Mesterlig Tarantino
6.0
Kill Bill 1 er en mesterlig film, hvor filmnørden Tarantino for alvor får lov at boltre sig i genrehenvisninger til højre og venstre, hyldester til hans yndlingsfilm og lave aktionssekvenser, som han selv vil have elsket at se på film.
Filmen er gennemført til mindste detalje hele vejen igennem, og der er ikke ét sekund, hvor Tarantino mister grebet og overlader noget til tilfældighederne. Hvert eneste billede og scene er en fryd for øjet, og de enkelte kapitler er hver for sig små mesterværker. Det er suverænt, hvor filmen formår at hylde filmgenrer så eksplicit og konstant uden, at det en eneste gang virker påtaget og ødelæggende for filmens originalitet.
Tempoet er et andet plus. Gryden holdes i fuld kog hele vejen igennem, og selv de mere afdæmpede sekvenser (fx scenen hvor Umu Thurman først mødes med Sonny Chiba) rummer detaljer og opfindsomhed nok til at tage pusten fra enhver.
Et plus, som er at finde i alle Tarantinos film, er valget af musik. Alle steder i filmen understøtter den smukt scenernes pointe og bliver brugt, som et effektivt virkemiddel til at fastslå stemmingen i filmen. Lige fra de trykkede scener til de tempofyldte energiudbrud.
Jeg kunne blive ved med at rose enkeltscener, detaljer og skuespillerpræstationer længe endnu, men vil blot konstatere, at alt går op i en højere enhed. Kill Bill 1 er efter mine begreber et mesterværk og er så Tarantino'sk, som en film kan blive.
Filmen er gennemført til mindste detalje hele vejen igennem, og der er ikke ét sekund, hvor Tarantino mister grebet og overlader noget til tilfældighederne. Hvert eneste billede og scene er en fryd for øjet, og de enkelte kapitler er hver for sig små mesterværker. Det er suverænt, hvor filmen formår at hylde filmgenrer så eksplicit og konstant uden, at det en eneste gang virker påtaget og ødelæggende for filmens originalitet.
Tempoet er et andet plus. Gryden holdes i fuld kog hele vejen igennem, og selv de mere afdæmpede sekvenser (fx scenen hvor Umu Thurman først mødes med Sonny Chiba) rummer detaljer og opfindsomhed nok til at tage pusten fra enhver.
Et plus, som er at finde i alle Tarantinos film, er valget af musik. Alle steder i filmen understøtter den smukt scenernes pointe og bliver brugt, som et effektivt virkemiddel til at fastslå stemmingen i filmen. Lige fra de trykkede scener til de tempofyldte energiudbrud.
Jeg kunne blive ved med at rose enkeltscener, detaljer og skuespillerpræstationer længe endnu, men vil blot konstatere, at alt går op i en højere enhed. Kill Bill 1 er efter mine begreber et mesterværk og er så Tarantino'sk, som en film kan blive.
03/06-2006
