Suveræn gyser

The Descent er efter min mening de mange senere års klart bedste gyser. Den er både skræmmende og medrivende på et niveau, som jeg ikke kan mindes fra nogen anden film.

Filmen bygges suverænt op ved, at vi først introduceres for de seks hovedpersoner og deres indbyrdes forhold, som virker troværdigt. Derfor er det også så meget mere intenst, når spliden i gruppen ligeså stille opstår. Filmen er her genial, da truslen således både kommer ude fra og internt i gruppen.

Da det først rigtig går løs efter ca. 45-50 min er det med en voldsomhed og brutalitet, som rammer som en forhammer lige i hovedet. Man har virkelig nået at 'lære pigerne at kende', og derfor er man meget mere engageret i deres overlevelse end det ofte er tilfældet med personerne i gyserfilm. Og da angrebene først går løs, bliver der virkelig ikke lagt fingre imellem. Volden er 'in your face', men aldrig bare for at vise splat (hvilket nu heller ikke er at foragte). Den eksplicitte vold understreger nærmere den nådeløshed og brutalitet, hvormed de fremmede angriber.

Også kameraarbejdet og klipningen er en sand fornøjelse. Man føler sig nærmest suget ned i hulerne, og filmen opbygger en eminent klaustofobisk stemming, hvor man kan mærke det mørke og isolerede helvede, vores hovedpersoner befinder sig i. Ligeledes er den lidt hektiske klipning i angrebsscenerne med til at understrenge den panik og angst, som opstår i disse situationer.

The Descent kan på det kraftigste anbefales til folk med hang til gys. Sjældent har en gyserfilm på den måde fået min puls op og køre. Sjældent har en film været så intenst og skræmmende fra ende til anden uden et eneste pusterum undervejs.

Et mesterligt gys!!!