et mesterligt værk
4.0
Fornem spændingsfilm fra ´89, der sammen med den tyske Wolfgang Petersens Das Boot fra ´87 var med til at innovere og modernisere den klassiske ubådsgenre, der på det seneste må siges at være blevet konventioniseret betydeligt og har trådt dødvande med Bigelows overambitiøse, men grundlæggende katastrofale K-19. Derfor er det en rendyrket og medrivende fornøjelse at overvære Jagten På Røde Oktober, der er baseret på en bestseller af Tom Clancy (hvoraf tre film senere er blevet skabt med ærkepatrioten Jack Ryan i forgrunden) og iscenesat af en instruktør i sin absolutte storhedstid. John McTiernan blev hentet ind lige efter han reetablerede og forhærdede actiongenren, samt at have skabt en helt ny og selvironisk anti-helt, med Die Hard, og han fortsætter sit genrestærke og virtuose arbejde med denne film.
Alec Baldwin er velfungerende som papirnusseren og teoretikeren Jack Ryan, der ufrivilligt, men alligevel handlestærk kastes ud i internationale og højpolitiske konflikter, der ultimativt kan resultere i krig mellem Rusland og USA. McTiernan forsøger indledningsvis at etablere en vis autenticitet i den på daværende tidspunkt aktuelle historie (citat: Thomas Nielsen), men når fortællingen om den deserterede russiske ubådskaptajn (autoritært og karismatisk spillet af Sean Connery) forsimples til massepublikummet, slår McTiernan i stedet over i rendyrket og spændingsmættet underholdning. I dette tilfælde skal det dog ikke ses som et kritikpunkt, da Jagten På Røde Oktober er så selvbevidst og velproduceret, at man ikke kan undgå at fænges umådeligt meget.
Der er masser af intense psykologiske magtkampe at finde i filmen, og selvom Connerys motiver muligvis er en smule letkøbte, så fungerer det indenfor filmens egne rammer. Birollerne er velbesatte af nu velkendte kræfter (Tim Curry, Scott Glenn, Sam Neill og ikke mindst Stellan Skarsgård), men det er en smule illusionsbrydende, at den russiske ubådsbesætning taler flydende engelsk konstant, hvilket indikerer, at Jagten På Røde Oktober i sandhed er et amerikansk produkt. Musikken af Basil Poledouris er tilpas opulent, mens Jan De Bont (der burde have holdt sig til kameraføring) anlægger en simpel, nærmest klassisk visuel stil. De højeste superlativer må dog gå til McTiernan, der iscenesætter med et overlegent og underholdningsfokuseret overblik og fuldender dette til yderste tilfredsstillelse. Filmens bedste scene er ligeså det emotionelle højdepunkt, hvor Connery og Neill fører en hjertefyldt samtale med eskapistiske undertoner om fremtidens forhåbninger, mens McTiernan luksuriøst krydsklipper mellem dem og et neglebidende scenarium omhandlende en nærmende ubåd. Den scene er sand filmkunst.
Jagten På Røde Oktober fortjener velsagtens 5 stjerner, men jeg ’nøjes’ med at give den fire af de store og stærkt anbefalelsesværdige. Efter at have genset denne film, kan man kun ærgrer sig grænseløst over, hvilket kvalitetsløst sort hul McTiernan er faldet i, da han i 80’erne (og naturligvis med den tredje del i Die Hard-serien i ’95) bevidste, at han for alvor fortjente en plads blandt de helt store spændingsinstruktører.
Alec Baldwin er velfungerende som papirnusseren og teoretikeren Jack Ryan, der ufrivilligt, men alligevel handlestærk kastes ud i internationale og højpolitiske konflikter, der ultimativt kan resultere i krig mellem Rusland og USA. McTiernan forsøger indledningsvis at etablere en vis autenticitet i den på daværende tidspunkt aktuelle historie (citat: Thomas Nielsen), men når fortællingen om den deserterede russiske ubådskaptajn (autoritært og karismatisk spillet af Sean Connery) forsimples til massepublikummet, slår McTiernan i stedet over i rendyrket og spændingsmættet underholdning. I dette tilfælde skal det dog ikke ses som et kritikpunkt, da Jagten På Røde Oktober er så selvbevidst og velproduceret, at man ikke kan undgå at fænges umådeligt meget.
Der er masser af intense psykologiske magtkampe at finde i filmen, og selvom Connerys motiver muligvis er en smule letkøbte, så fungerer det indenfor filmens egne rammer. Birollerne er velbesatte af nu velkendte kræfter (Tim Curry, Scott Glenn, Sam Neill og ikke mindst Stellan Skarsgård), men det er en smule illusionsbrydende, at den russiske ubådsbesætning taler flydende engelsk konstant, hvilket indikerer, at Jagten På Røde Oktober i sandhed er et amerikansk produkt. Musikken af Basil Poledouris er tilpas opulent, mens Jan De Bont (der burde have holdt sig til kameraføring) anlægger en simpel, nærmest klassisk visuel stil. De højeste superlativer må dog gå til McTiernan, der iscenesætter med et overlegent og underholdningsfokuseret overblik og fuldender dette til yderste tilfredsstillelse. Filmens bedste scene er ligeså det emotionelle højdepunkt, hvor Connery og Neill fører en hjertefyldt samtale med eskapistiske undertoner om fremtidens forhåbninger, mens McTiernan luksuriøst krydsklipper mellem dem og et neglebidende scenarium omhandlende en nærmende ubåd. Den scene er sand filmkunst.
Jagten På Røde Oktober fortjener velsagtens 5 stjerner, men jeg ’nøjes’ med at give den fire af de store og stærkt anbefalelsesværdige. Efter at have genset denne film, kan man kun ærgrer sig grænseløst over, hvilket kvalitetsløst sort hul McTiernan er faldet i, da han i 80’erne (og naturligvis med den tredje del i Die Hard-serien i ’95) bevidste, at han for alvor fortjente en plads blandt de helt store spændingsinstruktører.
15/05-2006
