En stor opgave blev til en stor mundfuld!

4.0
Sommeren er for alvor skudt i gang må man sige, og der lægges stort ud med denne længe ventede tredje del til en af alle tiders bedste agentfilm, Mission Impossible. For små 10 år siden startede Palma på det hele, hvor han så sandelig fik publikumets opmærksomhed. Den første MI film vandt meget på et intelligent plot, som kunne holde publikumet fanget til det allersidste øjeblik, og så var den uforudsigelig hele vejen igennem, og bød faktisk også på rigtig god omgang action. 4 år efter overtog Woo projektet, og brugte udelukkende krudtet på selve actiondelen, som efter min mening var noget af det bedste i mands minde. 6 år efter overtog JJ Abrams opgaven (efter at flere folk gik af) og jeg var personligt ikke helt begejstret for det valg, men havde alligevel høje forventninger og håbede på det bedste, da det trods alt er en MI film, og budgettet var heller ikke til at komme udenom.

MI3 er på ingen måde bedre end de to første film, hverken på den ene eller anden måde - så er det sagt med det samme. Først og fremmest leverer den ikke helt varen på actionsiden, hvor det desværre kun blev til en enkelt hæsblæsende duel (nemlig den på broen, den er guf guf) og resten af actiondelen kommer aldrig rigtig op i omdrejningerne, som man kunne forvente af et budget på 150 millioner. Og det skal bestemt ikke forstås på den måde, at den slet ikke bød på action, det gjorde den næsten hele tiden, det var blot ikke noget specielt, og det hele var set på en smukkere måde i Woos udgave, og egentlig også i Palmas. Derfor var skuffelsen på det område ret stor for mit vedkommende, netop fordi MI3 lagde op til noget helt spektakulær action, men kunne desværre ikke holde aftalen.

Plottet er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for, eller værd at samle på. Denne gang forsøger vores redningsmand Ethan Hunt at ligge fortiden på hylden og bruge tiden på at leve borgerligt, men bliver straks involveret i en mission, der dybest set minder om den han havde i MI2, og så vælter det ellers med klicheer. Baggrundsmusikken, eller det jeg kalder MI-musikken, som lød så fedt og medrivende i MI og MI2, er fuldstændig fraværende i denne tredje del, og musikken er netop en stor personlighed i MI filmene og burde være traditionelt at følge op på netop det punkt, men det har man åbenbart smadret totalt. Hoffman, som de fleste glædede sig til at se i skurkerollen, er med i sådan ca. 10 sølle minutter (max). Det er ganske enkelt ikke nok, da det klart var ham man glædede sig allermest til, men ellers et godt valg, Hoffman er en fremragende skuespiller, også som skurk, men han fik altså ikke meget spilletid af uforståelige grunde. Cruise kører den blot på rutinen som den typiske helt, og det er vel helt fint, men man holder ikke rigtig med ham som man gjorde i de to første film. Der mangler noget drenge.

Så min konklusion er (desværre) at denne tredje del skuffer i den grad i forhold til de to første film, men på den anden side havde den måske for meget at lave op til, og selvom JJ Abrams samlet set slipper fint fra begivenhederne, så havde jeg stadig ønsket et større Hollywood navn til dette projekt. Men kan man se MI3 uden at sammenligne med de to andre film i serien, ja så byder den faktisk på hæderlig underholdning og solid spænding så man aldrig når at kede sig, men den kommer altså ikke i nærheden af de to første film. På trods af de hårde ord fra min side (jeg havde høje forventninger) så belønner jeg filmen med 4 stjerner, man skal også se det lidt i lyset af hvem der står bag filmen, og det er trods alt en lidt usikker nybegynder JJ Abrams, som klart har besvær med opgaven da det er en stor mundfuld for ham, men det slipper han sgu solidt fra, selvom han ikke er i nærheden af Woo og Palma, og det må han bare acceptere og komme videre. Jeg vil selvfølgelig også anbefale filmen til alle dem der søger den slags, for den er underholdende og hvis man trænger til at komme lidt væk fra alle de politiske film, ja så er MI3 en afslappende sag. Og så kan vi se frem til en eventuel fjerde del, næste gang forhåbentlig med de rigtige mandfolk bag. Men uanset hvordan ens oplevelse bliver mht. MI3, så er der hav af andre store sommerfilm der er i vente, og det lader til, at denne sommer bliver en gentagelse af den vi havde sidste år. Vi håber det bedste.
Mission: Impossible 3