Flæbefilm
2.0
"Autumn in New York" er sammensat af en lang række knapper, der skal trykke på publikums følelser
Nogle gange må man tale om den udspekulerede instruktør. En, der med fuldt overlæg fortæller sin historie med vægt på det sentimentale og tårefremkaldende. I "Autumn in New York" vil dårligdomme og sørgelighed ingen ende tage, og der er dømt storladent kærlighedsdrama med fatal udgang.
Hulk
Richard Gere og Winona Ryder giver den som henholdsvis midaldrende Don Juan (Will) og skumfødt Venus (Charlotte) i starten af 20'erne. Da de mødes i Central Park i New York, er Will netop ved at slå op med en ung kvinde, og vi forstår, at han har svært ved at binde sig, og listen af knuste kvindehjerter er lang. Charlotte er i følge sig selv unik, og Will må da også hurtigt sande, at han oprigtigt er blevet forelsket. Men så - dada-dadaaa - springer bomben. Charlotte fortæller, at hun er meget syg og ikke har længe igen. Med andre ord er vi ude i en blanding af "Lovestory" (1970) og "Pretty Woman" (1990). Her er på den ene side ægte kærlighed og for tidlig død og på den anden den ældre succesfulde fyr, der uddanner sit unge lam til at begå sig i high society'et.
Overfladegeil
Når det, trods følelsesladede øjeblikke og violiner på soundtracket, ikke virker så gribende som i "Lovestory" (1970) og så uskyldigt og morsomt som i "Pretty Woman" (1990), skyldes det, at filmen er sprøjtemalet med reklameglasur og livsstilsspray. De gul-røde billeder fra efterårs-New York, Wills tjekkede lejlighed og Charlottes florlette perlekunst er alt for "rigtig", alt for villet. Det bliver med andre ord det ydre, i form af locations og interiør, der karakteriserer personerne og ikke handling og dialog. Charlotte og Will bliver aldrig portrætter af rigtige mennesker, og instruktøren Joan Chen skaber, trods det høje ambitionsniveau, ikke en særlig gribende film.
Nogle gange må man tale om den udspekulerede instruktør. En, der med fuldt overlæg fortæller sin historie med vægt på det sentimentale og tårefremkaldende. I "Autumn in New York" vil dårligdomme og sørgelighed ingen ende tage, og der er dømt storladent kærlighedsdrama med fatal udgang.
Hulk
Richard Gere og Winona Ryder giver den som henholdsvis midaldrende Don Juan (Will) og skumfødt Venus (Charlotte) i starten af 20'erne. Da de mødes i Central Park i New York, er Will netop ved at slå op med en ung kvinde, og vi forstår, at han har svært ved at binde sig, og listen af knuste kvindehjerter er lang. Charlotte er i følge sig selv unik, og Will må da også hurtigt sande, at han oprigtigt er blevet forelsket. Men så - dada-dadaaa - springer bomben. Charlotte fortæller, at hun er meget syg og ikke har længe igen. Med andre ord er vi ude i en blanding af "Lovestory" (1970) og "Pretty Woman" (1990). Her er på den ene side ægte kærlighed og for tidlig død og på den anden den ældre succesfulde fyr, der uddanner sit unge lam til at begå sig i high society'et.
Overfladegeil
Når det, trods følelsesladede øjeblikke og violiner på soundtracket, ikke virker så gribende som i "Lovestory" (1970) og så uskyldigt og morsomt som i "Pretty Woman" (1990), skyldes det, at filmen er sprøjtemalet med reklameglasur og livsstilsspray. De gul-røde billeder fra efterårs-New York, Wills tjekkede lejlighed og Charlottes florlette perlekunst er alt for "rigtig", alt for villet. Det bliver med andre ord det ydre, i form af locations og interiør, der karakteriserer personerne og ikke handling og dialog. Charlotte og Will bliver aldrig portrætter af rigtige mennesker, og instruktøren Joan Chen skaber, trods det høje ambitionsniveau, ikke en særlig gribende film.
19/11-2018
