fremragende skrevet – mekanisk iscenesat
3.0
Sindrigt konstrueret sci-fi thriller med et intelligent og potentialerigt plot, der dog langtfra udnyttes optimalt i hænderne på den debuterende instruktør Omar Naim, der også har ageret manuskriptforfatter. Associationer til den brillante samfundskritiker Andrew Niccols ligeledes debutfilm, det innovative og originale mesterværk Gattaca, er uundgåelige, da begge film er forholdsvis low-budget produktioner, men formår alligevel at udnytte ressourcerne til rådighed til fulde. På et indholdsmæssigt kvalitetsplan kan man dog ikke klassificere Final Cut i samme høje himmellege som Niccols film, til det er slutresultatet for fragmentarisk og utilfredsstillende.
Final Cut formåede ikke at hente den store opmærksomhed hjem, på trods af et par yderst solide navne på rollelisten. Robin Williams leverer endnu en stærk præstation (i samme stil som han så superbt udførte i Nolans mesterlige Insomnia og Romaneks mere svage One Hour Photo) i den fundamentalt tragiske rolle som en følelseskold enspænder, der redigerer afdøde folks livsforløb ned til en acceptabel tidslængde. I en nær fremtid er dette teknologiske vidunder muliggjort ved hjælp af implantater i hjernen, der filmer alt hvad et menneske ser og hører. Idéen med denne optagelsesmulighed er kompleks og interessant (om end ikke synderlig original, noget lignende er allerede set i Kathryn Bigelows moderniserede Strange Days fra ’95), men er blevet banaliseret betydeligt i den filmiske formidling. Der rejses moralske spørgsmål, selvom omdrejningspunktet ikke er højaktuelt, men Final Cut er ikke nær så kontemplativ eller filosoferende, som man ellers kunne have forventet. Der langes lettere ufokuseret ud efter det opkommende komplette overvågningssamfund og nedbrydelsen af privatlivets grænser, men tematikkerne kommer til at fremstå besynderlig accessoriske og uophidsende, og ikke engang den ellers så evidente kritiske kommentar til menneskets medieafhængighed rammer publikum.
Williams’ virkelighedsdistancerede og manipulative menneskelige opførsel, i stærk kontakt med sit dedikerede arbejde, skyldes naturligvis en traumatiseret hændelse i barndomsstadiet, der serveres tørt og trivielt i den svage indledning. Selvom karaktererne i Final Cut generelt mangler psykologisk intensitet og signifikans (James Caviezel og Mira Sorvino får næsten intet at arbejde med), så er der dog nogle dertilhørende eftertænksomme tanker, som Naim har gjort sig. Den selektive og efterglorificerende hukommelse om mødte mennesker og minders forræderiske og usammenhængende indhold. Naim sætter sig dog mellem to stole ved at være overambitiøs i sin overordnede tematik, og han kan ikke beslutte sig for, om han vil fokusere på Williams’ selvbebrejdelse- og had (han lever sit liv gennem andre folk, bogstavelig talt) eller det mere teknologisk- og samfundskritiske aspekt. Dette gør Final Cut til en diffus affære, hvis bagvedliggende tanker aldrig for alvor kommer til at skinne igennem.
Der er dog flotte og vellykkede scener at finde i Final Cut (der er smukt filmet af den konsekvent kvalitative veteran Tak Fujimoto), hvor et helt livsforløb afspillet baglæns nærmer sig det poetiske, og naturligvis det afsluttende klip, hvor Williams træder ud af sin egen forstand, så at sige. Dette kan dog ikke skjule, at Final Cut er en skuffende film, der ikke udnytter sit potentiale tilfredsstillende, og man kan sagtens forstå den manglende succes derefter.
Final Cut formåede ikke at hente den store opmærksomhed hjem, på trods af et par yderst solide navne på rollelisten. Robin Williams leverer endnu en stærk præstation (i samme stil som han så superbt udførte i Nolans mesterlige Insomnia og Romaneks mere svage One Hour Photo) i den fundamentalt tragiske rolle som en følelseskold enspænder, der redigerer afdøde folks livsforløb ned til en acceptabel tidslængde. I en nær fremtid er dette teknologiske vidunder muliggjort ved hjælp af implantater i hjernen, der filmer alt hvad et menneske ser og hører. Idéen med denne optagelsesmulighed er kompleks og interessant (om end ikke synderlig original, noget lignende er allerede set i Kathryn Bigelows moderniserede Strange Days fra ’95), men er blevet banaliseret betydeligt i den filmiske formidling. Der rejses moralske spørgsmål, selvom omdrejningspunktet ikke er højaktuelt, men Final Cut er ikke nær så kontemplativ eller filosoferende, som man ellers kunne have forventet. Der langes lettere ufokuseret ud efter det opkommende komplette overvågningssamfund og nedbrydelsen af privatlivets grænser, men tematikkerne kommer til at fremstå besynderlig accessoriske og uophidsende, og ikke engang den ellers så evidente kritiske kommentar til menneskets medieafhængighed rammer publikum.
Williams’ virkelighedsdistancerede og manipulative menneskelige opførsel, i stærk kontakt med sit dedikerede arbejde, skyldes naturligvis en traumatiseret hændelse i barndomsstadiet, der serveres tørt og trivielt i den svage indledning. Selvom karaktererne i Final Cut generelt mangler psykologisk intensitet og signifikans (James Caviezel og Mira Sorvino får næsten intet at arbejde med), så er der dog nogle dertilhørende eftertænksomme tanker, som Naim har gjort sig. Den selektive og efterglorificerende hukommelse om mødte mennesker og minders forræderiske og usammenhængende indhold. Naim sætter sig dog mellem to stole ved at være overambitiøs i sin overordnede tematik, og han kan ikke beslutte sig for, om han vil fokusere på Williams’ selvbebrejdelse- og had (han lever sit liv gennem andre folk, bogstavelig talt) eller det mere teknologisk- og samfundskritiske aspekt. Dette gør Final Cut til en diffus affære, hvis bagvedliggende tanker aldrig for alvor kommer til at skinne igennem.
Der er dog flotte og vellykkede scener at finde i Final Cut (der er smukt filmet af den konsekvent kvalitative veteran Tak Fujimoto), hvor et helt livsforløb afspillet baglæns nærmer sig det poetiske, og naturligvis det afsluttende klip, hvor Williams træder ud af sin egen forstand, så at sige. Dette kan dog ikke skjule, at Final Cut er en skuffende film, der ikke udnytter sit potentiale tilfredsstillende, og man kan sagtens forstå den manglende succes derefter.
18/05-2006
