"Trofast over for bogens svage sider"

- som Bo Green Jensen meget elegant har formuleret det. Derudover vil jeg tilføje, at den oven i købet heller ikke forstod at udnytte de stærke. Blandt andet indledningen af romanen, hvor man meget hurtigt bliver klar over hvilken type mand, Langdon repræsenterer. Og det er såmænd ikke fordi, at der er forskel på film- og bogmediet, for mange film - og særligt dem fra Hollywood - har været sublime til med få billeder at opbygge små elegante baggrundshistorier om karaktererne, så man automatisk fatter sympati for dem. Da Vinci-mysteriet gør sig slet ikke ulejligheden, og således er det slet ikke Tom Hanks' skyld, at man er ligeglad med hans Langdon og skattejagten. Det skyldes en kedelig og alt for illustratorisk konvertering af en spændende bog.