nostalgisk, men mislykket forsøg
2.0
Banaliseret og konventionel amerikansk actionthriller (baseret på en roman af Robert Crais), hvor man har hentet den franske instruktør Florent Siri (der sidst stod bag den ujævne og rodede The Nest) til Hollywood studierne for at give filmen et mere råt og realistisk præg. Dette resulterer i nogle meget flotte og flamboyante indledningscredits, men potentialet til en gammeldags omgang action-underholdning forspildes (og moraliseres overfladisk og pinefuldt), og Hostage er endt som endnu et uophidsende og umindeværdig samlebåndsprodukt, der aldrig hæver sig over kategoriseringen tidsspilde.
Den aldrende, men altid seværdige Bruce Willis anfægter sig endnu engang en (på papiret) psykologidrevet rolle, hvor vores helt introduceres latterligt overnonchalant, men traumatiseres naturligvis hurtigt, og hans skyldsfølelse fungerer nu som tyndt og letkøbt motivfremdrift under resten af filmen. Willis er for evig karismatisk og udfyldende i disse endimensionale roller (hvor en dysfunktionel familie og almen humanistisk distance tilsyneladende er obligatorisk), men han virker også forståeligt nok uengageret og lettere ligeglad i dette tilfælde. Den skabelonskårede historie i Hostage forsøger sig med en evident desperatpræget iver at skjule de forslidte klicheer med det ene mere uplausible plottwist efter det andet, og som publikum kommer man hurtigt til at savne en klar fokus i stedet for de trivielle og søgte handlingstråde, der konstant flettes ind og ud af hinanden. Den manglende karaktertroværdighed kommer bedst (eller rettere sagt værst) til udtryk hos de ulogisk handlende skurke, hvor Ben Foster fører an med en terrible præstation af dimensioner.
Visuelt er der en del godbidder at finde i Hostage, og den besidder endda enkelte øjeblikke af ægte suspense og fængende filmfortælling. Her henviser jeg hovedsagligt til en ganske neglebidende jagt i en ventilationsskakt og den afsluttende skudduel, der ville efterlade John Woo i koma af misundelse (især nu hvor Woo har latterliggjort sig selv via flere stupide film). Disse scener godtgør dog ikke de utilgivelige og debile fejltagelser, som Hostage besidder til overflod (de sensitive øjeblikke fungerer langtfra efter hensigten, hvor især Jomfru Maria symbolikken i slutningen er brækfremkaldende). Fundamentalt set burde man måske kalde Hostage for harmløs og tilforladelig underholdning, men filmen formåede alligevel at irritere mig godt og grundigt. Tæt på bundkarakter.
Den aldrende, men altid seværdige Bruce Willis anfægter sig endnu engang en (på papiret) psykologidrevet rolle, hvor vores helt introduceres latterligt overnonchalant, men traumatiseres naturligvis hurtigt, og hans skyldsfølelse fungerer nu som tyndt og letkøbt motivfremdrift under resten af filmen. Willis er for evig karismatisk og udfyldende i disse endimensionale roller (hvor en dysfunktionel familie og almen humanistisk distance tilsyneladende er obligatorisk), men han virker også forståeligt nok uengageret og lettere ligeglad i dette tilfælde. Den skabelonskårede historie i Hostage forsøger sig med en evident desperatpræget iver at skjule de forslidte klicheer med det ene mere uplausible plottwist efter det andet, og som publikum kommer man hurtigt til at savne en klar fokus i stedet for de trivielle og søgte handlingstråde, der konstant flettes ind og ud af hinanden. Den manglende karaktertroværdighed kommer bedst (eller rettere sagt værst) til udtryk hos de ulogisk handlende skurke, hvor Ben Foster fører an med en terrible præstation af dimensioner.
Visuelt er der en del godbidder at finde i Hostage, og den besidder endda enkelte øjeblikke af ægte suspense og fængende filmfortælling. Her henviser jeg hovedsagligt til en ganske neglebidende jagt i en ventilationsskakt og den afsluttende skudduel, der ville efterlade John Woo i koma af misundelse (især nu hvor Woo har latterliggjort sig selv via flere stupide film). Disse scener godtgør dog ikke de utilgivelige og debile fejltagelser, som Hostage besidder til overflod (de sensitive øjeblikke fungerer langtfra efter hensigten, hvor især Jomfru Maria symbolikken i slutningen er brækfremkaldende). Fundamentalt set burde man måske kalde Hostage for harmløs og tilforladelig underholdning, men filmen formåede alligevel at irritere mig godt og grundigt. Tæt på bundkarakter.
09/05-2006
