sobert og fyldestgørende drama
4.0
Biografisk beretning om den indflydelsesrige og profilmæssigt stærke James R. Hoffa, der i årene mellem 1957-1971 var formand for USA's største fagforening, transportarbejderforbundet. Hoffa var en progressiv og temperamentsfuld karakter, der kom i heftige sammenstød med den amerikanske regering (deriblandt nogle ganske højtstående herre) og var indblandet i organiseret kriminalitet med mafiaen. Hoffa forsvandt sporløst i 1975, og der formodes, at han blev myrdet, selvom intet lig er blevet fundet. Sådan et ekstraordinært menneske, med dertilhørende livsforløb, fandt den uhyre talentfulde og alsidige manuskriptforfatter David Mamet ikke overraskende potentiale hos, mens instruktørtjansen lidt uoplagt blev lagt over i hænderne på den lave komiker Danny De Vito, der på iscenesættelsesstadiet ikke rigtig har bevist sit værd på det seneste (forfærdelige titler som Death to Smoochy og Duplex springer tvungent frem). Hoffa ligger dog i det helt andet spektre end De Vitos senere film, og man må utvivlsomt rose ham for sin ferme iscenesættelse, historiemæssige overblik og selvsikkerhed i de filmiske virkemidler.
Jack Nicholson leverer endnu en pragtpræstation gennem hans portrættering af legenden Hoffa, hvor man får et nuanceret og ærligt billede af Hoffa som menneske. Mamet og De Vito har ekskluderet familielivet og venskabet mellem Hoffa og Bobby Ciaro (vidunderligt underspillet af De Vito selv) får ikke engang tildelt en betydelig stor fokus, selvom dette aspekt tydeligvis er filmens emotionelle holdepunkt. De Vito har i stedet valgt at skildre Hoffas handlinger, i kongruens med ham som person. Et aggressivt og stædigt magtmenneske, persvasiv og charmerende, men også virkelighedsdistanceret og manipulativ med målet for øje. Det er en kompliceret faktuel historie (velfungerende fortalt i en rørende rammehistorie med en brutal og rystende slutning), som Mamet og De Vito ambitiøs har indledt sig i, men en af filmens store kvaliteter, er den måde hvorpå De Vito indsigtsfuldt og skråsikkert formidler personerne og begivenhederne tilfredsstillende og fuldt ud forståeligt. Naturligvis er der blevet bøjet faktums og fiktionaliseret visse hændelser i filmiske øjemed, men dramatikken forekommer autentisk og ikke mindst medrivende. Birollerne er velbesatte, hvor ikke mindst en ung John C. Reilly og den nu afdøde J.T. Walsh gør sig positivt bemærket.
Med Hoffa har De Vito udvist en overraskende stilsikkerhed, og visuelt set er filmen intet mindre end fremragende. Kameraarbejdet er af en sublim kaliber, og så beundres man også over de originale overgange, som De Vito yndefuldt benytter sig af. Det eneste, som virkelig trækker ned for filmen (udover den lidt for overlange spilletid) er den overdramatiserende musik af David Newman, som er alt for følelsesekspliciterende. Ellers er Hoffa en anbefalelsesværdig og yderst underholdende biografisk film, der på respektabelt vis filmatiserer en betydningsfuld person i den amerikanske historie.
Jack Nicholson leverer endnu en pragtpræstation gennem hans portrættering af legenden Hoffa, hvor man får et nuanceret og ærligt billede af Hoffa som menneske. Mamet og De Vito har ekskluderet familielivet og venskabet mellem Hoffa og Bobby Ciaro (vidunderligt underspillet af De Vito selv) får ikke engang tildelt en betydelig stor fokus, selvom dette aspekt tydeligvis er filmens emotionelle holdepunkt. De Vito har i stedet valgt at skildre Hoffas handlinger, i kongruens med ham som person. Et aggressivt og stædigt magtmenneske, persvasiv og charmerende, men også virkelighedsdistanceret og manipulativ med målet for øje. Det er en kompliceret faktuel historie (velfungerende fortalt i en rørende rammehistorie med en brutal og rystende slutning), som Mamet og De Vito ambitiøs har indledt sig i, men en af filmens store kvaliteter, er den måde hvorpå De Vito indsigtsfuldt og skråsikkert formidler personerne og begivenhederne tilfredsstillende og fuldt ud forståeligt. Naturligvis er der blevet bøjet faktums og fiktionaliseret visse hændelser i filmiske øjemed, men dramatikken forekommer autentisk og ikke mindst medrivende. Birollerne er velbesatte, hvor ikke mindst en ung John C. Reilly og den nu afdøde J.T. Walsh gør sig positivt bemærket.
Med Hoffa har De Vito udvist en overraskende stilsikkerhed, og visuelt set er filmen intet mindre end fremragende. Kameraarbejdet er af en sublim kaliber, og så beundres man også over de originale overgange, som De Vito yndefuldt benytter sig af. Det eneste, som virkelig trækker ned for filmen (udover den lidt for overlange spilletid) er den overdramatiserende musik af David Newman, som er alt for følelsesekspliciterende. Ellers er Hoffa en anbefalelsesværdig og yderst underholdende biografisk film, der på respektabelt vis filmatiserer en betydningsfuld person i den amerikanske historie.
11/05-2006
