge Texas-fyr, Joe Buck (Jon Voight), til New York for at realisere sine drømme, der alle skrælles af ham på hudløs vis, mens storbyen æder sig ind på ham. Både "Pretty Woman" og "Midnight Cowboy" skildrer personer. Man kan erindre Vivian i "Prettty Woman" og Joe Buck fra "Midnight Cowboy" bagefter filmen. Violet i "Coyote Ugly" kommer vi derimod aldrig ind under huden på, og bagefter er der ikke nogen erindring om en tegnet person, et menneske. Derfor hænger "Coyote Ugly" ikke sammen som fortælling. Man taber interessen undervejs, fordi det ikke er nok at se på lækre mennesker.
Dansescenerne i filmen er der for mange af, og de er for hårdtpumpede. Hensigten med dem er at fremvise en rå, sexet girl power a la "Spice Girls". I stedet træder en atmosfære af lummer soft porn, krydret med larmende musik. "Coyote Ugly" vil så gerne være rå, sexet og charmerende. Den insisterer for hårdt og for koldt, og uden glimtet i øjet fungerer det ikke.
19/11-2018
