Hvor blev karakter-arbejdet af?
3.0
Der er noget ved konspirationsteorier, som altid fænger. Tanken om at ingenting er som det ser ud til, at vi alle er ofre for et stort bedrag men at selveste Sandheden nok skal komme for en dag, har været baggrunden for mangt en god film, både dem med masser af action og dem der sætter de små grå i gang. Da Vinci Mysteriet er et forsøg på at kombinere disse elementer.
Det kan virkelig undre, at en garvet instruktør som Ron Howard i den grad misser nogle helt grundlæggende regler i den klassiske Hollywood-dramaturgi. Først og fremmest er indledningen helt urimeligt kort. Alt for hurtigt bliver vi kastet ud i krimi-plottet inden vi når at fatte sympati for nogen af hovedkaraktererne. I lang tid må man derfor sidde og følge nogle totalt ukendte mennesker i en række biljagter og andre af de greb som oftest bliver reserveret til klimakset.
De forsøg der bliver gjort på at bibringe karaktererne lidt mere liv, er uden betydning for historien og kommer derfor til at virke krampagtige og påklistrede. Ingen af figurerne gennemgår en nævneværdig indre udvikling, og de bliver derfor ganske ligegyldige for os.
Hvad filmen mangler på det figurmæssige plan har den til gengæld i action og konspirationer. Man skal være på stikkerne for at følge med i de forskellige anklager, som bliver slynget ud på kryds og tværs. Desværre bliver de forskellige konspirationer til tider alt for mudrede så man ikke kan finde ud af, hvem der bekæmper hvem. Et par overraskende twists hiver filmen lidt op i tempo igen, men udtoningen bliver simpelthen for lang.
Filmen er profileret som en anklage mod kirken og Jesu guddommelighed, men det er en anklage det er meget svært at tage seriøst. Dertil er filmen simpelthen for forvirrende og utroværdig. Skulle alternativet til tilgivelse og håb om et evigt liv virkelig være en guddommeliggørelse af sex? Jeg ved godt hvad jeg helst vil have!
Det kan virkelig undre, at en garvet instruktør som Ron Howard i den grad misser nogle helt grundlæggende regler i den klassiske Hollywood-dramaturgi. Først og fremmest er indledningen helt urimeligt kort. Alt for hurtigt bliver vi kastet ud i krimi-plottet inden vi når at fatte sympati for nogen af hovedkaraktererne. I lang tid må man derfor sidde og følge nogle totalt ukendte mennesker i en række biljagter og andre af de greb som oftest bliver reserveret til klimakset.
De forsøg der bliver gjort på at bibringe karaktererne lidt mere liv, er uden betydning for historien og kommer derfor til at virke krampagtige og påklistrede. Ingen af figurerne gennemgår en nævneværdig indre udvikling, og de bliver derfor ganske ligegyldige for os.
Hvad filmen mangler på det figurmæssige plan har den til gengæld i action og konspirationer. Man skal være på stikkerne for at følge med i de forskellige anklager, som bliver slynget ud på kryds og tværs. Desværre bliver de forskellige konspirationer til tider alt for mudrede så man ikke kan finde ud af, hvem der bekæmper hvem. Et par overraskende twists hiver filmen lidt op i tempo igen, men udtoningen bliver simpelthen for lang.
Filmen er profileret som en anklage mod kirken og Jesu guddommelighed, men det er en anklage det er meget svært at tage seriøst. Dertil er filmen simpelthen for forvirrende og utroværdig. Skulle alternativet til tilgivelse og håb om et evigt liv virkelig være en guddommeliggørelse af sex? Jeg ved godt hvad jeg helst vil have!
21/05-2006
