Brick by brick...
5.0
Forgængeren til musikvidoen og billederne til Pink Floyd The Walls album skuffer absolut ikke!
Den er rigtig god, synes jeg, hvis man bare læner sig tilbage og "nyder"/lader sig blive fanget musikken og billederne dertil. Hvis man kender albummet og vil have det fylde udbytte af de gode tekster bør man virkelig se filmen. Bob Geldof er super som Pink.
Hvis man skal kunne holde filmen ud, skal man dog være i en speciel sindstemning, for den er meget sort (selvynk, som mange siger om Roger Waters' tekster) og temmelig blodig.
Jeg synes den sætter en masse tanker i gang (skrev endda 3.g opgave om the Wall, hvor jeg analyserede alle 26 numre - det siger lidt om hvor meget indhold der er i den, i forhold til meget andet musik).
Nogen mener Roger Waters klynker for meget og har for meget selvmedlidenhed i The Wall- men jeg synes nu at man kan følge Pink(/Waters) i hvert fald et langt stykke hen ad vejen, selvom man ikke er en rockstjerne der har spyttet på sit publikum og haft en ven der blev sindssyg.
I filmen gælder det bare om at holde fast, når den først er startet er man fanget, på en måde hvor man på den ene side har lyst til at kigge væk, men alligevel må man lige se... Den er makaber, vulgær, blodig, fængende, fantastisk.
Kan man lide albummet bør man absolut også se filmen.
Og albummet er - synes jeg - sammen med Dark Side og the Moon - det bedste af Pink Floyd.
Den er rigtig god, synes jeg, hvis man bare læner sig tilbage og "nyder"/lader sig blive fanget musikken og billederne dertil. Hvis man kender albummet og vil have det fylde udbytte af de gode tekster bør man virkelig se filmen. Bob Geldof er super som Pink.
Hvis man skal kunne holde filmen ud, skal man dog være i en speciel sindstemning, for den er meget sort (selvynk, som mange siger om Roger Waters' tekster) og temmelig blodig.
Jeg synes den sætter en masse tanker i gang (skrev endda 3.g opgave om the Wall, hvor jeg analyserede alle 26 numre - det siger lidt om hvor meget indhold der er i den, i forhold til meget andet musik).
Nogen mener Roger Waters klynker for meget og har for meget selvmedlidenhed i The Wall- men jeg synes nu at man kan følge Pink(/Waters) i hvert fald et langt stykke hen ad vejen, selvom man ikke er en rockstjerne der har spyttet på sit publikum og haft en ven der blev sindssyg.
I filmen gælder det bare om at holde fast, når den først er startet er man fanget, på en måde hvor man på den ene side har lyst til at kigge væk, men alligevel må man lige se... Den er makaber, vulgær, blodig, fængende, fantastisk.
Kan man lide albummet bør man absolut også se filmen.
Og albummet er - synes jeg - sammen med Dark Side og the Moon - det bedste af Pink Floyd.
15/05-2006
