Forfald
6.0
David Fincher's dystre thriller Seven er én af de film, der på det nærmeste blev offer for sin egen omfattende indflydelse på 1990ernes filmmarked - lidt ligesom Quentin Tarantino’s Reservoir Dogs før den.
Der var en overgang sidst i 90erne, hvor en stor del af tidens filmudgivelserne indenfor thriller-genren foregik i regnvåde og beskidte storbyer filmet i gullige toner og omhandlende sindsforstyrrede seriemordere af enhver tænkelig slags.
Det er nu ikke fordi selve Seven’s historie er overvældende revolutionerende. Kriminalbetjentene Somerset (Morgan Freeman) og Mills (Brad Pitt) er de typiske upassende makkerpar – Somerset er blot en uge fra at trække sig endegyldigt tilbage og nyde sit otium i mere landlige og fredelige omgivelser, mens Mills netop er blevet forflyttet til den unavngivne storby sammen med sin kone Tracy (Gwyneth Paltrow).
Der er en morder på spil i byen, hvor det nærmest regner konstant; en seriemorder, der finder både sin inspiration og sin metode til de grusomme mord i de syv dødssynder – en voldsomt overvægtig mand tvinges til at spise indtil hans mave brister (et symbol på dødssynden frådseri), en advokat får valget af fra hvilken kropsdel seriemorderen må afskære et pund kød (grådighed) og så videre.
Selve historien i Seven er som nævnt ikke synderligt revolutionerende, men det er derimod måden historien fortælles på.
Andrew Kevin Walker, der har stået for forlægget til filmen, har hældt alle tænkelige frustrationer samt den vrede som et storbymenneske føler ned i en cocktail og derved fremmanet sin grusomme beretning og det bevirker at hver enkelt af filmens karakterer har et forhold til storbyen, der fremstår ligeså essentielt som selve jagten på seriemorderen.
Morgan Freeman portrætterer med vanlig kyndighed det udkørte og resignerende menneske, der har alt for længe levet iblandt det værste afskum som et samfund kan fremavle og set de grusomheder mennesket er i stand til at udføre.
Hans eneste reele tilflugtssted er hans nært forestående otium.
Den vandtyngede storby fanges brilliant i stærke og trykkende gulligt tonede billeder af den eminente Darius Khondji, der desuden har stået bag The Ninth Gate og City of Lost Children.
David Fincher’s instruktion er tempofyldt men stadig tilpas subtil og velnok stærkest i scener som dér hvor Mills jager morderen gennem de regnfyldte gader og selvfølgelig i den afsluttende scene, hvor morderen afslører de sidste detaljer og dermed fuldfører alle syv dødssyndsmord for samtidigt at aldeles maltraktere Mills’ liv.
En meget intens og følelsesladet slutning, der er af en sådan styrke at alle de kedelige efterligninger, der dukkede op i kølvandet på Seven, blegner anseeligt i forhold til.
Måske er det netop dér at filmen rejser sig definitivt over alle imitationerne.
Desuden viser Pitt lige netop der hvilken dygtig skuespiller han faktisk er, når han er med i en velskrevet og –instrueret film.
Alt i alt er Seven en af de mørkeste og mest deprimerende Hollywood-film i nyere tid, men samtidig solidt skruet sammen og meget velfungerende.
Bestemt blandt 1990ernes stærkeste oplevelser for undertegnedes vedkommende.
Det må blive fuldt hus selvom jeg er tæt på 5½ stjerner.
Der var en overgang sidst i 90erne, hvor en stor del af tidens filmudgivelserne indenfor thriller-genren foregik i regnvåde og beskidte storbyer filmet i gullige toner og omhandlende sindsforstyrrede seriemordere af enhver tænkelig slags.
Det er nu ikke fordi selve Seven’s historie er overvældende revolutionerende. Kriminalbetjentene Somerset (Morgan Freeman) og Mills (Brad Pitt) er de typiske upassende makkerpar – Somerset er blot en uge fra at trække sig endegyldigt tilbage og nyde sit otium i mere landlige og fredelige omgivelser, mens Mills netop er blevet forflyttet til den unavngivne storby sammen med sin kone Tracy (Gwyneth Paltrow).
Der er en morder på spil i byen, hvor det nærmest regner konstant; en seriemorder, der finder både sin inspiration og sin metode til de grusomme mord i de syv dødssynder – en voldsomt overvægtig mand tvinges til at spise indtil hans mave brister (et symbol på dødssynden frådseri), en advokat får valget af fra hvilken kropsdel seriemorderen må afskære et pund kød (grådighed) og så videre.
Selve historien i Seven er som nævnt ikke synderligt revolutionerende, men det er derimod måden historien fortælles på.
Andrew Kevin Walker, der har stået for forlægget til filmen, har hældt alle tænkelige frustrationer samt den vrede som et storbymenneske føler ned i en cocktail og derved fremmanet sin grusomme beretning og det bevirker at hver enkelt af filmens karakterer har et forhold til storbyen, der fremstår ligeså essentielt som selve jagten på seriemorderen.
Morgan Freeman portrætterer med vanlig kyndighed det udkørte og resignerende menneske, der har alt for længe levet iblandt det værste afskum som et samfund kan fremavle og set de grusomheder mennesket er i stand til at udføre.
Hans eneste reele tilflugtssted er hans nært forestående otium.
Den vandtyngede storby fanges brilliant i stærke og trykkende gulligt tonede billeder af den eminente Darius Khondji, der desuden har stået bag The Ninth Gate og City of Lost Children.
David Fincher’s instruktion er tempofyldt men stadig tilpas subtil og velnok stærkest i scener som dér hvor Mills jager morderen gennem de regnfyldte gader og selvfølgelig i den afsluttende scene, hvor morderen afslører de sidste detaljer og dermed fuldfører alle syv dødssyndsmord for samtidigt at aldeles maltraktere Mills’ liv.
En meget intens og følelsesladet slutning, der er af en sådan styrke at alle de kedelige efterligninger, der dukkede op i kølvandet på Seven, blegner anseeligt i forhold til.
Måske er det netop dér at filmen rejser sig definitivt over alle imitationerne.
Desuden viser Pitt lige netop der hvilken dygtig skuespiller han faktisk er, når han er med i en velskrevet og –instrueret film.
Alt i alt er Seven en af de mørkeste og mest deprimerende Hollywood-film i nyere tid, men samtidig solidt skruet sammen og meget velfungerende.
Bestemt blandt 1990ernes stærkeste oplevelser for undertegnedes vedkommende.
Det må blive fuldt hus selvom jeg er tæt på 5½ stjerner.
27/05-2006
