På Besøg For At Opdage Kærligheden

4.0
En fremmed livsform ankommer til jorden og tager skikkelse som en ensom kvindes (Allen) nyligt afdøde mand (Bridges).

For instruktør Carpenter, der mest er kendt for sine kompromisløse gysere, er ”Starman” en anderledes poetisk og sensitiv film, hvis handling bringer mindelser om Steven Spielberg’s mesterværk ”E.T. The Extra-Terrestrial. Man mistænker da også både Carpenter og manuskriptforfatterne for at have skævet lige rigeligt til denne film, som den kvalitativt ikke kommer i nærheden af. Ikke desto mindre er manuskripterne til begge film udviklet på samme tid.

Ser man bort fra lighederne, så er det lykkes Carpenter at lave en hjertevarm og til tider også spændende film, om et venligsindet besøg fra rummet, der lærer et menneske at leve med og overvinde sorgen over et stort tab, samtidig med den selv søger svar og forståelse for de berigende egenskaber der ligger i kærligheden og næstekærligheden. Det er medgivet konventionelt præsenteret og til tider temmelig banalt formidlet, men ikke desto mindre meget underholdende og rørende.

I hovedrollen gør Bridges en rigtig god indsats som den tilsyneladende naive alien, mens både Allen og Smith giver tilpas troværdige præstationer som henholdsvis sørgende enke og sympatisk forsker. Filmen byder udover en god fortælling, på et par fine effekter for sin tid.
Starman