Større Budget, Mindre Underholdende
3.0
Billy (Galligan) er flyttet til New York sammen med kæresten (Cates) og har lagt de uhyggelige begivenheder fra sin lille hjemby bag sig. Men da den lille lodne Gizmo igen dukker op, nu hos det firma han arbejder for, starter det hele naturligvis igen og de vanvittige gremlins er atter løs.
Budgettet er større, underholdningsværdien mindre. Så enkelt kan man sige det om denne efterfølger til den særdeles underholdende og vellykkede ”Gremlins”. Da den første film blev en stor succes, så måtte der naturligvis komme en toer før eller siden. Man kan så undre sig over at det først blev siden, da der gik seks år mellem dem. Om det er disse år der har gjort resultatet så jævnt kan være svært at spå om, men rigtigt godt er det altså ikke. Hvor den første film havde en nærmest magisk stemning og noget meget charmerende over sig, man fristes til at kalde det en 80’er typisk fortryllerisk Spielberg-feelin’, så besidder denne ikke rigtigt nogen af de dele. Den er skam underholdende sine steder og der sker en masse når den først kommer i gang, men ikke alt reddes i sidste ende af det faktum.
Den spinkle handling er længe om at komme ud af starthullerne og man sidder ganske simpelt og begynder at småkede sig, modsat hvad man gjorde i originalen. Historien her er mindre flyende og harmonisk opbygget og mere krampagtigt og skuespillerne formår ikke at løfte den. Da den så endelig kommer i gang, så falder indfaldene næsten klodset over hinanden og står i kø for at komme til, man når dårligt at nyde dem der er værd at nyde. Det er de så ikke alle, for humoren og ideerne virker mere anstrengte og desperate for at underholde og får af den grund ofte den modsatte effekt.
Det der virker, det virker så også ret godt til gengæld. Der er mange skægge referencer til diverse ældre film og også til filmen selv og dens forløber. Den spoof’er flere steder ret vellykket, instruktør Dante’s kærlighed for kendte klassikere og Warner Brothers berømte tegnefilm fornægter sig i hvert fald ikke. Når den så indimellem bryder sine egne rammer og gør os som tilskuer opmærksomme på, at det er film vi ser, så er det lige før den bliver brillant, særligt når den gør grin med sine egne klicheer. Om man så kan lide dette brud på konventionerne er en anden sag, for det er indrømmet forstyrrende for ens indlevelse i filmen. Men sjovt er det nu. Derudover er filmen for sin tid, på effektsiden, teknisk pænt lavet og byder på et par gode scener for fans af gammeldags dukkeføring (for at de yngre læsere forstår bemærkningen, så var det FØR computerens store indtog i filmens verden;o).
Så er alt godt vist også sagt, for ”Gremlins 2” kan ikke sige sig fri for ikke at leve op til hverken budgettet eller sin forgænger. Den er middelmådigt underholdende, svingende fra det vildt sjove til det jævnt kedelige.
DVD-udgaven byder på et par scener der var tiltænkt biograf-udgaven og som derfor ikke fungerer efter hensigten, hvor den gamle VHS-version havde fjernet disse og i stedet fået lavet et par alternative scener til lejligheden. Derfor kan det godt betale sig at se begge, hvis man vil tjekke forskellen og ikke føler det er for meget tid at bruge på denne film.
Budgettet er større, underholdningsværdien mindre. Så enkelt kan man sige det om denne efterfølger til den særdeles underholdende og vellykkede ”Gremlins”. Da den første film blev en stor succes, så måtte der naturligvis komme en toer før eller siden. Man kan så undre sig over at det først blev siden, da der gik seks år mellem dem. Om det er disse år der har gjort resultatet så jævnt kan være svært at spå om, men rigtigt godt er det altså ikke. Hvor den første film havde en nærmest magisk stemning og noget meget charmerende over sig, man fristes til at kalde det en 80’er typisk fortryllerisk Spielberg-feelin’, så besidder denne ikke rigtigt nogen af de dele. Den er skam underholdende sine steder og der sker en masse når den først kommer i gang, men ikke alt reddes i sidste ende af det faktum.
Den spinkle handling er længe om at komme ud af starthullerne og man sidder ganske simpelt og begynder at småkede sig, modsat hvad man gjorde i originalen. Historien her er mindre flyende og harmonisk opbygget og mere krampagtigt og skuespillerne formår ikke at løfte den. Da den så endelig kommer i gang, så falder indfaldene næsten klodset over hinanden og står i kø for at komme til, man når dårligt at nyde dem der er værd at nyde. Det er de så ikke alle, for humoren og ideerne virker mere anstrengte og desperate for at underholde og får af den grund ofte den modsatte effekt.
Det der virker, det virker så også ret godt til gengæld. Der er mange skægge referencer til diverse ældre film og også til filmen selv og dens forløber. Den spoof’er flere steder ret vellykket, instruktør Dante’s kærlighed for kendte klassikere og Warner Brothers berømte tegnefilm fornægter sig i hvert fald ikke. Når den så indimellem bryder sine egne rammer og gør os som tilskuer opmærksomme på, at det er film vi ser, så er det lige før den bliver brillant, særligt når den gør grin med sine egne klicheer. Om man så kan lide dette brud på konventionerne er en anden sag, for det er indrømmet forstyrrende for ens indlevelse i filmen. Men sjovt er det nu. Derudover er filmen for sin tid, på effektsiden, teknisk pænt lavet og byder på et par gode scener for fans af gammeldags dukkeføring (for at de yngre læsere forstår bemærkningen, så var det FØR computerens store indtog i filmens verden;o).
Så er alt godt vist også sagt, for ”Gremlins 2” kan ikke sige sig fri for ikke at leve op til hverken budgettet eller sin forgænger. Den er middelmådigt underholdende, svingende fra det vildt sjove til det jævnt kedelige.
DVD-udgaven byder på et par scener der var tiltænkt biograf-udgaven og som derfor ikke fungerer efter hensigten, hvor den gamle VHS-version havde fjernet disse og i stedet fået lavet et par alternative scener til lejligheden. Derfor kan det godt betale sig at se begge, hvis man vil tjekke forskellen og ikke føler det er for meget tid at bruge på denne film.
10/05-2006
