Storbyen æder sine børn - nok en gang
3.0
En ung mand går til grunde i stofmisbrug, mens vi spiser popcorn. Det gør han overbevisende i en mindre overbevisende film.
Jim Carroll udgav i slutningen af halvfjerdserne sine dagbøger fra 1963 til '66 under titlen "The Basketball Diaries". Bøgerne er et syrligt og blasert stykke New York-historie om en drengs rejse ned i tilværelsens skyggesider som tyv, junkie og trækkerdreng - absolut ikke en gennemsnitsberetning for en yngling i tretten til sekstenårs alderen. Udgivelsen blev hurtig bemærket som en ny stemme fra storbyens underliv, og betragtes i dag som bønnebog og fascinationsobjekt af folk, der holder af myten om den tragiske poet.
Filmen tager afsæt i dagbøgerne og beskriver punkt for punkt faserne i den unge hovedpersons nedtur. Sammen med vennerne fra den katolske skole kompenserer Jim for lærernes strenge disciplin ved at spille basketball og drømme om en fremtid blandt stjernerne i den nationale turnering, NBA. Lidt lim-snifferi i weekenderne får imidlertid skovlen under drømmene, og snart er de uskyldige eksperimenter med kokain blevet forvandlet til dyb afhængighed. Jim bliver stiknarkoman, og da en kammerat gør ham medskyldig i et mord, må han flygte fra politiet.
Jim Carroll spilles af den unge Leonardo DiCaprio, og husker man ham fra rollen som den retarderede bror i "Hva'så Gilbert Grape?", så ved man, at der er tale om en skuespiller, som forstår at leve sin rolle helt ud. DiCaprio gentager på sin vis kunststykket, når han gennemrystes af stof-abstinenser, eller lader en midaldrende herre sutte den af på sig for en håndfuld dollars. Sekreter blander sig med skærende grimasser i en uigennemtrængelig desperation efter det næste fix.
Det er derfor heller ikke Jims fejl, når filmens historie efterlader et temmelig beskedent indtryk. Lad det være, at handlingen ikke kan bestemme sig for, om vi er i 60'erne eller 90'erne. Den samme påtagede nonchalance kan anvendes med henblik på filmens beskrivelse af faserne, som helt absurd får Jims fald til at ligne en fjortendagesseance. Det trivielle punkt lyser først op, når man opdager, at den samme historie fortælles hver dag - og måske meget bedre - i de øvrige medier, som en evig jagt på den moderne myte.
Det er reportagen om den vilde ungdom, der går til grunde i sit eget oprør. Legenden om digteren, der foretager obduktion på sig selv, for at levere sit hjerte som blodig poesi. En rejse i tidens sorte romantik, hvor drøm og krisestemning lader figurerne skrige sig hæse, mens publikum tager sig en ny mundfuld popcorn.
Klaus Lynggaard har til ære for pressen oversat et par kapitler fra Jim Carrolls originale bog, og det er temmelig trøstesløs læsning - en vaklen gennem Charles Bukowskis algegrønne univers, hvor - og jeg citerer - "alt er ved det gamle". De tre sider, som Lynggaard har lagt til rette, leverer med en skræmmende lethed dét, som filmen kun delvist, og med god hjælp fra DiCaprio, formår at skabe: Originalitet og nødvendighed.
Jim Carroll udgav i slutningen af halvfjerdserne sine dagbøger fra 1963 til '66 under titlen "The Basketball Diaries". Bøgerne er et syrligt og blasert stykke New York-historie om en drengs rejse ned i tilværelsens skyggesider som tyv, junkie og trækkerdreng - absolut ikke en gennemsnitsberetning for en yngling i tretten til sekstenårs alderen. Udgivelsen blev hurtig bemærket som en ny stemme fra storbyens underliv, og betragtes i dag som bønnebog og fascinationsobjekt af folk, der holder af myten om den tragiske poet.
Filmen tager afsæt i dagbøgerne og beskriver punkt for punkt faserne i den unge hovedpersons nedtur. Sammen med vennerne fra den katolske skole kompenserer Jim for lærernes strenge disciplin ved at spille basketball og drømme om en fremtid blandt stjernerne i den nationale turnering, NBA. Lidt lim-snifferi i weekenderne får imidlertid skovlen under drømmene, og snart er de uskyldige eksperimenter med kokain blevet forvandlet til dyb afhængighed. Jim bliver stiknarkoman, og da en kammerat gør ham medskyldig i et mord, må han flygte fra politiet.
Jim Carroll spilles af den unge Leonardo DiCaprio, og husker man ham fra rollen som den retarderede bror i "Hva'så Gilbert Grape?", så ved man, at der er tale om en skuespiller, som forstår at leve sin rolle helt ud. DiCaprio gentager på sin vis kunststykket, når han gennemrystes af stof-abstinenser, eller lader en midaldrende herre sutte den af på sig for en håndfuld dollars. Sekreter blander sig med skærende grimasser i en uigennemtrængelig desperation efter det næste fix.
Det er derfor heller ikke Jims fejl, når filmens historie efterlader et temmelig beskedent indtryk. Lad det være, at handlingen ikke kan bestemme sig for, om vi er i 60'erne eller 90'erne. Den samme påtagede nonchalance kan anvendes med henblik på filmens beskrivelse af faserne, som helt absurd får Jims fald til at ligne en fjortendagesseance. Det trivielle punkt lyser først op, når man opdager, at den samme historie fortælles hver dag - og måske meget bedre - i de øvrige medier, som en evig jagt på den moderne myte.
Det er reportagen om den vilde ungdom, der går til grunde i sit eget oprør. Legenden om digteren, der foretager obduktion på sig selv, for at levere sit hjerte som blodig poesi. En rejse i tidens sorte romantik, hvor drøm og krisestemning lader figurerne skrige sig hæse, mens publikum tager sig en ny mundfuld popcorn.
Klaus Lynggaard har til ære for pressen oversat et par kapitler fra Jim Carrolls originale bog, og det er temmelig trøstesløs læsning - en vaklen gennem Charles Bukowskis algegrønne univers, hvor - og jeg citerer - "alt er ved det gamle". De tre sider, som Lynggaard har lagt til rette, leverer med en skræmmende lethed dét, som filmen kun delvist, og med god hjælp fra DiCaprio, formår at skabe: Originalitet og nødvendighed.
19/11-2018
