made this movie

Inden den uopnåelig talentfulde og forbløffende alsidige mesterauteur Peter Jackson opnåede klassikerstatus og udødeliggørelse med de ubeskrivelige Ringenes Herre mesterværker, var han i forvejen allerede inde i en opsigtsvækkende og ganske unik karriere, der, i retrospektiv, gjorde ham til den uundgåelige kandidat til at visualisere og substantivere Tolkien forunderlige univers. Jackson brød igennem med ultralavbudgetfilmen Bad Taste, der med sin sigende titel var en grænseløs morsom og respektløs splatterkomedie indeholdende en filmisk energi og overlegenhed, hvis lige man sjældent har set hos en nybegynder (Raimis Evil Dead må naturligvis frembringe associationer her dog). Jackson blev anerkendt i de smallere kredse og fik finansieret den legesyge dukkepastiche Meet the Feebles, der for mit vedkommende ikke var hundrede procent vellykket, men som tydeligvis ekspanderede Jacksons talent og egenrådige stil. I 1992 afsluttede Jackson så sin splattertrilogi med den originale og gennemgående groteske Braindead, der fik det dybt underholdte publikum til at skrige af grin, kritikerne til at nedskrible superlativer og censuren op af stolen og fordømme filmen. Braindead har modtaget en ligeså stor, hvis ikke større, kultstatus i filmhistorien som Jacksons debutfilm, og i undergrundskredse blev han tilbedt for sin drengerøvsagtige (men også dybt seriøse og bevidste) kompromisløshed og originalitet. At Jackson fik rettighederne til at filmatisere en rystende hændelse i den New Zealandske historie kan måske anses lettere mystisk, men faktum er, at Jackson forlader legepladsen og træder ind på den kunstneriske scene med fornemhed og stor applaus til følge med dette lille genuine mesterværk, Heavenly Creatures.

Den 21. Juni, 1954, slog de to 15-årige piger Pauline Parker og Juliet Hulme førstnævntes mor ihjel med en mursten i den idylliske by Christchurch i New Zealand. Jackson har sammen med sin hustru Fran Walsh (der er blevet han faste kollaboratør med usigelig succes til følge) skrevet det Oscarnominerede manuskript, men i stedet for at begå et konventionelt og moraliserende drama (som præmisset evident ligger op til), har Jackson og Walsh taget en atypisk og decideret modig indfaldsvinkel i deres biografiske skildring, hvor sympatien er svævende og filmens indhold personaliseret betydeligt. Jackson indleder filmen sublimt med rurale og glorificerende billeder af det provinsielle New Zealand, men den varmende og hyggelige stemning krakelerer lynhurtigt, da man ser to skrigende piger sølet ind i blod løbe igennem en skov. De fremkommende begivenheder klargøres derefter skriftligt, og publikum er ved bevidsthed om den konstant lurende tragedie under hele filmen. Et fremragende træk fra Jacksons side, der portrætterer de to piger med lige dele fascination og tvetydighed, dog aldrig uden at blive dømmende eller subjektiv udleverende.

Den ukendte Melanie Lynskey er formidabel som outsideren Pauline Parker, der er indadvendt, lettere utiltrækkende og ligeså upopulær på hendes ensporede religiøse pigeskole, der ikke tillader fritænkning. Lynskeys fritsvævende fantasi reflekteres i den nyankommende og på overfladen ideelle elev Juliet Hulme, der levendegøres af en imponerende velspillet Kate Winslet, der her ses i hendes debutrolle. De to piger fundamenterer hurtigt et venskab via deres fælles passion for fantasifuld dagdrømmeri, der senere udvikler sig til en nuanceret kærlighedshistorie, hvor Jackson facetteret og behændigt jonglerer med forskellige tematikker, hvoraf den blufærdige og konservative omverdens håndtering af pigernes forhold og deres eskalerende virkelighedsdistancering hovedprioriteres.

Jackson har minutiøst udregnet den mærkværdige og rørende empati, vi som publikum får for de to hovedkarakterer, der må siges at være psykologisk plausible ud over det sædvanlige. Deres indledende eskapisme anses først for at være en sund virkelighedsflugt, der dog langsomt tager overhånd. Pigernes fantasifulde univers visualiserer Jackson hamrende transcendent og medrivende, og her udvises Jacksons detaljerige og særprægede talent til overflod. Pigernes respektive familier distingveres klart, hvor Lynskeys skæve syn på omverdenen suppleres familiært af faderens komiske udskejelser med en fisk. Winslets familie er til gengæld indskrænkede mennesker, der ser til jordbundne goder for tilfredsstillelse. Pigernes verdensflugt manifesteres gradvist i en mere seriøs og fatal retning, hvor alvorlige problemstillinger som familiesvigt, sygdom og en opblomstrende seksuel interesse fra det andet køn undermineres. Sexscenen med den ynkelige tilbeder er det perfekte eksempel på Jacksons absurde, men stadig attraktive humor (som dog ikke destabiliserer alvoren), som Heavenly Creatures besidder i heftige undertoner, og som løfter filmen betydeligt over det mere konventionelle. Ligeså er der en uhyggelig komisk scene, hvor en psykolog har ’undersøgt’ de to piger og prøver nærmest forgæves at fremstamme det dengang tabubelagte ord ’homoseksualitet’. Derved bliver pigernes indbyrdes kærlighedsforhold (som har en følelse af autenticitet og smukhed overfor sig gennem skildringen af gensidig bekræftelse og fælles formål) også et seksuelt opgør mod den religiøse indoktrinering af synder og manglende frigørelse. Heavenly Creatures erhverver sig flere sarkastiske og kritiske kommentarer til kristendommen, der i talrige scener og optrin latterliggøres (præsten, der erotisk tvetydigt fortæller Winslet, at han har noget, han gerne vil vise hende; Jackson mestrer disse insinuerende seksuelle referencer), men tvinger også publikum til at indse den latente fare ved den skødesløse eskapisme, hvor pigerne distancerer dem selv fra virkelighedens gru ved at opsøge noget håndgribeligt, hvor deres idylliske fantasi kan materialiseres, og troen som et abstrakt og tvivlsomt begreb ikke eksisterer. Derved kan man også fortolke Heavenly Creatures som en form for selvkritisk meta-film (som Jackson også til dels udførte i den sublime mockumentary Forgotten Silver), der påminder publikum om den konstante eskapisme, vi befinder os i, subtilt indikeret gennem sekvenserne med still-fotografier og hjemmevideooptagelserne. Dette tror jeg dog ikke har været Jacksons hovedintention, og denne del kommer til at stå som et usignifikant aspekt i det store billede.

Winslet og Lynskeys illusion brydes dog efterhånden, hvor skylden kastes over på de omkringværende familier (hvor Winslet befinder sig i en dysfunktionel en af slagsen, men benægter det, hvorved idyllen forherliges og virkeligheden fornægtes fra begge piger), fint illustreret ved lillebroderens konstante destruktive optrin. Lynskeys anstrengende forhold til hendes mor antastes som problemet (der dog ikke er andet end alment skænderi med en frustreret og narcissistisk teenager), hvorved pigernes beslutter sig for at dræbe hende og tage med Winslets familie til England (selvom forældrene vil skilles grundet en småkomisk affære, hvilket Winslet benægter, ligesom flere hårde nyheder, hun modtager. Erklæringen om adskillelsen mellem Winslet og Lynskey filmes på genial vis, hvor kun Winslets spejlbillede ses, hvilket indikerer hendes manglende normale perspektivering). Publikum får fornemmelsen af, at Winslet generelt har taget initiativ til pigernes eskapistiske udskejelser (under deres første odysse til fantasiriget er det Winslet, som fører an), men mordet på moderen katalyseres af Lynskey, der opbygger et indestængt had. Selve mordet er skræmmende veliscenesat, alt lige fra opbyggelsen (poetiske billeder) til den chokerende og absolut hjerteskærende udførelse. Slutningen i Heavenly Creatures er stærk og uforglemmelig filmkunst, hvor krydsklipningen mellem realiteterne og pigernes drømmeverden (et skib, der sejler væk) næsten er ubærligt tragisk og rørende. Slutbilledet er en genistreg med en skrigende Lynskeys, der har indset hendes gerninger.

Jacksons innovative og smukke æstetiske sans fornægter sig heller ikke i Heavenly Creatures, der besidder en yderst detaljerig og superb billedside, der finjusterer Jacksons personlige signatur. Filmen besidder en udefinerbar emotionel dybde, og efterlader publikum i en ubeskrivelig tilstand; på samme tid vidunderlig og rystet. I alle tilfælde er man dog klar over, at man har bevidnet en magisk og fascinerende film, der bliver hos en i flere dage. Peter Jackson er indiskutabelt en af mine yndlingsinstruktører, der konstant fornyer sig selv og beriger og inspirerer mig uendelig meget.