Meningsfuld Actionfest, Nu Uden Substans
4.0
En kur der kan gøre mutanterne til almindelige mennesker er blevet opfundet. Magneto (McKellen) vil for alt i verden destruere den og en gang for alle tage magten på jorden, så den kan styres af en mutant. Superheltene X-Men må atter igen tage kampen op for demokratiet, selv om dette vakler for dem også. Den endelige kamp kan begynde.
Når man ser sidste del af trilogien om Marvel-tegneserieheltene ”X-Men”, så er det svært ikke at føle en lille skuffelse over at Bryan Singer forlod projektet for at instruere ”Superman Returns”. I hvert fald når man af uforståelige årsager har valgt en yderst middelmådig og indholdsløs håndværker som Ratner, hvis bedste film ”Red Dragon” kun lige hæver sig over middelmådigheden, til at videreføre og afslutte trilogien. Men ikke desto mindre er han sluppet hæderligt fra det, hvis man enten skruer sine forventninger lidt ned eller blot ikke er fan af serien.
Den visuelle stil fra de forrige film er bibeholdt, men uden noget personligt aftryk og derfor føles den flintrende uoriginal, og tematisk holder den sig også til en videreførelse af de emner som de to første film så fornemt bragte på banen, men desværre langt mere overfladisk. Det er som om at filmen mangler substans og tyngde, det lykkes aldrig rigtigt Ratner at tilføre filmen det dybere lag som man følte Singer’s film havde og dermed gøre kampen mellem helte og skurke til en vedkommende og samfundsmæssig problematik. Den berører etiske spørgsmål som racehygiejne og retten til at være anderledes, men de introduceres henslængt og på samme tid virker filmens ellers spændende persongalleri mere perifert beskrevet. Man føler ikke på samme måde for personerne og derfor kniber det med indlevelsen i dem, selv om både Jackman, McKellen og Janssen gør det overbevisende nok. Handlingen er også svagere skildret. Så selv om filmen har meget af det der gjorde de to første så vellykkede og går godt i tråd med dem, så står den sig ikke så godt på næsten samtlige punkter og det gør at filmen aldrig for alvor bliver rigtigt spændende og i de døde perioder, som den altså indeholder en del af, ikke kan fange ens interesse.
Den vinder så en meget stor del på de mange opulente og stort anlagte actionscener som, selv om de ikke er stort bedre, men måske lidt, end i de forrige film, er dybt underholdende og imponerende og så har den nok en anelse flere af dem. Også de mange fabelagtige effekter er en ren fest for øjet, hvis man hører til dem der elsker den slags (jeg gør!). Særligt skal dog det lange ekstravervante klimaks, der virkelig byder på actionguf, roses for at være et overflødighedshorn af ramasjang og tempofyldte indfald, det er lige til at blive forpustet over, selv om ikke alt virker lige gennemtænkt. Jeg skal også gerne erklære at jeg fandt slutningen med Wolverine og Jean Grey/Phoenix poetisk smuk, på en klassisk Hollywood’sk facon, hvor de store tragedier får lov til at være netop store og følelsesfulde. Af den grund sniger filmen sig lige op på de 4 stjerner og ender som en, hvis ikke helt værdig, så acceptabel og morsom (den indeholder en del humor) afslutning på serien (hvis det altså bliver den sidste, særligt med den succes den lader til at blive).
Når man ser sidste del af trilogien om Marvel-tegneserieheltene ”X-Men”, så er det svært ikke at føle en lille skuffelse over at Bryan Singer forlod projektet for at instruere ”Superman Returns”. I hvert fald når man af uforståelige årsager har valgt en yderst middelmådig og indholdsløs håndværker som Ratner, hvis bedste film ”Red Dragon” kun lige hæver sig over middelmådigheden, til at videreføre og afslutte trilogien. Men ikke desto mindre er han sluppet hæderligt fra det, hvis man enten skruer sine forventninger lidt ned eller blot ikke er fan af serien.
Den visuelle stil fra de forrige film er bibeholdt, men uden noget personligt aftryk og derfor føles den flintrende uoriginal, og tematisk holder den sig også til en videreførelse af de emner som de to første film så fornemt bragte på banen, men desværre langt mere overfladisk. Det er som om at filmen mangler substans og tyngde, det lykkes aldrig rigtigt Ratner at tilføre filmen det dybere lag som man følte Singer’s film havde og dermed gøre kampen mellem helte og skurke til en vedkommende og samfundsmæssig problematik. Den berører etiske spørgsmål som racehygiejne og retten til at være anderledes, men de introduceres henslængt og på samme tid virker filmens ellers spændende persongalleri mere perifert beskrevet. Man føler ikke på samme måde for personerne og derfor kniber det med indlevelsen i dem, selv om både Jackman, McKellen og Janssen gør det overbevisende nok. Handlingen er også svagere skildret. Så selv om filmen har meget af det der gjorde de to første så vellykkede og går godt i tråd med dem, så står den sig ikke så godt på næsten samtlige punkter og det gør at filmen aldrig for alvor bliver rigtigt spændende og i de døde perioder, som den altså indeholder en del af, ikke kan fange ens interesse.
Den vinder så en meget stor del på de mange opulente og stort anlagte actionscener som, selv om de ikke er stort bedre, men måske lidt, end i de forrige film, er dybt underholdende og imponerende og så har den nok en anelse flere af dem. Også de mange fabelagtige effekter er en ren fest for øjet, hvis man hører til dem der elsker den slags (jeg gør!). Særligt skal dog det lange ekstravervante klimaks, der virkelig byder på actionguf, roses for at være et overflødighedshorn af ramasjang og tempofyldte indfald, det er lige til at blive forpustet over, selv om ikke alt virker lige gennemtænkt. Jeg skal også gerne erklære at jeg fandt slutningen med Wolverine og Jean Grey/Phoenix poetisk smuk, på en klassisk Hollywood’sk facon, hvor de store tragedier får lov til at være netop store og følelsesfulde. Af den grund sniger filmen sig lige op på de 4 stjerner og ender som en, hvis ikke helt værdig, så acceptabel og morsom (den indeholder en del humor) afslutning på serien (hvis det altså bliver den sidste, særligt med den succes den lader til at blive).
02/06-2006
