Børnenes Magiske Verden
2.0
Fem børn sendes under første verdenskrig ud til deres onkel (Branagh) på landet og bo. I hans bolig opdager de en besynderlig udgang, der fører dem til en hemmelig strand hvor der lever en sandtrold (Izzard).
Lyder det bekendt? Filmen bygger på en gammel roman (som jeg ikke har læst) af forfatterinden Edith Nesbit og stammer faktisk fra før C.S. Lewis skrev sin historie om Narnia og 4 børns tur igennem et gådefuldt garderobeskab til det magiske land. Men derfor minder oplægget og indledningen meget om hinanden alligevel, der er blot ikke kommet en særlig vellykket film ud af forlægget her som der trods alt gjorde med Lewis’ roman.
Grundlæggende handler det som så ofte før i sådanne fortællinger, om børns evne til at berige deres verden med en magisk fantasirigdom, som de kan finde trøst i når de har brug for at komme lidt på afstand af de voksnes verdensbillede og de ting der foregår i den. Derfor er den eneste større voksenrolle i filmen også, spillet af Branagh, karakteristisk distanceret og ude af trit med hvad børnene har gang i. Så her er alt som det bør og skal være, men udover det er filmen ikke videre god. De bærende kræfter, altså børnene formår ikke at stå stærkt nok frem og bliver ofte mere enerverende end charmerende, særligt Highmore der ellers har bevist han kan spille, hvis de ikke bare forbliver anonyme og dermed ligegyldige.
Man kan måske rose filmen for, at den aldrig kommer til at fremstå drivende sentimental, men når det er på baggrund af at den blot ikke formår at få ens følelser rigtigt frem, har dette næppe været tilsigtet og vidner om at filmen ikke griber en. Effekterne er middelmådige og ikke særligt opfindsomme og det sammen med den svagt fortalte historie, giver en et indtryk af en hurtigt produceret film ingen rigtigt har troet på. Man keder sig ganske enkelt, særligt som voksen da der næsten intet er at komme efter af morsomme undertoner man kan more sig over.
Filmens bedste tiltag er Izzard som sandtroldens blidt spydige stemme, han gør det egentlig godt, selvom replikkerne er ikke skarpe og bidende nok til at blive rigtigt morsomme. Grundlæggende passer den milde sarkasme dog slet ikke til filmens univers. Nuvel, det er også en børnefilm og selv om jeg heller ikke ser den som specielt vellykket af den grund, vil de mindre af slagsen nok kunne finde morskab og underholdning i den, så fred være med det.
Lyder det bekendt? Filmen bygger på en gammel roman (som jeg ikke har læst) af forfatterinden Edith Nesbit og stammer faktisk fra før C.S. Lewis skrev sin historie om Narnia og 4 børns tur igennem et gådefuldt garderobeskab til det magiske land. Men derfor minder oplægget og indledningen meget om hinanden alligevel, der er blot ikke kommet en særlig vellykket film ud af forlægget her som der trods alt gjorde med Lewis’ roman.
Grundlæggende handler det som så ofte før i sådanne fortællinger, om børns evne til at berige deres verden med en magisk fantasirigdom, som de kan finde trøst i når de har brug for at komme lidt på afstand af de voksnes verdensbillede og de ting der foregår i den. Derfor er den eneste større voksenrolle i filmen også, spillet af Branagh, karakteristisk distanceret og ude af trit med hvad børnene har gang i. Så her er alt som det bør og skal være, men udover det er filmen ikke videre god. De bærende kræfter, altså børnene formår ikke at stå stærkt nok frem og bliver ofte mere enerverende end charmerende, særligt Highmore der ellers har bevist han kan spille, hvis de ikke bare forbliver anonyme og dermed ligegyldige.
Man kan måske rose filmen for, at den aldrig kommer til at fremstå drivende sentimental, men når det er på baggrund af at den blot ikke formår at få ens følelser rigtigt frem, har dette næppe været tilsigtet og vidner om at filmen ikke griber en. Effekterne er middelmådige og ikke særligt opfindsomme og det sammen med den svagt fortalte historie, giver en et indtryk af en hurtigt produceret film ingen rigtigt har troet på. Man keder sig ganske enkelt, særligt som voksen da der næsten intet er at komme efter af morsomme undertoner man kan more sig over.
Filmens bedste tiltag er Izzard som sandtroldens blidt spydige stemme, han gør det egentlig godt, selvom replikkerne er ikke skarpe og bidende nok til at blive rigtigt morsomme. Grundlæggende passer den milde sarkasme dog slet ikke til filmens univers. Nuvel, det er også en børnefilm og selv om jeg heller ikke ser den som specielt vellykket af den grund, vil de mindre af slagsen nok kunne finde morskab og underholdning i den, så fred være med det.
06/05-2006
