Kærlighedens Illusioner
5.0
Den unge Alex (Kaas) forlader pludseligt sin kæreste (Bonnevie), for at indlede en affære med en gift kvinde (Bonnevie).
Der hviler en tung melankolsk stemning over Boe’s i øvrigt fornemme debutfilm. Det er heldigvis en melankoli der virker til filmens fordel og giver den æstetiske innovative visuelle stil en forførende tilstand, som gør den til en smuk og rørende film om kærligheden, i en historie der i perioder kan forekomme for kontemplativ.
Det ville måske være forkert at kritisere filmen for at virke konstrueret, sin titel taget i betragtning, selv om den som stiløvelse i sig selv er flot, men også fordi fortællingen mere er et udtryk og et forsøg på at sætte billeder på både forelskelsen og kærlighedens svært begribelige væsen, end en egentlig handling. Meget passende hører vi i starten filmens hovedperson, spillet udtryksfuldt og fint tilbageholdt af Kaas, fortælle om en drøm han har haft om en kvinde, for dette kan passende tjene som en metafor for den alt andet end lineære måde handlingen præsenteres på. Den er i sig selv som en drøm, logisk i sin egen virkelighed, fuld af brydsomt forståelige facetter, som i den veritable verden vil fremtræde konfunderende for dens tilskuer.
Resultatet føles dog heldigvis hverken sjusket eller elendigt skildret, så når man som publikum sidder og får følelsen af at være vidne til en lignelse om kærlighedens illusioner, hvor mennesket fortaber sig i tilstanden og mister sig selv, så gribes man af det og tror på at Boe faktisk mener det han siger. Den fik i hvert fald mig til at fælde en tåre.
Der hviler en tung melankolsk stemning over Boe’s i øvrigt fornemme debutfilm. Det er heldigvis en melankoli der virker til filmens fordel og giver den æstetiske innovative visuelle stil en forførende tilstand, som gør den til en smuk og rørende film om kærligheden, i en historie der i perioder kan forekomme for kontemplativ.
Det ville måske være forkert at kritisere filmen for at virke konstrueret, sin titel taget i betragtning, selv om den som stiløvelse i sig selv er flot, men også fordi fortællingen mere er et udtryk og et forsøg på at sætte billeder på både forelskelsen og kærlighedens svært begribelige væsen, end en egentlig handling. Meget passende hører vi i starten filmens hovedperson, spillet udtryksfuldt og fint tilbageholdt af Kaas, fortælle om en drøm han har haft om en kvinde, for dette kan passende tjene som en metafor for den alt andet end lineære måde handlingen præsenteres på. Den er i sig selv som en drøm, logisk i sin egen virkelighed, fuld af brydsomt forståelige facetter, som i den veritable verden vil fremtræde konfunderende for dens tilskuer.
Resultatet føles dog heldigvis hverken sjusket eller elendigt skildret, så når man som publikum sidder og får følelsen af at være vidne til en lignelse om kærlighedens illusioner, hvor mennesket fortaber sig i tilstanden og mister sig selv, så gribes man af det og tror på at Boe faktisk mener det han siger. Den fik i hvert fald mig til at fælde en tåre.
13/05-2006
