- Tyngdekraft, + Fornøjelse
4.0
Efterfølgeren til den efterhånden klassiske "Mission: Impossible" efterlader ingen uopfyldte ønsker hvad angår imponerende stunts og tøjleløs action. Alt et action-beærende hjerte kan indebære af forventninger til en film af denne slags, gør John Woo brug af, og servere heftige slagsmål, motorcykel-jagter og sanseløst smukke Slow-motion øjeblikke med uhørt elegance og samtidig vildskab, som man før måtte betegne som ønsketænkning. Selvom han går langt over gevind (og man kunne fristes til at sige 'for' langt) i sine ustyrlige og halsbrækkende scener, overvinder fascinationen i sidste ende forstanden.
Nu er der blevet rost for det skønne billedsprog og som jeg skriver i mit "M:I:3" indlæg, er Woo tæt på at gå for vidt. Selvom han lige akkurat holder jordforbindelsen intakt, flettes fortælleelementet og action-sekvenserne noget ujævnt sammen. Historien om den farlige Chimera-virus der skal forhindres at falde i de forkerte hænder, fordeles lidt usammensat over to halvdele, en med hver sin indflydelse og betydning. I første akt udvikler tingene sig som i en hvilken som helst anden spændingsfilm, mens enhver sult efter krudt, kugler og fart over feltet til fulde stilles i anden og sidste periode. Man mærker kort sagt tydeligt hvilken del især John Woo har prioriteret højst og det er et eller andet sted ærgerligt.
Linjen mellem historien der skal fortælles og underholdningen der skal leveres, skæres meget groft og uden det store blik for hvordan det ene kan kompensere for det andet. Men med nød og næppe lykkedes det dog for John Woo både at være legebarn og historiefortæller i én og samme film, selvom han til tider er ved at miste grebet om begge elementer.
Med sine slow-motion lækkerier og det kompetente action-guf der mildest talt er ganske upåklagelige, leverer John Woo som sagt varen. Alt i alt er "M:I-2" filmens ydre kvaliteter, usandsynligt smukke, og trods ingen yderligere omtalen af plottet og andet end de udvendige goder, må filmen siges være et vellykket stykke mainstrem-action, forbeholdene og manglerne taget i betragtning. Nej, bestemt ikke dårligt.
Nu er der blevet rost for det skønne billedsprog og som jeg skriver i mit "M:I:3" indlæg, er Woo tæt på at gå for vidt. Selvom han lige akkurat holder jordforbindelsen intakt, flettes fortælleelementet og action-sekvenserne noget ujævnt sammen. Historien om den farlige Chimera-virus der skal forhindres at falde i de forkerte hænder, fordeles lidt usammensat over to halvdele, en med hver sin indflydelse og betydning. I første akt udvikler tingene sig som i en hvilken som helst anden spændingsfilm, mens enhver sult efter krudt, kugler og fart over feltet til fulde stilles i anden og sidste periode. Man mærker kort sagt tydeligt hvilken del især John Woo har prioriteret højst og det er et eller andet sted ærgerligt.
Linjen mellem historien der skal fortælles og underholdningen der skal leveres, skæres meget groft og uden det store blik for hvordan det ene kan kompensere for det andet. Men med nød og næppe lykkedes det dog for John Woo både at være legebarn og historiefortæller i én og samme film, selvom han til tider er ved at miste grebet om begge elementer.
Med sine slow-motion lækkerier og det kompetente action-guf der mildest talt er ganske upåklagelige, leverer John Woo som sagt varen. Alt i alt er "M:I-2" filmens ydre kvaliteter, usandsynligt smukke, og trods ingen yderligere omtalen af plottet og andet end de udvendige goder, må filmen siges være et vellykket stykke mainstrem-action, forbeholdene og manglerne taget i betragtning. Nej, bestemt ikke dårligt.
26/05-2006
