doomed in advance

Computerspilskonverteringer til spillefilmsmediet har i løbet af de sidste år været noget af en fiasko, set ud fra et kvalitetsmæssigt synspunkt (hvorfor disse tanketomme film har fået kommerciel succes er mig en gåde). De to Tomb Raider film var tilforladeligt underholdende, men bød ikke på én eneste original tanke, mens de foreløbige to Resident Evil film (med Paul W.S. Anderson som ansvarlig gerningsmand) er noget af det argeste gang lort, som mit filmsind længe er blevet udsat for. Hvorfor den amerikanske filmindustri insisterende alligevel vælger at producere disse forfejlede og makværksagtige adaptationer (hvor Christopher Cans’ Silent Hill er den næste, der skal inficere de danske biografer) skyldes naturligvis de hårdtslående penge, og dette har utvivlsomt også været hovedmotivationen bag Doom, en rodet omgang actionramasjang, der vækker antipatiske associationer til Andersons nedværdigende ringe Soldier.

Den tidligere kameramand Andrzej Bartkowiak er hentet ind fra sidelinien til at styre løjerne i denne effektjagede, men grundlæggende dilettantiske film, og det gør han åbenlyst ikke særlig godt. Bartkowiak debuterede ellers fornemt i ’01 med den fine og veltunede Romeo Must Die, men faldt hurtig ned af respektstigen med sin næste film, Seagal-fornærmelsen Exit Wounds. Det blev lidt bedre med gensamarbejdet med Jet Li i den drengerøvsleflende Cradle 2 Grave, men Bartkowiak har vist forseglet sin skæbne nu med Doom.

Handlingen er en tydelig Alien-plagiat, men nærmere sig naturligvis ikke forbilledernes højder. En maskulin-præget, men standardiseret soldaterforsamling sendes på mission på Mars, hvor noget udefinerbart er løbet ude af kontrol og har overfaldt beboerne på planeten (dette har naturligvis noget at gøre med genmanipulation, sådan er det jo altid). Doom er hamrende uoriginal, men har alligevel nerverne til at servere produktet med en forkastelig selvhøjtidelighed. Forsøg på selvironisk pseudo-intelligens falder fuldstændig til jorden (you have to face your demons sometime). Historien er bundforudsigelig og formår aldrig at trække publikum ind i det lettere bizarre, men herligt hårdkogte og splatterfyldte univers. Man kastes hurtigt ind i begivenhederne, men de lange, tæt framede turer i mørke korridorer (hvor man aldrig kommer til at føle den skræmmende stemning eller klaustrofobiske indelukkethed, som spillene fuldt ud besad) udgør næsten hele filmen, og dette bliver i længden kedeligt og monotont. De uinteressante karakterer hjælper nu heller ikke på indlevelsen, og det er en stor skam, at en etableret herre som Karl Urban (der ellers tidligere har medvirket i ganske kvalitative film) siger ja til sådan et projekt. The Rock, som jeg normalvis ellers finder fint underholdende, fungerer ikke uden sin selvironi, og hans pludselige omvendelse til konkret bad guy er decideret tåbeligt. Det er dog befriende, at vi slipper for en kærlighedssidehistorie, da hovedpersonens kvindelige konflikt omhandler sin egen søster, men denne ’kvalitet’ undermineres dog af den talentløse og ufrivillig komiske dialog, der absolut ikke besidder nogen form for finesser. Rockmusikken er ligeledes kvalitetsdestruerende, og det kom som en stor overraskelse for mig, at den ansvarlige var Clint Mansel, der ellers har stået for det bedst komponerede filmmusik i historien (til Aronofsky’s Requiem for a Dream).

Doom er utvivlsomt en velproduceret affære, men filmen mangler energi og genuin fremdrift (og er oven i købet overlang), hvorved den bliver både uspændende og klinisk renset for underholdning. Kun i slutningen gider man for alvor åbne øjnene når den nu famøse point-of-view sekvens igangsættes. Det er mildest talt imponerende eksekveret, men da denne idé er plagieret direkte fra spillene, kan man ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at man ligeså kunne være deltager i spillet i stedet for at være passiv tilskuer, hvor gennemført sammensmeltningen end er. En følelse, man overordnet sidder tilbage med efter at have overværet denne lumre affære.