De Levende Døde Konsumere

3.0
Efterfølger til ”Night Of The Living Dead”.

Verden er blevet overrendt af zombier, der er på evig jagt efter frisk menneskekød. Fire mennesker forskanser sig i et storcenter, hvorfra de bekæmper de levende døde.

Romero’s berømte og berygtede efterfølger til hans 1968 kulthit ”Night Of The Living Dead”, kan kun betegnes som en lille skuffelse, uanset hvordan man vender og drejer det. Som ren gyserfilm er den ikke meget bevendt, da den kun i få scener bliver egentlig uhyggelig. Som splatter har den da sine momenter, mest mod slutningen, men de er få og ærligt ikke særligt makabre i forhold til filmens rygte. Der er også indtil flere actionscener undervejs og selv om de underholder, så er opgørende med diverse zombier ærlig talt klodset iscenesat, indimellem så det næsten er enerverende.

Humoren er så til gengæld velfungerende (og kulsort), det er svært ikke at grine af filmens mange spydige optrin, hvor Romero samtidig kommer med en skarp sarkastisk samfundskritik. Det er i hvert fald næsten tragikomisk når vore hovedpersoner drøner rundt i storcentret som grådige forbrugere og rager til sig, mens zombierne vandrer rundt på må og få, da deres eneste tilbageværende ”minder” er som konsumer. Når det så viser sig, at zombierne ikke er gruppens værste fjender, men derimod andre levende mennesker der vil have del i goderne (eller have dem for sig selv), som der findes til overflod, er det ikke svært at regne ud at det er de såkaldte frie markedskræfter der skydes på, for at have gjort os alle til små griske egoister. Så filmen indeholder fine pointer, selv om de er skåret lige rigeligt ud i pap.

På skuespillersiden er der ingen grund til at kommentere meget, der spilles og det er det, men man husker dem ikke og de gør ikke samme overraskende indtryk som skuespillerne gjorde i første film. I det hele taget fremstår filmen næsten mere B-filmagtig og kitschet i dens formåen og dens udførelse, end den første gjorde, selv om man ser der er ofret lidt flere penge på den (den er stadig meget billigt lavet). Måske er det blot fordi man forventede mere af denne her.

Men trods det, altså fejl og mangler, så er det lykkes at skabe en fængende stemning, der gør den medrivende nok og holder en bundet i samtlige minutter. Den holder også et fint tempo, selv om den er lige rigelig lang med en spilletid på over to timer. Derfor skal det også nævnes at filmen er tæt på de fire stjerner.

Den legendariske italienske gyserinstruktør Dario Argento har i øvrigt klippet en noget kortere version sammen, hvor der fokuseres mere på action og gys. Findes også i en 2004 version (som jeg personligt fandt bedre).

Efterfølges af ”Day Of The Dead”.
Zombie - rædslernes morgen