Skilsmissedrama i gyserklæder

-Spoiler Warning-

Dark Water er en yderst effektiv gyser i den klassiske japanske stil som Hideo Nakata beviste at han mestre med Ringu/The Ring. Filmen er spækket med intenst klaustrofobise stemningsbilleder og omhyggeligt opbyggede chockeffecter. Men hvor The Ring i høj grad har gyset i centrum, er Dark Water forfriskende alternativ ved at have en socialrealistisk skilsmisseberetning som det bærende element, og blot bruger gyset som ramme om fortællingen. Det gør i mine øjne Dark Water til en bedre film, da jeg sjældent er særlig modtagelig overfor gys i den form, og filmen er da også absolut mest skræmmende, når den går efter at ramme stemninger, frem for de egentlige chock. Ikke mindst fordi en hårdtpumpet lydside ret ofte tager pusten af overraskelsesmomenterne. Det uforudsigelige er klart at foretrække.

Som nævnt er det i det menneskelige menneskelige drama at filmen henter sine fleste point hjem. Grundlæggende handler filmen om, hvordan børn ofte bliver ofre for forældrenes egoisme i forbindelse med skilsmissesager. Subtilt lykkes det Nakata at lade sit publikum få sympati for moderen, selvom hun er "skurken". Faderen fremstilles umiddelbart kold og kynisk, men er jo i virkeligheden oprigtigt interesseret i sit barns bedste. Moderen er jo tydeligvis ikke i stand til alene at tage vare for sit barn, hun er blot egoistisk. Noget i stil med "sammen kan vi klare alt" siger hun til sin datter. Sandheden er at datteren sagtens kan klare sig uden hende, hvilket hun ikke kan bære. Hun er overbevist om at hun svigter sin datter ved at overlade hende til faderen, grundet det svigt hun selv var udsat for som barn. Sandheden er at hun svigter datteren ved kynisk at holde fast i hende (symbolsk river hun datterens arm af led uden selv at være klar over det), og derfor må hun naturligvis også lade hende hende gå til slut.

Det er befriende at se en film, hvor jeg ikke behøver at tage stilling til skuespillet, da jeg logisk nok ikke kan forholde mig til udtalelsen af replikkerne, når jeg ikke forstår en bjælde af sproget. Til gengæld nyder jeg at se hvordan karakterer i Japanske film ofte handler mere uforudsigeligt end i amerikanske film, hvilket højner troværdigheden betydeligt.

Alt i alt er Dark Water en særdeles fremragende, omend ikke voldsomt uhyggelig gyser, der til gengæld har både indhold og budskab, og ved slutbilledet er det klumpen i halsen, der dominerer på bekostning af gåsehuden. Det spoleres desværre til dels af en kvalmende og intetsigende epilog, der lige vil forsikre os, at alt er okay. Det er ærgerligt at leflen for et mindre modtageligt vestligt publikum skal være med til at ødelægge en så fremragende oplevelse. Helhedsindtrykket er dog stadig så afgjort positivt. Derfor 4 stjerner. Uden epilogen havde den fået 5.