Knivskarp håndholdt gyser-satire
5.0
Med både "Epidemic", "Forbrydelsens Element" og næsten alle de nyere Trier-værker i erindring, føler jeg mig ganske overbevist om, at den politiske provokations-instruktørs skarpeste skud til dato fortsat er dette okkult-satiriske drama.
Manuskriptet er "skrevet i en rus", hedder det officielt. Skal dette tages for pålydende, fristes man derfor til at konkludere, at dette må være den mest givende arbejdsmetode for instruktøren, hvis øvrige værker næsten alle døjer med balancegangen mellem det originale og det fortænkte.
I "Riget" (samt dens mere komisk anlagte opfølger) gælder det intet mindre end opgøret mellem lægevidenskabens selvforståelse på sin absolutte højborg i Danmark og åndeverdenen, som (forgæves?) kæmper for at frelse menneskeheden fra forfald til den rene ondskab (manifesteret af Udo Kier som den onde læge, Aage Krüger, selv...).
Persongalleriet er smækfyldt af underholdende ekstremer anført af den gennemført hadefulde, men personligt anløbne, svenske chefkirurg, Stig Helmer (Ernst Hugo Järegård) og spiritisten fra Drusse (Kirsten Rolffes), som med hæmningsløst misbrug af sin portør-søn (Jens Okking) agerer sjælesørger for levende og døde på det livsfarlige Rigshospital, hvor embedsapparatet og lægestanden bekriger hinanden, mens de usynlige spøgelser farer rundt i korridorerne i et forsøg på at advare om selveste Satans genkomst.
Idéen og ikke mindst udførelsen er mig bekendt fuldstændig mageløs. Det er således helt på sin plads at henregne "Riget"-sagaen (som desværre næppe nogensinde får den engang bebudede afslutning med en "Riget 3") blandt de ypperste danske filmproduktioner til dato.
Det er lykkedes at kombinere et utal af umiddelbart divergerende genreelementer i en helt enestående gyser-satire, der midt i det okkult-humoristiske vanvid med underjordiske læge-loger, Swedenborgske rum og djævleuddrivelser, levner plads til at diskutere livets helt store spørgsmål, helt uden at det fremstår malplaceret.
På den tekniske side vakte brugen af kornet ("gul-brun") optik og håndholdt kamera en del diskussion. Ikke desto mindre blev den spartanske filmteknik året efter til de efterhånden berømte "Dogme 95"-regler, som der vel både kan siges for og imod om. På den ene side er den nyttig, hvis den indebærer, at der kan produceres flere film for de samme penge. På den anden side er det absurd, hvis primitiviteten hyldes for primitivitetens egen skyld (lidt ligesom musikindustriens hyldest til punk'en og garage-rocken).
Men som sagt: Mageløst underholdende og evigt mindeværdigt... Og ikke mindst en god gamledags spøgelseshistorie omend i moderne omgivelser!
Manuskriptet er "skrevet i en rus", hedder det officielt. Skal dette tages for pålydende, fristes man derfor til at konkludere, at dette må være den mest givende arbejdsmetode for instruktøren, hvis øvrige værker næsten alle døjer med balancegangen mellem det originale og det fortænkte.
I "Riget" (samt dens mere komisk anlagte opfølger) gælder det intet mindre end opgøret mellem lægevidenskabens selvforståelse på sin absolutte højborg i Danmark og åndeverdenen, som (forgæves?) kæmper for at frelse menneskeheden fra forfald til den rene ondskab (manifesteret af Udo Kier som den onde læge, Aage Krüger, selv...).
Persongalleriet er smækfyldt af underholdende ekstremer anført af den gennemført hadefulde, men personligt anløbne, svenske chefkirurg, Stig Helmer (Ernst Hugo Järegård) og spiritisten fra Drusse (Kirsten Rolffes), som med hæmningsløst misbrug af sin portør-søn (Jens Okking) agerer sjælesørger for levende og døde på det livsfarlige Rigshospital, hvor embedsapparatet og lægestanden bekriger hinanden, mens de usynlige spøgelser farer rundt i korridorerne i et forsøg på at advare om selveste Satans genkomst.
Idéen og ikke mindst udførelsen er mig bekendt fuldstændig mageløs. Det er således helt på sin plads at henregne "Riget"-sagaen (som desværre næppe nogensinde får den engang bebudede afslutning med en "Riget 3") blandt de ypperste danske filmproduktioner til dato.
Det er lykkedes at kombinere et utal af umiddelbart divergerende genreelementer i en helt enestående gyser-satire, der midt i det okkult-humoristiske vanvid med underjordiske læge-loger, Swedenborgske rum og djævleuddrivelser, levner plads til at diskutere livets helt store spørgsmål, helt uden at det fremstår malplaceret.
På den tekniske side vakte brugen af kornet ("gul-brun") optik og håndholdt kamera en del diskussion. Ikke desto mindre blev den spartanske filmteknik året efter til de efterhånden berømte "Dogme 95"-regler, som der vel både kan siges for og imod om. På den ene side er den nyttig, hvis den indebærer, at der kan produceres flere film for de samme penge. På den anden side er det absurd, hvis primitiviteten hyldes for primitivitetens egen skyld (lidt ligesom musikindustriens hyldest til punk'en og garage-rocken).
Men som sagt: Mageløst underholdende og evigt mindeværdigt... Og ikke mindst en god gamledags spøgelseshistorie omend i moderne omgivelser!
03/06-2006
