Frygten selv!
4.0
Af alle de gyserfilm, jeg efterhånden har set, er det utrolig få, der for alvor formår at krybe ind under huden på mig og forblive der mange år efter. Det Onde er en af disse unikke film.
Jeg vil næsten 100 pct. tilskrive det faktum - at jeg kun var omkring 10 år, da jeg så mini-serien første gang - at den har gjort så stort et indtryk. Uhyggen i Det Onde appellerer decideret til børn og teenagere, og flere af i min omgangskreds har nærmest fået fobi for klovne efter at have set filmen som børn. Det viser blot, at den rammer noget fundamentalt i børns frygt, som ikke rigtigt kan vurderes ud fra et filmteknisk eller analytisk standpunkt, hvorfor min anmeldelse er så subjektiv, som det er tilfældet. At Stephen King i sit romanforlæg har opfundet den genistreg, at uhyret tager form som ens værste frygt, fungerer perfekt både i bogen og på film. Tim Curry skal selvfølgelig have kredit for sin ubehagelige skiften mellem overglad klovn og drabeligt mareridtsmonster, men det er Kings perfekte behærskelse af gysergenren, der virkelig er Det Ondes force.
Man kunne i forbindelse hermed se på, hvorledes mini-serien egentlig fungerer filmisk. Der er mange eminente fortolkninger af bogens uhyggelige situationer, blandt andet er mordet på Georgie en ikonisk scene for det bedste ved mini-serien. Samtidig skal det nævnes, at der er mange scener, især i andet akt, der er både teknisk og cinematografisk fejlfyldte, og navnligt er klimaks en kæmpemæssig skuffelse. Ydermere er skuespillet af især de voksne både stift og til tider utroværdigt, mens børnene gør det virkelig godt. Derved bliver første del til en næsten perfekt King-filmatisering, mens anden del, ud over enkelte scener, ødelægger meget.
Jeg vil næsten 100 pct. tilskrive det faktum - at jeg kun var omkring 10 år, da jeg så mini-serien første gang - at den har gjort så stort et indtryk. Uhyggen i Det Onde appellerer decideret til børn og teenagere, og flere af i min omgangskreds har nærmest fået fobi for klovne efter at have set filmen som børn. Det viser blot, at den rammer noget fundamentalt i børns frygt, som ikke rigtigt kan vurderes ud fra et filmteknisk eller analytisk standpunkt, hvorfor min anmeldelse er så subjektiv, som det er tilfældet. At Stephen King i sit romanforlæg har opfundet den genistreg, at uhyret tager form som ens værste frygt, fungerer perfekt både i bogen og på film. Tim Curry skal selvfølgelig have kredit for sin ubehagelige skiften mellem overglad klovn og drabeligt mareridtsmonster, men det er Kings perfekte behærskelse af gysergenren, der virkelig er Det Ondes force.
Man kunne i forbindelse hermed se på, hvorledes mini-serien egentlig fungerer filmisk. Der er mange eminente fortolkninger af bogens uhyggelige situationer, blandt andet er mordet på Georgie en ikonisk scene for det bedste ved mini-serien. Samtidig skal det nævnes, at der er mange scener, især i andet akt, der er både teknisk og cinematografisk fejlfyldte, og navnligt er klimaks en kæmpemæssig skuffelse. Ydermere er skuespillet af især de voksne både stift og til tider utroværdigt, mens børnene gør det virkelig godt. Derved bliver første del til en næsten perfekt King-filmatisering, mens anden del, ud over enkelte scener, ødelægger meget.
23/05-2006
