Duris, Tautou, de France, Reilly og Bishop er bare for fede!

5.0
Xavier (Romain Duris) flygtede i slutningen af forløberen, "Det Spanske Hotel", fra sin skinnebelagte karriere som økonom i EU-administrationen til fordel for en tilværelse som forfatter. Livet som udvekslingsstudent og mødet med studievennerne i Barcelona inspirerede ham til en vellykket roman.

Ikke overraskende kniber det dog alligevel gevaldigt for vor ven med at holde skruen professionelt i vandet, mens økonomien slæber sig afsted med jobs som ghostwriter for semi-kendissers ligegyldige udgydelser.

Xaviers gamle kæreste (Audrey Tautou) har fået børn med en brasilianer og er blevet miljøaktivist. Moderen har fundet sig en selvfed kulturskribent med tænkehår, og bedstefaderen vil se Xaviers opdigtede kæreste, inden han stiller træskoene. Kun Xaviers lesbiske lidelsesfælle udi singlelivets og kødmarkedets opslugende tidsfordriv, Isabelle (Cécile de France), synes at forstå ham.

På et tidspunkt henvender satellitkanalen PassionTV sig med et job som manuskriptforfatter til en sequel til et pladderromantisk TV-drama. Pengene er gode, men inspirationen er fuldstændig ikke-eksisterende.
Heldigvis kommer han i tanker om sin engelske veninde (Kelly Reilly) fra Barcelona via dennes bøvede lillebror (Kevin Bishop), som er faldet pladask for en russisk balletdanser og bosat sig i Skt. Petersborg.

Vi kommer vidt omkring i Europa i denne opfølger på den underholdende studenterkomedie fra Barcelona. Den menneskelige dybde er større, dog uden at det går ud over underholdningsværdien, som atter engang fremstår særdeles nærværende og langtfra klichépræget. Synes handlingen en smule ufokuseret, er det formentlig helt tilsigtet. Det er en film om det moderne liv. Hverken mere eller mindre.

Filmens helt store force er instruktør Cedric Klapischs skarpe blik for at skildre latterligheden i karriereræset. Derudover er de små effektfulde filmiske detaljer, som også kunne nydes i "Det Spanske Hotel", med til at gøre oplevelsen til noget ekstraordinært. Af samme grund anbefales det at se forgængeren forinden.

Begge film med et gennemgående ensemble af fremragende unge europæiske skuespillere har været store succéser (trods ubemærketheden hér i den danske andedam, hvor vi kun snakker danske film og Hollywood). Derfor synes det særdeles oplagt med en tredje film om Xavier, Isabelle og de andre om nogle få år.
- Se at få dem set og glæd dig til den næste!
Forelsket, forvirret