Teaterbilletter
4.0
”Rope” er ikke Hitchcock på sit bedste rent historiemæssigt, og den er også mest berømt som en teknisk flot udført film, da den er lavet i ni takes i løbet af en enkelt scene. Filmen er nemlig oprindeligt et skuespil af britiske Patrick Hamilton, og faktisk føles det også som et filmet skuespil her. Godt nok bevæger kameraet sig rundt i kulisserne, hvilket må have krævet meget planlægning med de gigantiske kameraer i den periode. Alligevel er det ikke helt så overbevisende eller spændende som Hitchcock ellers kan gøre det.
To unge studerende, Brandon (John Dall) og Phillip (Farley Granger), har myrdet en ven med et reb. Tilsyneladende blot fordi det var spændende. Brandon er lidt af en showmand og et legebarn, og han vil gøre dette til det perfekte mord. Så han putter liget i en kiste, og han inviterer til fest samme dag. Han har blandt andet inviteret den myrdedes forlovede (Joan Chandler) og en anden fælles ven, som de studerede med. Og tilmed også den myrdedes far (Cedric Hardwicke) og tante. Men vigtigst af alt har han inviteret deres professor Rupert (James Stewart), hvis undervisning har givet Brandon ideerne om dette mord. Han har nemlig undervist dem i overmennesketeorier og Nietzsche.
Faktisk er temaet nok meget passende for tiden efter 2. verdenskrig, da humanisme mod disse overmennesketeorier var aktuelt. Dog kan jeg som den myrdedes far ikke begribe, at nogen lader sig overbevise af denne type teori, og filmen virker derfor heller ikke helt overbevisende på det punkt.
Men det leder til megen god makaber humor. For eksempel da Rupert med James Stewarts mund siger, at mord ville løse så mange problemer: Arbejdsløshed, fattigdom, at stå i kø for teaterbilletter.
I ”making of”-featuret på DVDen fortæller manuskriptforfatteren Arthur Laurent, at filmen i virkeligheden handler om et homoseksuelt par. De homoseksuelle undertoner er helt sikkert at spore mellem de to unge mordere, men det havde været mere interessant, hvis der også var noget at spore i forholdet til læreren.
Og Laurent nævner også, at filmen havde været mere spændende, hvis mordscenen ikke blev vist i starten. Den havde nok været ydermere spændende, hvis den var fortalt i mere end en scene. Men så havde filmen nok ikke været lige så berømt i dag.
To unge studerende, Brandon (John Dall) og Phillip (Farley Granger), har myrdet en ven med et reb. Tilsyneladende blot fordi det var spændende. Brandon er lidt af en showmand og et legebarn, og han vil gøre dette til det perfekte mord. Så han putter liget i en kiste, og han inviterer til fest samme dag. Han har blandt andet inviteret den myrdedes forlovede (Joan Chandler) og en anden fælles ven, som de studerede med. Og tilmed også den myrdedes far (Cedric Hardwicke) og tante. Men vigtigst af alt har han inviteret deres professor Rupert (James Stewart), hvis undervisning har givet Brandon ideerne om dette mord. Han har nemlig undervist dem i overmennesketeorier og Nietzsche.
Faktisk er temaet nok meget passende for tiden efter 2. verdenskrig, da humanisme mod disse overmennesketeorier var aktuelt. Dog kan jeg som den myrdedes far ikke begribe, at nogen lader sig overbevise af denne type teori, og filmen virker derfor heller ikke helt overbevisende på det punkt.
Men det leder til megen god makaber humor. For eksempel da Rupert med James Stewarts mund siger, at mord ville løse så mange problemer: Arbejdsløshed, fattigdom, at stå i kø for teaterbilletter.
I ”making of”-featuret på DVDen fortæller manuskriptforfatteren Arthur Laurent, at filmen i virkeligheden handler om et homoseksuelt par. De homoseksuelle undertoner er helt sikkert at spore mellem de to unge mordere, men det havde været mere interessant, hvis der også var noget at spore i forholdet til læreren.
Og Laurent nævner også, at filmen havde været mere spændende, hvis mordscenen ikke blev vist i starten. Den havde nok været ydermere spændende, hvis den var fortalt i mere end en scene. Men så havde filmen nok ikke været lige så berømt i dag.
16/05-2006
