makes you bullocks tingle
5.0
Oprindeligt var det den postmodernistiske og ekstrem genrelegende, men nu falmende britiske mesterinstruktør Guy Ritchie (hvis seneste film Revolver har fået en hård medfart af anmelder, såvel som publikum, og det er ikke utvivlsomt, at den ultimativt får den samme skarnspletskæbne som Ritchies tidligere, den absolut terrible Swept Away), som skulle iscenesætte Layer Cake, der ligeledes foregår i den gangstergenre, som Ritchie så flamboyant eksplorerede i sine to første (og naturligvis bedste) værker, Lock, Stock…, og Snatch. Ritchies forpligtelser overfor førnævnte Revolver forhindrede ham dog i at påtage sig opgaven, der i stedet gik til hans faste producer-kollaboratør, Matthew Vaughn, der ikke tidligere har stået bag kameraet som kreativ hovedansvarsperson. Dette har dog vist sig at være det helt rigtige valg, da Vaughn håndterer sin gennemgående imponerende og overrumplende instruktørdebut med bravur, og for mit vedkommende er Layer Cake langt bedre, end hvad Ritchie tidligere hår formået at begå. Der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at denne film ikke ville have været det samme, hvis Vaughn ikke havde luret en del tricks af hos Ritchie (der indiskutabelt har haft en stor kunstnerisk indflydelse, ikke kun i den britiske filmindustri, men også på verdensplan), men de bagvedliggende instruktørskift og inspirationskilder ved Layer Cake er et sjældent eksempel på at protegéen overgår mentoren.
Layer Cake er baseret på en roman af J.J. Connelly (der også selv har konverteret sit litterære værk til filmmediet) og blev i udlandet celebreret af filmkritikerne for dens moderniserede håndtering af den klassiske historie om hovedpersonen, der tvinges ud, hvor han ikke kan bunde, og ikke mindst filmens originale og innovative visuelle stil, der hæver sig langt over det overeksponerede og leflende mtv-billedonani ved faktisk at have en historiemæssig og emotionel signifikans. Filmen blev ligeledes en pæn publikumssucces og er efter alt at dømme også ved at erhverve sig kult-, hvis ikke direkte klassikerstatus. Det er derfor en gåde, at de danske filmdistributører vover at udsende Layer Cake anonymt direkte på dvd, men dette har egentlig gjort denne filmperle desto mere eklatant, da man sætter sig til rette uden de store forventninger.
Selvom Layer Cake som førnævnt indrullerer sig i den nu velkendte britiske gangstergenre, så er den dog mere dramapræget end decideret sorthumoristisk (der er naturligvis humor til stede i filmen, men denne bryder aldrig de alvorlige og meningsfulde rammer), og Vaughn indlægger succesfuldt mere seriøse og dramatiske overtoner, end man tidligere har set. Selvom genren er hårdkogt, til tider endda decideret misantropisk, så besidder Layer Cake (en meget sigende titel) en sensitivitet og humanistisk indfaldsvinkel, der griber publikum og hæver filmen betragteligt over sine forgængere. Indledningen er sublim i dens hurtige historiske gennemgang af stoffernes indtog i befolkningen (og myndighedernes dertilhørende hykleriske stillingtagen), hvor den unavngivne, men alt andet end anonyme, hovedperson kontemplativt erklærer den snarlige legalisering af eurofriserende stoffer. Daniel Craig leverer en fremragende præstation (med en indlevende portion skrøbelighed) som den stofsælgende, men moralsk bevidste hovedperson, der, på trods af sin midterposition i hierarkiet (filmens indikerende titel) trækkes ind i en kompliceret og konstant nedadgående spiral af stjålne stoffer og en masse voldslystne implicerede. Handlingen i Layer Cake er muligvis ikke synderlig original, men den er sammensat og ret så gennemtænkt, og der er praktisk talt ingen løse ender at finde.
Persongalleriet er bredt og rollerne uhyre velbesatte af ren britiske skuespillere. Især Colm Meaney lyser op som loyal, dog stadig truende og handlekraftig herre, mens Michael Gambon tydeligvis nyder at være diabolsk autoritær på toppen af kagen. På overfladen er Craigs karakter muligvis simpel, men Vaughn opererer med en interessant subtekst om manden med de ædle intentioner, der dog ikke kan finde egen selvidentifikation (det manglende navn og filmens sidste geniale og alt sigende replik). Craig tvinges ud i morderiske handlinger og bevæger sig væk fra sit sande jeg (lækker kamerasymbolik i skudøjeblikket) og mister selvrealitetssansen, indikeret gennem de flerlagede refleksioner, hvor der skiftes abrupt mellem Craigs mentale sammenbrud og den nonchalante overfladiske attitude. Selvom slutningen i Layer Cake muligvis føles en smule forceret i Vaughns iver efter at distingverer sin film fra amerikansk publikumsleflende happy endings, så matcher den filmens underliggende tematik om manglende oprigtighed og derved selvcentrerede handlinger. Craigs interesse i den smukke Sienna Mieller udspringer af rent begær og forfængelighed, hvilket ultimativt er skyld i hans død. Gennem filmen har Craig overlevet utallige fatale scenariums, men myrdes på grund af hans forfængelighed af Miellers tidligere elsker, der inderligt undskylder sin status som bøddel. Det er tragisk at se Craig vride sig til tonerne af Joe Cockers yderst melankolske fortolkning af den klassiske sang Don’t Let Me Be Misunderstood (musikken i filmen er generelt virtuost velvalgt), da han fundamentalt er en sympatisk karakter, og al ros må gå til Vaughn for at inkorporere en psykologisk tvetydighed til hovedpersonen, i tæt samarbejde med en indsigtsfuld Craig.
Layer Cake er en gennemstiliseret affære med en æstetik så overvældende og formidabel, at man efterlades i ren og skær ekstase efter rulleteksternes indtog. Vaughn har et brillant visuelt overskud, hvor billeder som undervandsoptagelserne af en svømmetur i en swimmingpool om natten er flydende poesi. Ligeledes byder filmen på en af sidste års mest psykedeliske og originale sekvenser, nemlig hævnscenen i restauranten, hvor et voldeligt overfald filmes fra p.o.v. og akkompagneres af en lettere abstrakt version af Duran Durans bløde popsang Ordinary World, hvis lyrik kontrasterer karakterernes sindstilstand. Den scene er mildest talt uforglemmelig, og her understreger Vaughn sit umådelige store talent.
På trods af mine ubegrænsende superlativer angående denne film, så kan Layer Cake ikke kategoriseres som et decideret mesterværk. Den er ’bare’ hamrende intelligent og flerlaget, visuel original og ikke mindst forbandet underholdende. En must-see for alle filminteresserede. Og som sidenotits kan man ikke andet end at ærgre sit over, at Vaughn i sidste øjeblik trak sig ud af den tredje (og tilsyneladende sidste) installering i X-Men serien, hvor opgaven i stedet gik til den på alle måde middelmådige Hollywood instruktør Brett Ratner. Det ville ellers have været interessant at se, hvorledes Vaughn med sin kompromisløse iscenesættelse ville have behandlet det fantasirige univers.
Layer Cake er baseret på en roman af J.J. Connelly (der også selv har konverteret sit litterære værk til filmmediet) og blev i udlandet celebreret af filmkritikerne for dens moderniserede håndtering af den klassiske historie om hovedpersonen, der tvinges ud, hvor han ikke kan bunde, og ikke mindst filmens originale og innovative visuelle stil, der hæver sig langt over det overeksponerede og leflende mtv-billedonani ved faktisk at have en historiemæssig og emotionel signifikans. Filmen blev ligeledes en pæn publikumssucces og er efter alt at dømme også ved at erhverve sig kult-, hvis ikke direkte klassikerstatus. Det er derfor en gåde, at de danske filmdistributører vover at udsende Layer Cake anonymt direkte på dvd, men dette har egentlig gjort denne filmperle desto mere eklatant, da man sætter sig til rette uden de store forventninger.
Selvom Layer Cake som førnævnt indrullerer sig i den nu velkendte britiske gangstergenre, så er den dog mere dramapræget end decideret sorthumoristisk (der er naturligvis humor til stede i filmen, men denne bryder aldrig de alvorlige og meningsfulde rammer), og Vaughn indlægger succesfuldt mere seriøse og dramatiske overtoner, end man tidligere har set. Selvom genren er hårdkogt, til tider endda decideret misantropisk, så besidder Layer Cake (en meget sigende titel) en sensitivitet og humanistisk indfaldsvinkel, der griber publikum og hæver filmen betragteligt over sine forgængere. Indledningen er sublim i dens hurtige historiske gennemgang af stoffernes indtog i befolkningen (og myndighedernes dertilhørende hykleriske stillingtagen), hvor den unavngivne, men alt andet end anonyme, hovedperson kontemplativt erklærer den snarlige legalisering af eurofriserende stoffer. Daniel Craig leverer en fremragende præstation (med en indlevende portion skrøbelighed) som den stofsælgende, men moralsk bevidste hovedperson, der, på trods af sin midterposition i hierarkiet (filmens indikerende titel) trækkes ind i en kompliceret og konstant nedadgående spiral af stjålne stoffer og en masse voldslystne implicerede. Handlingen i Layer Cake er muligvis ikke synderlig original, men den er sammensat og ret så gennemtænkt, og der er praktisk talt ingen løse ender at finde.
Persongalleriet er bredt og rollerne uhyre velbesatte af ren britiske skuespillere. Især Colm Meaney lyser op som loyal, dog stadig truende og handlekraftig herre, mens Michael Gambon tydeligvis nyder at være diabolsk autoritær på toppen af kagen. På overfladen er Craigs karakter muligvis simpel, men Vaughn opererer med en interessant subtekst om manden med de ædle intentioner, der dog ikke kan finde egen selvidentifikation (det manglende navn og filmens sidste geniale og alt sigende replik). Craig tvinges ud i morderiske handlinger og bevæger sig væk fra sit sande jeg (lækker kamerasymbolik i skudøjeblikket) og mister selvrealitetssansen, indikeret gennem de flerlagede refleksioner, hvor der skiftes abrupt mellem Craigs mentale sammenbrud og den nonchalante overfladiske attitude. Selvom slutningen i Layer Cake muligvis føles en smule forceret i Vaughns iver efter at distingverer sin film fra amerikansk publikumsleflende happy endings, så matcher den filmens underliggende tematik om manglende oprigtighed og derved selvcentrerede handlinger. Craigs interesse i den smukke Sienna Mieller udspringer af rent begær og forfængelighed, hvilket ultimativt er skyld i hans død. Gennem filmen har Craig overlevet utallige fatale scenariums, men myrdes på grund af hans forfængelighed af Miellers tidligere elsker, der inderligt undskylder sin status som bøddel. Det er tragisk at se Craig vride sig til tonerne af Joe Cockers yderst melankolske fortolkning af den klassiske sang Don’t Let Me Be Misunderstood (musikken i filmen er generelt virtuost velvalgt), da han fundamentalt er en sympatisk karakter, og al ros må gå til Vaughn for at inkorporere en psykologisk tvetydighed til hovedpersonen, i tæt samarbejde med en indsigtsfuld Craig.
Layer Cake er en gennemstiliseret affære med en æstetik så overvældende og formidabel, at man efterlades i ren og skær ekstase efter rulleteksternes indtog. Vaughn har et brillant visuelt overskud, hvor billeder som undervandsoptagelserne af en svømmetur i en swimmingpool om natten er flydende poesi. Ligeledes byder filmen på en af sidste års mest psykedeliske og originale sekvenser, nemlig hævnscenen i restauranten, hvor et voldeligt overfald filmes fra p.o.v. og akkompagneres af en lettere abstrakt version af Duran Durans bløde popsang Ordinary World, hvis lyrik kontrasterer karakterernes sindstilstand. Den scene er mildest talt uforglemmelig, og her understreger Vaughn sit umådelige store talent.
På trods af mine ubegrænsende superlativer angående denne film, så kan Layer Cake ikke kategoriseres som et decideret mesterværk. Den er ’bare’ hamrende intelligent og flerlaget, visuel original og ikke mindst forbandet underholdende. En must-see for alle filminteresserede. Og som sidenotits kan man ikke andet end at ærgre sit over, at Vaughn i sidste øjeblik trak sig ud af den tredje (og tilsyneladende sidste) installering i X-Men serien, hvor opgaven i stedet gik til den på alle måde middelmådige Hollywood instruktør Brett Ratner. Det ville ellers have været interessant at se, hvorledes Vaughn med sin kompromisløse iscenesættelse ville have behandlet det fantasirige univers.
28/05-2006
