"Fluernes Herre" for voksne
5.0
Siden Oliver Hirschbiegels film havde premiere i 2001 har vi endnu engang fået bekræftet, at isolation, stress og gruppepres ikke "kun" resulterer i tortur og anden afstumpet adfærd hos ordensmagten i tredjeverdenslande.
Filmen er baseret på et virkeligt eksperiment på Stanford Universitetet i USA i 1971, som dog blev standset langt hurtigere, fordi det hurtigt stod klart, at eksperimentet var farligt. For spændingens skyld iblander filmen derfor angiveligt elementer fra fangeoprøret i St. Quentin-fængslet, som tilfældigvis udspillede sig umiddelbart efter universitetserksperimentet.
Filmen er først og fremmest velfortalt og virker filmisk velgennemtænkt. Dertil kommer en håndfuld overbevisende skuespilpræstationer, som alt i alt gør filmen meget seværdig.
Anklagen mod filmen går på relevansen af den nærmest Tykwer-lignende kærligheds-sidehistorie (som tilmed ender med at blive hovedpersonernes redning) og den actionthriller-agtige afslutning på en ellers overvejende dyster psyko-sociologisk samfundskritik, som i sig selv lægger op til nogle mere højtravende betragtninger om menneskets ubehagelige fejl og mangler.
Mit anke går dog mere på troværdigheden af det næsten telepatiske kærlighedsforhold snarere end mod den dramatiske afslutning, som i mine øjne ikke svigter sit almengyldige budskab om menneskets aggressive natur.
Vil man byde sig selv lidt fiktiv menneskelig lidelse, venter der en elementært spændende fortælling, som uundgåeligt vækker lysten til eftertanke. Betegnelsen "Fluernes Herre for voksne" er ikke helt misvisende.
Filmen er baseret på et virkeligt eksperiment på Stanford Universitetet i USA i 1971, som dog blev standset langt hurtigere, fordi det hurtigt stod klart, at eksperimentet var farligt. For spændingens skyld iblander filmen derfor angiveligt elementer fra fangeoprøret i St. Quentin-fængslet, som tilfældigvis udspillede sig umiddelbart efter universitetserksperimentet.
Filmen er først og fremmest velfortalt og virker filmisk velgennemtænkt. Dertil kommer en håndfuld overbevisende skuespilpræstationer, som alt i alt gør filmen meget seværdig.
Anklagen mod filmen går på relevansen af den nærmest Tykwer-lignende kærligheds-sidehistorie (som tilmed ender med at blive hovedpersonernes redning) og den actionthriller-agtige afslutning på en ellers overvejende dyster psyko-sociologisk samfundskritik, som i sig selv lægger op til nogle mere højtravende betragtninger om menneskets ubehagelige fejl og mangler.
Mit anke går dog mere på troværdigheden af det næsten telepatiske kærlighedsforhold snarere end mod den dramatiske afslutning, som i mine øjne ikke svigter sit almengyldige budskab om menneskets aggressive natur.
Vil man byde sig selv lidt fiktiv menneskelig lidelse, venter der en elementært spændende fortælling, som uundgåeligt vækker lysten til eftertanke. Betegnelsen "Fluernes Herre for voksne" er ikke helt misvisende.
10/05-2006
