Vaskeægte kæbeknuser
5.0
Det har altid været spændene at opleve særligt intense indsigter i ukendte verdener, specielt med filmmediet som hjælpemiddel. En biografi er en indsigt i et anderledes liv en hvad man formentlig selv er vant til, men med "Raging Bull" sprængtes rammerne for hvor langt og hvor dybt man kan gå. Martin Scorsese går i kødet på bokselegenden Jake LaMotta i sin uskånsomme indsigt, der uden smagsforstærker alligevel virker som en fyldig og oprigtig mundfuld.
Da "Raging Bull" rundt regnet er den første af sin boksefilm-slags, må den siges at være banebrydende. Vi lukkes indenfor i det triste liv hos Jake LaMotta, og som billedsiden glimrende antyder, er her en trist, tragisk og ukulørt fortælling at finde. LaMotta der tåler tæsk fra højre og venstre spirer af raseri, og slår fra sig både inden og udenfor bokseringen. Hans indre problemer krydres med en gang jalousi og had, der fuldstændig afsporer ham fra en normal tilværelse. "Raging Bull" er langt fra en bekræftelse af hvor skønt livet kan være, men en lektion i hvor galt det kan gå. For Jake er en ildsjæl med kræfter og temperament han ikke er herre over.
Scenerne med Jake LaMotta og Sugar Ray kæmpende i den kvadratiske boksering, må siges at stå som nogle af filmhistoriens flotteste. Gennem de sort/hvide billeder følges på tæt hold hvert et slag Jake tildeles, mens blodet slynges fra side til side. Han tager trofast imod prygl, indtil det plørede ansigt så godt som tværes ud og de hårdt prøvede blodkar springer. Som en vandstråle fra hanen fosser blodet for fuld styrke ud fra Jakes pande, og ved det sidste, afgørende "Knockout" slynges spyt, blod og fråde direkte i synet på det frastødte publikum. Koreografien er mesterlig og superb som kun hitchcocks mindeværdige "Psycho"-brusebadssekvens kan måle sig med, og "Slow-mo" slagene sidder, så man næsten selv kan smage blodet og stykkerne af kindbensbrusk.
"Raging Bull" er et uforligneligt menneskeportræt, der fra Scoseses side i modsætning til "The Aviator" giver sit publikum et nådes- og hudløst råt sort/hvid-portræt om en rasende sjæl, til fordel for et farvestrålende glansbillede om det gale geni. Intet lægges imellem af fedtede fingre, medlidenhedstakter eller tilbageholdenhed af de sande hændelser, når historien skal på bordet. Om Jake vil det eller ej, kender han ikke til andre følelser end udholdenhed og styrke. Om han vil det eller ej, tærer bankene på ham i uventet grad, og om han vil det eller ej (citat fra Za kannushi), kan han ikke håndtere sit eget liv. Den historie fortælles så hårdt som en næve i ansigtet, man med glæde tager imod og uden den mindste snert af tilsat sødme. Ægtheden er simpelthen overvældende i sin kvalitet.
"Raging Bull" er så stilrent og elegant placeret og dog så voldsomt sat ind, at aktualiteten og råstyrken bag en så helhjertet film aldrig ruster. Slagkraften fra Scorsese er for rammende og stærk, til for alvor at kunne fortrænges efter først at have smagt på den. Som Forceoffive skriver er musikken så uendelig smuk og blot endnu et enestående led i en af 80'ernes største filmtriumfer.
Da "Raging Bull" rundt regnet er den første af sin boksefilm-slags, må den siges at være banebrydende. Vi lukkes indenfor i det triste liv hos Jake LaMotta, og som billedsiden glimrende antyder, er her en trist, tragisk og ukulørt fortælling at finde. LaMotta der tåler tæsk fra højre og venstre spirer af raseri, og slår fra sig både inden og udenfor bokseringen. Hans indre problemer krydres med en gang jalousi og had, der fuldstændig afsporer ham fra en normal tilværelse. "Raging Bull" er langt fra en bekræftelse af hvor skønt livet kan være, men en lektion i hvor galt det kan gå. For Jake er en ildsjæl med kræfter og temperament han ikke er herre over.
Scenerne med Jake LaMotta og Sugar Ray kæmpende i den kvadratiske boksering, må siges at stå som nogle af filmhistoriens flotteste. Gennem de sort/hvide billeder følges på tæt hold hvert et slag Jake tildeles, mens blodet slynges fra side til side. Han tager trofast imod prygl, indtil det plørede ansigt så godt som tværes ud og de hårdt prøvede blodkar springer. Som en vandstråle fra hanen fosser blodet for fuld styrke ud fra Jakes pande, og ved det sidste, afgørende "Knockout" slynges spyt, blod og fråde direkte i synet på det frastødte publikum. Koreografien er mesterlig og superb som kun hitchcocks mindeværdige "Psycho"-brusebadssekvens kan måle sig med, og "Slow-mo" slagene sidder, så man næsten selv kan smage blodet og stykkerne af kindbensbrusk.
"Raging Bull" er et uforligneligt menneskeportræt, der fra Scoseses side i modsætning til "The Aviator" giver sit publikum et nådes- og hudløst råt sort/hvid-portræt om en rasende sjæl, til fordel for et farvestrålende glansbillede om det gale geni. Intet lægges imellem af fedtede fingre, medlidenhedstakter eller tilbageholdenhed af de sande hændelser, når historien skal på bordet. Om Jake vil det eller ej, kender han ikke til andre følelser end udholdenhed og styrke. Om han vil det eller ej, tærer bankene på ham i uventet grad, og om han vil det eller ej (citat fra Za kannushi), kan han ikke håndtere sit eget liv. Den historie fortælles så hårdt som en næve i ansigtet, man med glæde tager imod og uden den mindste snert af tilsat sødme. Ægtheden er simpelthen overvældende i sin kvalitet.
"Raging Bull" er så stilrent og elegant placeret og dog så voldsomt sat ind, at aktualiteten og råstyrken bag en så helhjertet film aldrig ruster. Slagkraften fra Scorsese er for rammende og stærk, til for alvor at kunne fortrænges efter først at have smagt på den. Som Forceoffive skriver er musikken så uendelig smuk og blot endnu et enestående led i en af 80'ernes største filmtriumfer.
21/05-2006
