På slap klinge

Der var masser af fede optakter og meget tegnede til, at "Saw" kunne være blevet år 2005's snedige og overrumblende gyser. Uforståeligt for mig resulterede denne lille, filmisk skrappede sag fra bunden af budgetkassen, i et enormt hit. Og igen, optakter og hensigter var på sin plads, alt var kørt i stilling, og alligevel ramte skuffelsen hårdt og yderst uventet for mit vedkommende.

Instruktøren James Wong har ganske enkelt for få midler til at kunne opnå noget stort. Hans gåder og fæller der på vej gennem denne film stødes på, virker alle med en god potion opfindsomhed til opbygningen og en blodig og stilblottet måde at vise den dødelige, syge pinslen, ofret skal udsettes for. Ligesom sex, sælger blod og vold, næsten ligegyldigt måden sagerne fremvises på. "Saw" er et glimrende eksempel på hvor enkelt og klart, man kan understrege den påstand.

Jeg er godt og grundigt uenig i dem, der vil flotte sig og kalde "Saw" for en dybsindig og hjernevridene thriller. Det er et billigt trik at spære folk bag lås og slå, og tvinge dem til at gå hvor langt de nu vil, for at overleve. Med en flerlaget historie kunne filmens klamme og rå vold muligvis udgøre et listigt gys og en bedre film end man med "Saw" ender op med. For desværre skal alt med, hvad angår ofre der enten hugges eller skæres fra hinanden, og et kedeligt opklaringsforløb tvinges ind når strømmene af blod har flydt længe nok.

Alt jeg kan kalde "Saw" for er en yderst tyndbenet og slap gyser, der ivrigt river, kradser og flår i sit publikum. Men skræmmer? - nej.