.. Ingen forløsning..
3.0
- spoilers -
Et hurtigt kig på IMDB, vil nok overbevise de fleste om, at Bryan Singer er betydeligt mere talentfuld end Brett Ratner - et postulat som jeg desværre vil mene, cementeres på det kraftigste med “X-Men: The Last Stand”.
“X2” er efter min mening den stærkeste i serien. Her var knap så meget introduktion som i 1’eren, og en imponerende flydende vekslen mellem humor, drama og benhård action. Jeg var også helt vild med afslutningen og den ildevarslende Fønix-skygge.
Men på lidt sørgelig vis, får Ratner misbrugt chancen for en mindeværdig afslutning.
Der er helt sikkert nogle flotte og underholdende action-scener - især med Jærven, Magneto og Rambukken - og ligeledes en god sjat humor, men gennem det meste af filmen, sad jeg desværre med en lidt skuffende Matrix Reloaded-agtig fornemmelse.
For “The Last Stand” er da flot og underholdende - men hver gang der introduceres et tiltag med lidt mere substans og dybde, falder det ret hurtigt på gulvet.
Hele filmen fremstår egentlig, som en mystisk blanding af fin action, og så nogle gode idéer der eksekveres alt, alt for dårligt.
Eksempelvis synes jeg, at scenen hvor Storm og Jærven er ude ved søen, var virkelig flot, spændingsladet, og utroligt stemningsfyldt. Men det virker ikke som om, at Ratner behersker den vekslen mellem stemning og følelser, som Singer virkelig mestrede til fulde.
Det havde i hvert fald en underlig effekt på mig, at se en så essentiel scene som Xavier’s endeligt, og så kort efter følge Rouge (Parasitten) og Bobby’s lidt ligegyldige kærlighedspjank. Sådanne abrupte skift fik filmen til at virke fragmenteret, og på ingen måde flydende.
Det hænger nok også sammen med den mystiske, næsten lemfældige omgang med essentielle karakterer. Xavier’s skæbne var i hvert fald en overraskelse, ja næsten et modigt valg, men samtidigt også underligt abrupt og forjaget. Man kan sgu da ikke bare dræbe Xavier, og så behandle det som en næsten ubetydelig detalje?! Præcis på samme måde virkede Mystique’s tab af kræfterne og Scott’s hurtige exit (jeg troede faktisk han ville vende tilbage senere i filmen, men nej). Denne lidt henkastede måde, at behandle så væsentlige karakterer på, synes jeg næsten var det værste ved filmen.
Ligeledes synes jeg, at uskadeliggørelsen af Magneto var temmelig tam og antiklimatisk - et sølle endeligt for den nuancerede “superskurk”, især i betragtning af de lange kampscener der dedikeres til langt mindre væsentlige og interessante karakterer. (der er selvfølgelig den lille cliffhanger til sidst, men stadig øv!)
Og ja, jeg vil give Christian ret i, at Angel-karakteren virker uhyggeligt rudimentær, og ca. lige så væsentlig som Connie Nielsen’s rolle i “The Hunted” :)
3 stjerner er måske lidt hårdt, for der er helt sikkert noget solid underholdning - men jeg må udtrykke min skuffelse over, hvad jeg vil mene grænser til decideret misbrug af så fedt et oplæg - både fra tegneserien og Singers side.
“The Last Stand” kunne have været SÅ meget bedre.
Det er en fin omgang underholdning, men det er bare ikke nok efter min mening.
Et hurtigt kig på IMDB, vil nok overbevise de fleste om, at Bryan Singer er betydeligt mere talentfuld end Brett Ratner - et postulat som jeg desværre vil mene, cementeres på det kraftigste med “X-Men: The Last Stand”.
“X2” er efter min mening den stærkeste i serien. Her var knap så meget introduktion som i 1’eren, og en imponerende flydende vekslen mellem humor, drama og benhård action. Jeg var også helt vild med afslutningen og den ildevarslende Fønix-skygge.
Men på lidt sørgelig vis, får Ratner misbrugt chancen for en mindeværdig afslutning.
Der er helt sikkert nogle flotte og underholdende action-scener - især med Jærven, Magneto og Rambukken - og ligeledes en god sjat humor, men gennem det meste af filmen, sad jeg desværre med en lidt skuffende Matrix Reloaded-agtig fornemmelse.
For “The Last Stand” er da flot og underholdende - men hver gang der introduceres et tiltag med lidt mere substans og dybde, falder det ret hurtigt på gulvet.
Hele filmen fremstår egentlig, som en mystisk blanding af fin action, og så nogle gode idéer der eksekveres alt, alt for dårligt.
Eksempelvis synes jeg, at scenen hvor Storm og Jærven er ude ved søen, var virkelig flot, spændingsladet, og utroligt stemningsfyldt. Men det virker ikke som om, at Ratner behersker den vekslen mellem stemning og følelser, som Singer virkelig mestrede til fulde.
Det havde i hvert fald en underlig effekt på mig, at se en så essentiel scene som Xavier’s endeligt, og så kort efter følge Rouge (Parasitten) og Bobby’s lidt ligegyldige kærlighedspjank. Sådanne abrupte skift fik filmen til at virke fragmenteret, og på ingen måde flydende.
Det hænger nok også sammen med den mystiske, næsten lemfældige omgang med essentielle karakterer. Xavier’s skæbne var i hvert fald en overraskelse, ja næsten et modigt valg, men samtidigt også underligt abrupt og forjaget. Man kan sgu da ikke bare dræbe Xavier, og så behandle det som en næsten ubetydelig detalje?! Præcis på samme måde virkede Mystique’s tab af kræfterne og Scott’s hurtige exit (jeg troede faktisk han ville vende tilbage senere i filmen, men nej). Denne lidt henkastede måde, at behandle så væsentlige karakterer på, synes jeg næsten var det værste ved filmen.
Ligeledes synes jeg, at uskadeliggørelsen af Magneto var temmelig tam og antiklimatisk - et sølle endeligt for den nuancerede “superskurk”, især i betragtning af de lange kampscener der dedikeres til langt mindre væsentlige og interessante karakterer. (der er selvfølgelig den lille cliffhanger til sidst, men stadig øv!)
Og ja, jeg vil give Christian ret i, at Angel-karakteren virker uhyggeligt rudimentær, og ca. lige så væsentlig som Connie Nielsen’s rolle i “The Hunted” :)
3 stjerner er måske lidt hårdt, for der er helt sikkert noget solid underholdning - men jeg må udtrykke min skuffelse over, hvad jeg vil mene grænser til decideret misbrug af så fedt et oplæg - både fra tegneserien og Singers side.
“The Last Stand” kunne have været SÅ meget bedre.
Det er en fin omgang underholdning, men det er bare ikke nok efter min mening.
02/06-2006
