The Wind In Vietnam Dosn't Blow. It Sucks!
6.0
Stanley Kubrick må siges at være noget af en multi-instruktør, udover at han rørte gyser-genren med den ultimative sadistiske gyser Ondskabens Hotel nåede han nåede at røre stort set alle genrer før sin død i 1999, jeg har netop investeret i A Clockwork Orange, 2001: A Space Odyssey og Full Metal Jacket på DVD, og FMJ skal så anmeldes først
En flok unge og håbefulde rekrutter bliver sendt til træningslejr i South Carolina hvor de skal forberedes til Vietnam. Håbene bliver dog hurtigt forvandlet til håbløshed da de kommer i træning under den gale, skrigende og sadistiske Hartman (R. Lee Ermey i en af sine bedste roller) der hurtigt lærer rekrutterne at de er mindre værd end den gennemsnitlige hundelort på gaden, og de unge mænd trænes til koldblodige krigssmaskiner og da de kommer til Vietnam bliver det hele ikke meget bedre
Kubrick begejstrer med denne krigsfilm, der med rette kan kaldes Kubricks Vietnam, fordi her bliver der sat mere fokus på psyken end på selve krigshandlingerne, som det ligeså var tilfældet i klassikeren Apocalypse Now. Dette fungerer rigtig godt, og man bliver stødt af de scenarier der sker på skærmen, som f.eks. den memorable sekvens hvor Joker flyver i helikopteren og maskingeværskytten pløkker uskyldige vietnamnesere og Joker spørger hvordan han kan dræbe disse uskyldige (der også tæller kvinder og børn) hvor skytten blot kvitterer med: Easy! Ya just don't lead 'em so much! Ain't war hell?" Et anderledes syn på den patroisme som udøves i nutidige krigsfilm, og det er dejligt befriende.
En anden sekvens viser de amerikanske officeres stupiditet, og jeg tillader mig hermed at citere replikkerne i en samtale mellem Joker og en officer
Pogue Colonel: Marine, what is that button on your body armor?
Private Joker: A peace symbol, sir.
Pogue Colonel: Where'd you get it?
Private Joker: I don't remember, sir.
Pogue Colonel: What is that you've got written on your helmet?
Private Joker: "Born to Kill", sir.
Pogue Colonel: You write "Born to Kill" on your helmet and you wear a peace button. What's that supposed to be, some kind of sick joke?
Private Joker: No, sir.
Pogue Colonel: You'd better get your head and your ass wired together, or I will take a giant shit on you.
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Now answer my question or you'll be standing tall before the man.
Private Joker: I think I was trying to suggest something about the duality of man, sir.
Pogue Colonel: The what?
Private Joker: The duality of man. The Jungian thing, sir.
Pogue Colonel: Whose side are you on, son?
Private Joker: Our side, sir.
Pogue Colonel: Don't you love your country?
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Then how about getting with the program? Why don't you jump on the team and come on in for the big win?
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Son, all I've ever asked of my marines is that they obey my orders as they would the word of God. We are here to help the Vietnamese, because inside every gook there is an American trying to get out. It's a hardball world, son. We've gotta keep our heads until this peace craze blows over.
Private Joker: Aye-aye, sir.
Hold kæft, hvor er det en relevant knock out-dialog, men det er jo også Kubrick.
Skildringen af krigen er også grum, specielt den afsluttende og suspense fyldte slutning med den kvindelige snigskytte.
Denne tour-de-force i Kubricks Vietnam sluttes perfekt af Med Rolling Stones Paint It Black, og man måtte beundre Kubrick for hans timing, og når slutteksterne ruller føler man sig rystet, ubehageligt til mode, men dog med en smule håb.
Fremragende, alternativ fremstilling af krigen. Fuldt hus!
En flok unge og håbefulde rekrutter bliver sendt til træningslejr i South Carolina hvor de skal forberedes til Vietnam. Håbene bliver dog hurtigt forvandlet til håbløshed da de kommer i træning under den gale, skrigende og sadistiske Hartman (R. Lee Ermey i en af sine bedste roller) der hurtigt lærer rekrutterne at de er mindre værd end den gennemsnitlige hundelort på gaden, og de unge mænd trænes til koldblodige krigssmaskiner og da de kommer til Vietnam bliver det hele ikke meget bedre
Kubrick begejstrer med denne krigsfilm, der med rette kan kaldes Kubricks Vietnam, fordi her bliver der sat mere fokus på psyken end på selve krigshandlingerne, som det ligeså var tilfældet i klassikeren Apocalypse Now. Dette fungerer rigtig godt, og man bliver stødt af de scenarier der sker på skærmen, som f.eks. den memorable sekvens hvor Joker flyver i helikopteren og maskingeværskytten pløkker uskyldige vietnamnesere og Joker spørger hvordan han kan dræbe disse uskyldige (der også tæller kvinder og børn) hvor skytten blot kvitterer med: Easy! Ya just don't lead 'em so much! Ain't war hell?" Et anderledes syn på den patroisme som udøves i nutidige krigsfilm, og det er dejligt befriende.
En anden sekvens viser de amerikanske officeres stupiditet, og jeg tillader mig hermed at citere replikkerne i en samtale mellem Joker og en officer
Pogue Colonel: Marine, what is that button on your body armor?
Private Joker: A peace symbol, sir.
Pogue Colonel: Where'd you get it?
Private Joker: I don't remember, sir.
Pogue Colonel: What is that you've got written on your helmet?
Private Joker: "Born to Kill", sir.
Pogue Colonel: You write "Born to Kill" on your helmet and you wear a peace button. What's that supposed to be, some kind of sick joke?
Private Joker: No, sir.
Pogue Colonel: You'd better get your head and your ass wired together, or I will take a giant shit on you.
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Now answer my question or you'll be standing tall before the man.
Private Joker: I think I was trying to suggest something about the duality of man, sir.
Pogue Colonel: The what?
Private Joker: The duality of man. The Jungian thing, sir.
Pogue Colonel: Whose side are you on, son?
Private Joker: Our side, sir.
Pogue Colonel: Don't you love your country?
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Then how about getting with the program? Why don't you jump on the team and come on in for the big win?
Private Joker: Yes, sir.
Pogue Colonel: Son, all I've ever asked of my marines is that they obey my orders as they would the word of God. We are here to help the Vietnamese, because inside every gook there is an American trying to get out. It's a hardball world, son. We've gotta keep our heads until this peace craze blows over.
Private Joker: Aye-aye, sir.
Hold kæft, hvor er det en relevant knock out-dialog, men det er jo også Kubrick.
Skildringen af krigen er også grum, specielt den afsluttende og suspense fyldte slutning med den kvindelige snigskytte.
Denne tour-de-force i Kubricks Vietnam sluttes perfekt af Med Rolling Stones Paint It Black, og man måtte beundre Kubrick for hans timing, og når slutteksterne ruller føler man sig rystet, ubehageligt til mode, men dog med en smule håb.
Fremragende, alternativ fremstilling af krigen. Fuldt hus!
09/05-2006
