fastspænding

Mystificerende og yderst virkningsfuld metafysisk thriller, der samler en række stærke skuespillerkræfter i en velstruktureret og gennemtænkt, om end noget kompliceret historie. The Jacket er realiseret af Soderbergh og Clooneys produktionsselskab Section Eight, der tilsyneladende fokuserer på at fortælle en historie helt fra udgangspunktet af, og ikke kompromiser for at behage den brede publikumsmasse eller tilfredsstille den strenge censur. Soderbergh og Clooney har hentet den lettere ukendte filmmager John Maybury ind for at iscenesætte den eksperimentale og til tider uoverskuelige fortælling om en sindslidende krigsveteran, hvilket han gør med sikker kompetence og visuel overskud. Maybury har tidligere begået den smalle og skæve Love is the Devil, en biografisk skildring af den britiske maler Francis Bacon, men med The Jacket har han fået sit internationale og velfortjente gennembrud.

Den lovende indledning (med overordentlig effektiv brug af kontrapunktisk musik og original redigering) kravler helt ind under huden på publikum, hvor visualiseringen af hovedpersonens traumatisering (ergo død) er eminent. En af nutidens bedste og mest indfølte skuespillere, Adrien Brody, har påtaget sig den psykologidrevne og altdominerende hovedrolle, og Brody leverer endnu engang en absolut fremragende præstation med en emotionel indlevelse, man ellers sjældent ser. Den substantielle og flerlagede karakter må ellers have været lidt af en udfordring at levendegøre, men Brody formår at opnå både en interesse og sympati (med en hjerteskærende og elskelig skrøbelighed), hvor han fint tangerer mellem selvrealitetssans og direkte sindssyge. Maybury holder publikum fornemt hen angående realitet kontra vrangsforestillinger, men samler fint trådene fra den komplekse historie i slutningen, der muligvis ikke er synderlig overraskende eller overrumplende, men stadig tilfredsstillende og fundamentalt egentlig også smuk i dens forløsning af filmens kærlighedshistorie, der på en måde gensamler Brodys fortabte identitet og udgør ham til et menneske igen. Keira Knightley er overraskende god som den fordrukne ’trailer trash’, der ultimativt bliver Brodys redning. Birollerne er ligeledes velbesatte, hvor veteranen Kris Kristoffersen er karismatisk som den lettere psykotiske hospitalsleder, der udsætter patienterne for en mildest talt alternativ behandlingsform, der inkluderer en spændetrøje og et lille, aflukket kammer. Mayburys visualisering af Brodys sindssyge, og efterfølgende selvbehandling i dette rum er decideret brillant og yderst mindeværdig, hvor man som publikum virkelig føler klaustrofobien og den indespærrede ubehagelighed på kroppen. Effektiviseringen af denne sekvens får en til at tænke på Uma Thurmans levende begravelse i Tarantinos Kill Bill Volume Two, der står som det ypperste indenfor ’panikdreven klaustrofobi’.

Altid velspillende Daniel Craig (der også medvirkede i Mayburys forrige film) og den egenrådige Jennifer Jason Leigh har ikke meget at lave i deres respektive roller, men som bifigurer i det overordnede, ukronologisk fortalte tidsrejseparadoks (der ikke er original, men til gengæld rørende eksekveret) er de nødvendige. The Jacket er en konstant fængende og facetteret thriller med hjerte og følsomhed, der bringer publikum med ud på en fascinerende, mystisk og original odysse. Som førnævnt er den visuelle side (og dertilhørende redigering) superb, mens musikken af Brian Eno (der tydeligvis er inspireret af Soderberghs faste kollaboratør Cliff Martinez’s psykedeliske og uopnåelige kompositioner) løfter filmen til et højere niveau. The Jacket er uforbeholden anbefalelsesværdig, og jeg forstår ikke de lunkne anmeldelser, som den er blevet modtaget med. Personligt er jeg tæt på at give den fem stjerner.