Menneskefilm
6.0
Dette er en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set længe. Snarere en menneskefilm end en dyrefilm. Tyske nybølge instruktør Werner Herzog har lavet en dokumentar, der overgår genrekonventioner for naturfilm, og griber fat i nogle endnu større emner om menneske og natur.
Timothy Treadwell levede i et naturreservat i Alaska med bjørne, som han gav navne og betragtede som sine elskede venner, men i sidste ende blev han ædt af et af de dyr, som han forgudede så meget. Han efterlod dog en masser bånd, som han havde tænkt sig at udgive som dyrefilm. Herzog tager fat i dette testamente, som Timothy efterlod, og gør dem til meget mere end de oprindeligt var tiltænkt at være. Herzog er nemlig ikke fascineret af bjørnene så meget, som han han er fascineret af Timothys grænseoverskridende fascination af disse dyr og det vilde liv.
Herzog dykker ned i Timothys baggrund med alkohol, stoffer og knuste drømme, der fik ham til at søge det enkle og smukke liv i naturen. Timothy viser stor foragt for mennesker og civilisation, specielt i behandlingen af dyrene. Mennesker tager pelsen fra ræve til at lave dyre frakker, vi skyder bjørne både med geværer og kameraer på kommercielt arrangerede ture. Ud over at finde en masse vinkler på Timothys person både fra hans kærester, forældre og venner, fra sociologer og andre bjørneeksperter og fra de, der mente at Timothys måde at infiltrere bjørnenes liv på, var vanvittig, så bruger Herzog også Timothys billeder imellem de klip, der oprindeligt skulle være Timothys dyrefilm, til at fortælle noget om Timothy som en person besat af naturens harmoni.
Herzog ser ikke selv denne harmoni. Han ser skønheden i naturen, og skønheden i de store bæster. Men hvor Timothy ser nogle forvoksede kærlige bamsebjørne, så ser Herzog (og senere hen også publikum, om end de fleste inklusiv mig selv nok ikke kan undgå en vis antropomorfisk tankegang) nogle rovdyr, der endelig ikke bør forveksles med mennesker.
Ikke dermed sagt at Timothy ikke kender faren ved dyrene. Det er tydeligt, at han ofte lever på et adrenalinrush ved at bryde med reglerne og konventionerne for forholdet mellem mennesker og bjørne. Han ved udmærket godt, at de når som helst kan slå ham ihjel. Men han insisterer på at elske dem. Det er fascinerende at se ham bryde med civilisationen kun for at give dyrene menneskelige egenskaber. Det siger en hel del om forholdet mellem mennesket og naturen.
Denne film kan virkelig forandre synet på naturen hos mange. For et stykke tid siden så jeg den noget så populære film om pingvinernes strabadser på Antarkis. Den film er nu til sammenligning hamrende sentimental. Den film viser i høj grad, hvordan vi mennesker altid sætter os selv i centrum, når vi ser på dyr og naturens vilkår. Men det er nu en utrolig smuk menneskelig egenskab, at vi således altid søger harmonien og det gode i selv de koldeste og barske naturlige kendsgerninger.
For hvor harmonisk er naturen, når hanbjørne æder deres børn for, at hunbjørnene igen kommer i brunst? Overvej det engang, før du dropper kontorlivet til fordel for et liv i ødemarken.
Timothy Treadwell levede i et naturreservat i Alaska med bjørne, som han gav navne og betragtede som sine elskede venner, men i sidste ende blev han ædt af et af de dyr, som han forgudede så meget. Han efterlod dog en masser bånd, som han havde tænkt sig at udgive som dyrefilm. Herzog tager fat i dette testamente, som Timothy efterlod, og gør dem til meget mere end de oprindeligt var tiltænkt at være. Herzog er nemlig ikke fascineret af bjørnene så meget, som han han er fascineret af Timothys grænseoverskridende fascination af disse dyr og det vilde liv.
Herzog dykker ned i Timothys baggrund med alkohol, stoffer og knuste drømme, der fik ham til at søge det enkle og smukke liv i naturen. Timothy viser stor foragt for mennesker og civilisation, specielt i behandlingen af dyrene. Mennesker tager pelsen fra ræve til at lave dyre frakker, vi skyder bjørne både med geværer og kameraer på kommercielt arrangerede ture. Ud over at finde en masse vinkler på Timothys person både fra hans kærester, forældre og venner, fra sociologer og andre bjørneeksperter og fra de, der mente at Timothys måde at infiltrere bjørnenes liv på, var vanvittig, så bruger Herzog også Timothys billeder imellem de klip, der oprindeligt skulle være Timothys dyrefilm, til at fortælle noget om Timothy som en person besat af naturens harmoni.
Herzog ser ikke selv denne harmoni. Han ser skønheden i naturen, og skønheden i de store bæster. Men hvor Timothy ser nogle forvoksede kærlige bamsebjørne, så ser Herzog (og senere hen også publikum, om end de fleste inklusiv mig selv nok ikke kan undgå en vis antropomorfisk tankegang) nogle rovdyr, der endelig ikke bør forveksles med mennesker.
Ikke dermed sagt at Timothy ikke kender faren ved dyrene. Det er tydeligt, at han ofte lever på et adrenalinrush ved at bryde med reglerne og konventionerne for forholdet mellem mennesker og bjørne. Han ved udmærket godt, at de når som helst kan slå ham ihjel. Men han insisterer på at elske dem. Det er fascinerende at se ham bryde med civilisationen kun for at give dyrene menneskelige egenskaber. Det siger en hel del om forholdet mellem mennesket og naturen.
Denne film kan virkelig forandre synet på naturen hos mange. For et stykke tid siden så jeg den noget så populære film om pingvinernes strabadser på Antarkis. Den film er nu til sammenligning hamrende sentimental. Den film viser i høj grad, hvordan vi mennesker altid sætter os selv i centrum, når vi ser på dyr og naturens vilkår. Men det er nu en utrolig smuk menneskelig egenskab, at vi således altid søger harmonien og det gode i selv de koldeste og barske naturlige kendsgerninger.
For hvor harmonisk er naturen, når hanbjørne æder deres børn for, at hunbjørnene igen kommer i brunst? Overvej det engang, før du dropper kontorlivet til fordel for et liv i ødemarken.
05/05-2006
