Lost In Translation, en fantastisk oprigtig og herlig filmoplevelse.
6.0
Først og fremmest finder jeg at filmen er et socialrealistisk mesterværk, om ensomhed og nærvær, forskellighed og ensartethed, en unik og udefinerbar følelsesmæssig oplevelse. "Lost in Translation" - selve titlen siger jo nærmest det hele.
Nu, for at tale lidt om de to hovedrolleindehavere: Bill Murray levere masser af sin specialitet, dejlig underspillet humor i den ene af de to hovedroller, som den midtlivs kriseramte Bob. Og Scarlett Johansson er intet mindre end perfekto som den fortabte og misforståede diva, Charlotte.
Handlingen: Ung nygift kvinde og ældre mand med kone og børn derhjemme, nærmest to modpoler, finder forståelse og en dyb genkendelse af sig selv i hinanden, efter begge at være draget til et fremmed land (Japan) - kan også betegnes som en fuldkommen anden verden og virkelighed, end den de er bekendt med.
Der tegnes et smukt billede af den mystriose og sagnomspundne by Japan - i dag stor kapital - virkeligt ér og har været. Fra de ældgamle buddhistiske templer, til den nærmest surrealistiske, medieskabte, nutidige japanske hverdag, - den nye generation af rok'n roll fikserede unge hooked på såkaldt 'instant entertainment'.
Det er sjovt som jeg synes at der er nye detaljer ved hvert enkelt gensyn af filmen, altså jeg tager et nyt syn på filmen hver gang jeg ser den, det må være fordi jeg opfatter og forstår filmen og dens budskaber, anderledes udfra hvor jeg selv befinder mig i livet på det givne tidspunkt. Ser filmen fra et nyt synspunkt og modtager en anden oplevelse, har under alle omstændigheder altid fundet den dybt original, inspirerende og bevægende.
* En stor independent film og et lille humoristisk, medmenneskeligt drama, et stort bifald til Sofia Coppola, 7 af 7 mulige stjerner tilfalder filmen. *
Nu, for at tale lidt om de to hovedrolleindehavere: Bill Murray levere masser af sin specialitet, dejlig underspillet humor i den ene af de to hovedroller, som den midtlivs kriseramte Bob. Og Scarlett Johansson er intet mindre end perfekto som den fortabte og misforståede diva, Charlotte.
Handlingen: Ung nygift kvinde og ældre mand med kone og børn derhjemme, nærmest to modpoler, finder forståelse og en dyb genkendelse af sig selv i hinanden, efter begge at være draget til et fremmed land (Japan) - kan også betegnes som en fuldkommen anden verden og virkelighed, end den de er bekendt med.
Der tegnes et smukt billede af den mystriose og sagnomspundne by Japan - i dag stor kapital - virkeligt ér og har været. Fra de ældgamle buddhistiske templer, til den nærmest surrealistiske, medieskabte, nutidige japanske hverdag, - den nye generation af rok'n roll fikserede unge hooked på såkaldt 'instant entertainment'.
Det er sjovt som jeg synes at der er nye detaljer ved hvert enkelt gensyn af filmen, altså jeg tager et nyt syn på filmen hver gang jeg ser den, det må være fordi jeg opfatter og forstår filmen og dens budskaber, anderledes udfra hvor jeg selv befinder mig i livet på det givne tidspunkt. Ser filmen fra et nyt synspunkt og modtager en anden oplevelse, har under alle omstændigheder altid fundet den dybt original, inspirerende og bevægende.
* En stor independent film og et lille humoristisk, medmenneskeligt drama, et stort bifald til Sofia Coppola, 7 af 7 mulige stjerner tilfalder filmen. *
12/05-2006
