Cravens tidsspilde
2.0
Filmmageren Wes Craven har for mit vedkommende altid været en lettere overvurderet herre, hvis anerkendelse og kultstatus indenfor gyserfilmsgenren muligvis ikke har været ufortjent, men så sandelig oppustet og overdreven. Jovist, A Nightmare on Elm Street gav mig da kuldegysninger som letpåvirkelig knøs i sin tid, men celebrerede værker som The Hills Have Eyes og Last House on the Left fandt jeg ikke til at være andet end tanketom og unødvendig provokation. Cravens store comeback i 90’erne med Scream-filmene var ligeledes overprætentiøst og lettere håbløs, og personligt kunne jeg ikke fordrage filmenes selvfede nu-bruger-vi-selvironi-for-at-fremstå-intelligente attitude. Sidste år begik Craven så to fejlslagne film, makværket Cursed og denne, Red Eye, der ikke er ligeså pinefuld som førnævnte, men så sandelig heller ikke en film, der fortjener pæne ord med på vejen.
Red Eye udkom på nogenlunde samme tid som den ligeledes ukompetente Flightplan, og man kan da heller ikke undgå at drage paralleller. Begge film har ambitioner om at være psykologiske thrillers, men fejler ved netop at mangle dette, en plausibel psykologi. Den søde Rachel McAdams spiller her hovedrollen som den stressede hotelansat med et formidabel og køligt overblik (karakterintroduktionen er decideret patetisk), men har naturligvis en traumatiseret hændelse bagvedliggende, som skal udfoldes som motivation senere i filmen. Dette fungerer dog langtfra efter hensigten. Cillian Murphy (der meget hurtigt er gået hen og blevet en af mine yndlingsskuespillere) leverer en udmærket præstation som nonchalant småpsykopat, der kidnapper McAdams far for at tvinge hende ind i hans modbydelige planer. Historien i Red Eye er tynd og karaktersubstansen ikke-eksisterende, og seværdigheden findes kun hos Murphy og McAdams.
Visuelt er Red Eye en kedelig affære (Robert Yeoman, fast kollaboratør med Wes Anderson, er der tydeligvis blevet lagt bånd på), hvilket supplerer den følelse, man som publikum sidder tilbage med, når rulleteksterne efter 75 minutter (der føles meget længere) indtræffer. Et underlig ligegyldigt produkt, man ikke rigtig forstår, nogen gad bruge tid og energi på.
Red Eye udkom på nogenlunde samme tid som den ligeledes ukompetente Flightplan, og man kan da heller ikke undgå at drage paralleller. Begge film har ambitioner om at være psykologiske thrillers, men fejler ved netop at mangle dette, en plausibel psykologi. Den søde Rachel McAdams spiller her hovedrollen som den stressede hotelansat med et formidabel og køligt overblik (karakterintroduktionen er decideret patetisk), men har naturligvis en traumatiseret hændelse bagvedliggende, som skal udfoldes som motivation senere i filmen. Dette fungerer dog langtfra efter hensigten. Cillian Murphy (der meget hurtigt er gået hen og blevet en af mine yndlingsskuespillere) leverer en udmærket præstation som nonchalant småpsykopat, der kidnapper McAdams far for at tvinge hende ind i hans modbydelige planer. Historien i Red Eye er tynd og karaktersubstansen ikke-eksisterende, og seværdigheden findes kun hos Murphy og McAdams.
Visuelt er Red Eye en kedelig affære (Robert Yeoman, fast kollaboratør med Wes Anderson, er der tydeligvis blevet lagt bånd på), hvilket supplerer den følelse, man som publikum sidder tilbage med, når rulleteksterne efter 75 minutter (der føles meget længere) indtræffer. Et underlig ligegyldigt produkt, man ikke rigtig forstår, nogen gad bruge tid og energi på.
15/05-2006
