Dead Man Walkin'
5.0
7 mennesker forskanser sig på et gammelt landsted, hvor de omringet af zombier kæmper for at overleve.
Romero’s low-budget og independent debutfilm, der i dag fortjent står som en stor kultklassiker, var i sin tid genredefinerende for horrorfilmen og man forstår hvorfor. Historien er bygget på et enkelt koncept, hvor der ikke er meget handling, men til gengæld en intens atmosfære af skræmmende rædsel og hvor de tiltagende interne konflikter vokser, mens den udefrakommende trussel får huset til at virke mindre og mindre. Stemningen bliver mere og mere trykkende, alt imens det ene håb efter det andet slukkes. Det er at skære ind til benet, der fokuseres kun på kernen af frygten og bruges ikke unødig meget tid på sidehistorier man alligevel ingen interesse har i.
Lige umiddelbart ligner filmen en rigtig dårlig B-film, der er holdt i sort og hvid for at spare på budgettet. Der har heller ikke været mange penge at gøre godt med, jeg skal ikke nægte at det ses. Men det skrabede og ofte næsten dokumentariske look gør sig godt, for det giver en autentisk stilistisk rå billedside med et kamera der jævnligt bevæger sig tæt på personerne. Det gør gyset mere nervepirrende og fortættet og får det til at virke ægte og troværdigt.
Skuespillerne er alle uprøvede kræfter (more or less), men de spiller overraskende godt i forhold til genren og filmens udgangspunkt. Selvfølgelig fornemmer man deres begrænsninger og replikkerne siges ofte som stod de og ventede på deres clue, men sammenlignet med andre film der er lavet ud fra sådanne betingelser, så er der intet at klage over. Filmens ubarmhjertige og sarkastiske slutning er for i øvrigt hele spilletiden værd.
Efterfølges af ”Dawn Of The Dead”.
Romero’s low-budget og independent debutfilm, der i dag fortjent står som en stor kultklassiker, var i sin tid genredefinerende for horrorfilmen og man forstår hvorfor. Historien er bygget på et enkelt koncept, hvor der ikke er meget handling, men til gengæld en intens atmosfære af skræmmende rædsel og hvor de tiltagende interne konflikter vokser, mens den udefrakommende trussel får huset til at virke mindre og mindre. Stemningen bliver mere og mere trykkende, alt imens det ene håb efter det andet slukkes. Det er at skære ind til benet, der fokuseres kun på kernen af frygten og bruges ikke unødig meget tid på sidehistorier man alligevel ingen interesse har i.
Lige umiddelbart ligner filmen en rigtig dårlig B-film, der er holdt i sort og hvid for at spare på budgettet. Der har heller ikke været mange penge at gøre godt med, jeg skal ikke nægte at det ses. Men det skrabede og ofte næsten dokumentariske look gør sig godt, for det giver en autentisk stilistisk rå billedside med et kamera der jævnligt bevæger sig tæt på personerne. Det gør gyset mere nervepirrende og fortættet og får det til at virke ægte og troværdigt.
Skuespillerne er alle uprøvede kræfter (more or less), men de spiller overraskende godt i forhold til genren og filmens udgangspunkt. Selvfølgelig fornemmer man deres begrænsninger og replikkerne siges ofte som stod de og ventede på deres clue, men sammenlignet med andre film der er lavet ud fra sådanne betingelser, så er der intet at klage over. Filmens ubarmhjertige og sarkastiske slutning er for i øvrigt hele spilletiden værd.
Efterfølges af ”Dawn Of The Dead”.
14/05-2006
