- Eksemplariske Boe -
5.0
At Christopher Boe skulle gøre kunsten efter og lave endnu en fremragende film oven på den fænomenale debut ”Reconstruction”, havde ingen nok turde håbe på. Men med ”Allegro” gør han det igen og slår fast, at han er Danmarks absolut mest spændende instruktør pt.
Ligesom i ”Reconstruction” er temaet nok engang fortabt kærlighed i en fortælling, hvor de fysiske rammer sprænges til fordel for det metaforisk dragende i den visuelle ende. Det er ikke alene underskøn æstetik, vi her får serveret, det er tillige ualmindelig stemningsfuldt og betagende lavet, hvor filmen føles som én lang drømmesekvens, eller mareridt- om man vil.
Boe viser sig igen som en fortælleteknisk ekvilibrist, og hans uortodokse filmsprog vidner ikke alene om originalitet men også om international klasse. Han har både greb om hjerte og hjerne på sin seer, og hans sans for at formidle smerten gennem en begavet billedside er nok engang uovertruffen. Hvis nogen skal løfte arven efter Trier, må det så sandelig være hr. Boe.
Nå, nok om det tekniske. For det er i historien, at vi for alvor kan grave guldet frem i ”Allegro”. En universel og smuk fortælling om at kunsten ikke kan blomstre uden kærlighed og sjæl, men også om det vi må ofre i kampen for disse to ting. Glimrende personificeret af Ulrich Thomsen som nok engang overbeviser i en hovedrolle. Og skønt at se gamle Henning Moritzen som den alvidende fortæller - den mand har format.
Christopher Boe har således med karrierens blot 2. spillefilm slået sin status fast som gudbenådet kunstner og uregerlig filminstruktør, der tør gå sine egne veje - og det endda i et så konservativt filmland som Danmark. Lad os håbe at flere herhjemme følger det gode eksempel.
Ligesom i ”Reconstruction” er temaet nok engang fortabt kærlighed i en fortælling, hvor de fysiske rammer sprænges til fordel for det metaforisk dragende i den visuelle ende. Det er ikke alene underskøn æstetik, vi her får serveret, det er tillige ualmindelig stemningsfuldt og betagende lavet, hvor filmen føles som én lang drømmesekvens, eller mareridt- om man vil.
Boe viser sig igen som en fortælleteknisk ekvilibrist, og hans uortodokse filmsprog vidner ikke alene om originalitet men også om international klasse. Han har både greb om hjerte og hjerne på sin seer, og hans sans for at formidle smerten gennem en begavet billedside er nok engang uovertruffen. Hvis nogen skal løfte arven efter Trier, må det så sandelig være hr. Boe.
Nå, nok om det tekniske. For det er i historien, at vi for alvor kan grave guldet frem i ”Allegro”. En universel og smuk fortælling om at kunsten ikke kan blomstre uden kærlighed og sjæl, men også om det vi må ofre i kampen for disse to ting. Glimrende personificeret af Ulrich Thomsen som nok engang overbeviser i en hovedrolle. Og skønt at se gamle Henning Moritzen som den alvidende fortæller - den mand har format.
Christopher Boe har således med karrierens blot 2. spillefilm slået sin status fast som gudbenådet kunstner og uregerlig filminstruktør, der tør gå sine egne veje - og det endda i et så konservativt filmland som Danmark. Lad os håbe at flere herhjemme følger det gode eksempel.
02/05-2006
