menneskets forenede diversitet
4.0
Instruktøren Bill Condon spillefilmsdebuterede i 2000 med det nuancerede biografiske portræt af den banebrydende homoseksuelle horrorfilm-instruktør Frank Whale (der blandt andet iscenesatte klassikere som Frankenstein og Bride of Frankenstein). Filmen indeholdte en atypisk og indfølt historie med dertilhørende eminente skuespilpræstationer (især imponerede Brendan Fraser med sit afdæmpede spil), og Condons personlige relation og forståelse for Whales samfundsmæssige problemer var evidente, siden Condon selv er homoseksuel. Han eksplorerer yderligere tabubelagte emner med sit andet værk, Kinsey, der er et mere bredt mainstreamprodukt end den forrige God and Monsters, men Condon formår alligevel at personalisere filmen, der ender med at være et stærkt og bevægende drama, dog uden det dybdegående kunstneriske islæt, som man ellers kunne have forventet af en talentfuld herre som Condon.
Kinsey portrætterer den notoriske og kontroversielle seksualitetsforsker Alfred Charles Kinsey, der i 1948 og 1953 offentliggjorde de epokegørende Kinsey-rapporter omhandlende mænd og kvinders seksuelle adfærd, som Kinsey havde nærstuderet i talrige år og sammenlignet med dyrenes adfærd. For en gang skyld bevæger skuespilleren Liam Neeson sig væk fra de renskurede helteroller (hans optræden som skurk i Nolans sublime Batman Begins tæller næsten ikke) og leverer en flerlaget og fyldestgørende præstation (en af karrierens bedste faktisk, kun overgået af hans portrættering af Oscar Schindler) som virkelighedens Kinsey, der må siges at være lidt af en kompleks karakter at skulle levendegøre. Han blev opvokset med en indoktrinering af seksuelle udskejelser som en utilgivelig synd af hans naivt prædikende far (spillet af en overgearet og ufacetteret John Lithgow, der ikke har megen psykologisk karaktersubstans at arbejde med), hvor det det rebelske opgør mod forældrenes indstillinger til tingene katalyserer en karriere indenfor den fysisk prægede biologi for Kinsey. Far/søn forholdet i filmen føles forceret og unødvendigt ensidigt og kommer slet ikke til at fungere som en psykologisk motivation for Kinseys handlinger. Dette fejltrin ender næsten fatalt for Condon, der dog genopretter plausibiliteten i beskrivelsen af Kinseys handlinger og de omkringværende personer.
Selvom filmen foregår i en striks og ensporet tid, hvor al seksuelt foregik i fortrolighed mellem to parter uden viden om normen eller ’det normale’, så aktualiserer Condon problemstillingen og postulerer åbenhjertet, at samfundet ikke har udvidet horisonterne betragteligt siden dengang. Homoseksualitet er stadig samfundsmæssigt tabu og omtales pedantisk, og selvom det følsomme tema i Kinsey langtfra er så kontroversielt eller opsigtsvækkende, som Kinsey eller hans rapporter var i sin tid, så kan filmen ikke undgå at være tankevækkende og rammende og ligeledes en kontemplativ refleksion af nutidens bredere viden, men stadigt eksisterende blufærdighed. Datidens hykleriske indstilling til seksualiteten og den efterfølgende eksplicithed behandles i Condons kyndige hænder med en modenhed og seriøsitet, hvor den komiske udlevering af den barnlige uvidenhed ikke bryder plausibiliteten.
Kinsey fortælles i en velfungerende rammehistorie, hvor Kinsey selv udsættes for sin egenrådige informative spørgeskema, og indledningens krydsklipning mellem tør sort/hvid og farvefyldige billeder indikerer fint den tyngende realitetsviden kontra ungdommens åbenhed og fascination. Kinseys status som biologisk observatør anfægter hans opfattelse af sex som et udslag af primaldrifter, hvorved kærlighedsimplikationen fornægtes og det emotionelle og menneskelige aspekt undermineres. Dette projekteres over i Kinseys atypiske ægteskab, hvor hustruen spilles superbt af en hjerteskærende Laura Linney. Skuespillet i Kinsey er generelt ganske fremragende, hvor middelmådige folk som Chris O’ Donnell og Timothy Hutton (der dog leverede en suveræn præstation i Ted Demmes skamløst oversete og småfilosofiske Beautiful Girls) lyser op som Kinsey-tilhængere, mens Peter Sarsgaard lever op til sit fulde potentiale som den biseksuelle hjælper, der sætter Kinseys egen hykleri til anskuelse. På trods af Kinseys livlige sjæl og opbyggende kønslige forståelse, så udvises han som menneske både fejlfyldt og dømmende, på trods af sin prædikende overfor sine ansatte (paralleller til faderen oprettes, men udvides heldigvis ikke). Til tider kommer man muligvis som publikum til at savne en mere subtil håndtering fra Condon og Neesons side i den bredtfavnende portrættering af denne sammensatte herre, hvilket kan indikere en kommerciel indflydelse fra producenternes side, men Kinsey må alligevel siges at være et stærkt og genuin portræt (hvor Condon håndterer de dramatiske virkemidler med ynde og kun få fejltrin), udført med en tydelig personlig indfaldsvinkel. Der rørende musik af Carter Burwell løfter ligeledes filmen, der ikke er synderlig mindeværdig, men så sandelig et kompetent og humanistisk drama, der varmt kan anbefales.
Kinsey portrætterer den notoriske og kontroversielle seksualitetsforsker Alfred Charles Kinsey, der i 1948 og 1953 offentliggjorde de epokegørende Kinsey-rapporter omhandlende mænd og kvinders seksuelle adfærd, som Kinsey havde nærstuderet i talrige år og sammenlignet med dyrenes adfærd. For en gang skyld bevæger skuespilleren Liam Neeson sig væk fra de renskurede helteroller (hans optræden som skurk i Nolans sublime Batman Begins tæller næsten ikke) og leverer en flerlaget og fyldestgørende præstation (en af karrierens bedste faktisk, kun overgået af hans portrættering af Oscar Schindler) som virkelighedens Kinsey, der må siges at være lidt af en kompleks karakter at skulle levendegøre. Han blev opvokset med en indoktrinering af seksuelle udskejelser som en utilgivelig synd af hans naivt prædikende far (spillet af en overgearet og ufacetteret John Lithgow, der ikke har megen psykologisk karaktersubstans at arbejde med), hvor det det rebelske opgør mod forældrenes indstillinger til tingene katalyserer en karriere indenfor den fysisk prægede biologi for Kinsey. Far/søn forholdet i filmen føles forceret og unødvendigt ensidigt og kommer slet ikke til at fungere som en psykologisk motivation for Kinseys handlinger. Dette fejltrin ender næsten fatalt for Condon, der dog genopretter plausibiliteten i beskrivelsen af Kinseys handlinger og de omkringværende personer.
Selvom filmen foregår i en striks og ensporet tid, hvor al seksuelt foregik i fortrolighed mellem to parter uden viden om normen eller ’det normale’, så aktualiserer Condon problemstillingen og postulerer åbenhjertet, at samfundet ikke har udvidet horisonterne betragteligt siden dengang. Homoseksualitet er stadig samfundsmæssigt tabu og omtales pedantisk, og selvom det følsomme tema i Kinsey langtfra er så kontroversielt eller opsigtsvækkende, som Kinsey eller hans rapporter var i sin tid, så kan filmen ikke undgå at være tankevækkende og rammende og ligeledes en kontemplativ refleksion af nutidens bredere viden, men stadigt eksisterende blufærdighed. Datidens hykleriske indstilling til seksualiteten og den efterfølgende eksplicithed behandles i Condons kyndige hænder med en modenhed og seriøsitet, hvor den komiske udlevering af den barnlige uvidenhed ikke bryder plausibiliteten.
Kinsey fortælles i en velfungerende rammehistorie, hvor Kinsey selv udsættes for sin egenrådige informative spørgeskema, og indledningens krydsklipning mellem tør sort/hvid og farvefyldige billeder indikerer fint den tyngende realitetsviden kontra ungdommens åbenhed og fascination. Kinseys status som biologisk observatør anfægter hans opfattelse af sex som et udslag af primaldrifter, hvorved kærlighedsimplikationen fornægtes og det emotionelle og menneskelige aspekt undermineres. Dette projekteres over i Kinseys atypiske ægteskab, hvor hustruen spilles superbt af en hjerteskærende Laura Linney. Skuespillet i Kinsey er generelt ganske fremragende, hvor middelmådige folk som Chris O’ Donnell og Timothy Hutton (der dog leverede en suveræn præstation i Ted Demmes skamløst oversete og småfilosofiske Beautiful Girls) lyser op som Kinsey-tilhængere, mens Peter Sarsgaard lever op til sit fulde potentiale som den biseksuelle hjælper, der sætter Kinseys egen hykleri til anskuelse. På trods af Kinseys livlige sjæl og opbyggende kønslige forståelse, så udvises han som menneske både fejlfyldt og dømmende, på trods af sin prædikende overfor sine ansatte (paralleller til faderen oprettes, men udvides heldigvis ikke). Til tider kommer man muligvis som publikum til at savne en mere subtil håndtering fra Condon og Neesons side i den bredtfavnende portrættering af denne sammensatte herre, hvilket kan indikere en kommerciel indflydelse fra producenternes side, men Kinsey må alligevel siges at være et stærkt og genuin portræt (hvor Condon håndterer de dramatiske virkemidler med ynde og kun få fejltrin), udført med en tydelig personlig indfaldsvinkel. Der rørende musik af Carter Burwell løfter ligeledes filmen, der ikke er synderlig mindeværdig, men så sandelig et kompetent og humanistisk drama, der varmt kan anbefales.
04/06-2006
