Den dag Jorden døde
4.0
"Titan A.E." viser at tegnefilm kan være meget mere end nuttede dyr og vamle sange. Don Bluth har nemlig skabt et voldsomt science-fiction eventyr, der presser det bedste ud af mediet
I år 3028 lever universets folkeslag fredeligt side om side, indtil den dag Drejerne erklærer menneskeheden krig. De er væsner skabt af ren energi, og kender kun til destruktion. Deres nådesløse angreb ender med den endelige katastrofe; Jordens undergang. En genial videnskabsmand har dog arbejdet på et gigantisk rumskib, en interstellar Noahs ark, der skal bringe nogle få udvalgte i sikkerhed. Det undslipper i sidste øjeblik, sammen med få andre små fartøjer. 13 år senere møder vi Cale, en af de få tilbageværende jordboer. Han arbejder med rumskrot på en nedslidt base og er bestemt ikke interesseret, da han bliver opsøgt af et andet menneske, Korso, der beder ham om at drage med på en mission der skal redde de sidste af deres slags. Korso giver Cale en ring, der aktiverer et lysende kort i hans håndflade, et kort der viser vej til Titan, som Cales far byggede. Så da Drejerne også ankommer til basen for at slå ham ihjel, erkender han sin mission og drager afsted for at fuldføre sin fars værk, at genskabe den menneskelige civilisation.
Farvel til Disney
Bagmanden Don Bluth har bestemt håndværket i orden, han er udlært hos Disney og har arbejdet på bla. "Robin Hood"(1973). I 1979 blev han selvstændig og har siden lavet film som "Rejsen til Amerika"(1986) og "Anastasia"(1997), det har været gennemførte film, der dog har holdt sig tæt til den klassiske Disneystil. Med "Titan A.E." har Bluth for alvor skabt et selvstændigt værk, og tegnefilm er her nærmest en fattig betegnelse, for klassisk håndtegning blander sig med topmoderne computeranimation, og resultatet er imponerende. Det brede CinemaScope format er fyldt med gennemdesignede verdener og rumskibe, der til tider fremstår mere virkelige end tegnede.
Actionscenerne er der fuld knald på, og en rumskibsjagt blandt enorme iskrystaller giver selv George Lucas noget at leve op til. Der kunne godt have været arbejdet lidt mere med ansigtstrækkene og mimikken hos de menneskelige personer, men det er kun en skønhedsfejl.
Præcise tyverier
"Titan A.E." låner sig frem gennem science-fiction historien, men forfalder aldrig til at plagiere forbillederne. Fans af genren vil kunne genkende masser af citater og lån fra både film og tegneserier lige fra H.R. Gigers organiske design i "Alien" (1979) til det myldrene galaktiske liv og de politiske undertoner i tegneserien "Linda og Valentin". Historien er grundlæggende set før, men der er alligevel spænding og plot-twists nok til man gerne oplever den en gang mere. Til gengæld er slutningen næsten lidt for fantastisk og storslået.
Det er os der snakker
"Titan A.E." kan i de danske biografer både opleves med den originale dialog, hvor bla. Matt Damon og Drew Barrymore gør det rigtigt godt, og med danske stemmer. Denne anmelder har kun set originaludgaven, så der skal ikke lyde et ondt ord om de danske, men se selv efter. "Titan A. E." holder garanteret også ved andet gennemsyn. Det er rart at konstatere, at science-fiction genren efter et par gevaldige kiksere det seneste år er tilbage med kurs mod det uendelige univers.
I år 3028 lever universets folkeslag fredeligt side om side, indtil den dag Drejerne erklærer menneskeheden krig. De er væsner skabt af ren energi, og kender kun til destruktion. Deres nådesløse angreb ender med den endelige katastrofe; Jordens undergang. En genial videnskabsmand har dog arbejdet på et gigantisk rumskib, en interstellar Noahs ark, der skal bringe nogle få udvalgte i sikkerhed. Det undslipper i sidste øjeblik, sammen med få andre små fartøjer. 13 år senere møder vi Cale, en af de få tilbageværende jordboer. Han arbejder med rumskrot på en nedslidt base og er bestemt ikke interesseret, da han bliver opsøgt af et andet menneske, Korso, der beder ham om at drage med på en mission der skal redde de sidste af deres slags. Korso giver Cale en ring, der aktiverer et lysende kort i hans håndflade, et kort der viser vej til Titan, som Cales far byggede. Så da Drejerne også ankommer til basen for at slå ham ihjel, erkender han sin mission og drager afsted for at fuldføre sin fars værk, at genskabe den menneskelige civilisation.
Farvel til Disney
Bagmanden Don Bluth har bestemt håndværket i orden, han er udlært hos Disney og har arbejdet på bla. "Robin Hood"(1973). I 1979 blev han selvstændig og har siden lavet film som "Rejsen til Amerika"(1986) og "Anastasia"(1997), det har været gennemførte film, der dog har holdt sig tæt til den klassiske Disneystil. Med "Titan A.E." har Bluth for alvor skabt et selvstændigt værk, og tegnefilm er her nærmest en fattig betegnelse, for klassisk håndtegning blander sig med topmoderne computeranimation, og resultatet er imponerende. Det brede CinemaScope format er fyldt med gennemdesignede verdener og rumskibe, der til tider fremstår mere virkelige end tegnede.
Actionscenerne er der fuld knald på, og en rumskibsjagt blandt enorme iskrystaller giver selv George Lucas noget at leve op til. Der kunne godt have været arbejdet lidt mere med ansigtstrækkene og mimikken hos de menneskelige personer, men det er kun en skønhedsfejl.
Præcise tyverier
"Titan A.E." låner sig frem gennem science-fiction historien, men forfalder aldrig til at plagiere forbillederne. Fans af genren vil kunne genkende masser af citater og lån fra både film og tegneserier lige fra H.R. Gigers organiske design i "Alien" (1979) til det myldrene galaktiske liv og de politiske undertoner i tegneserien "Linda og Valentin". Historien er grundlæggende set før, men der er alligevel spænding og plot-twists nok til man gerne oplever den en gang mere. Til gengæld er slutningen næsten lidt for fantastisk og storslået.
Det er os der snakker
"Titan A.E." kan i de danske biografer både opleves med den originale dialog, hvor bla. Matt Damon og Drew Barrymore gør det rigtigt godt, og med danske stemmer. Denne anmelder har kun set originaludgaven, så der skal ikke lyde et ondt ord om de danske, men se selv efter. "Titan A. E." holder garanteret også ved andet gennemsyn. Det er rart at konstatere, at science-fiction genren efter et par gevaldige kiksere det seneste år er tilbage med kurs mod det uendelige univers.
19/11-2018
