Afstumpet og Ubehagelig
3.0
Nazistiske skinheads udøver brutale overfald mod lokale vietnamesere i Melbourne. Vietnameserne slår igen og det kommer til et blodigt opgør.
Billigt produceret Australsk drama, der holdes i en rå, realistisk og yderst ubehagelig tone, hvor det skrabede look, med et nervøst kamera, giver en følelsen af at det man ser er den ægte vare.
Handlingen er foruroligende barsk og næsten blottet for ethvert håb og selv historiens kærlighedstema føles ikke særlig forløsende eller lovende for en bedre fremtid. Den er en nøgen og gemen fremvisning af mennesker så omsorgssvigtet og misbrugt, at de følelsesmæssigt befinder sig på et barns niveau, men fanget i en voksen krop og med alt for mange års forkerte og bitre erfaringer til at trykke. Så selv om slutningen kunne antyde noget der kunne minde om et lille lys, så tror man den ikke, det vil gå galt igen og den sociale arv bliver næppe brudt. De vil i stedet ende med at give den videre, også mod deres vilje, for de evner ikke andet. Skuespillet matcher fortællingen, det er naturalistisk og illusionsløst. Ikke altid besnærende godt, men ægte i dens egne rammer. Crowe ligger man selvfølgelig ekstra mærke til, han ligner det han spiller på godt og ondt.
Men det er er disse grunde ikke en behagelig film på nogen måder, men det behøver den heller ikke være, bare den er god og/eller meningsfuld. Det kan man så diskutere om den faktisk er. Den er kontroversiel i dens udpensling af volden blandt afstumpede mennesker og giver et indblik i et afskyeligt miljø, troværdigt eller ej. Men man sidder tilbage med følelsen af, at man kunne ønske sig at den havde haft bare et eller andet mere på hjertet og som filmkunst er den ikke videre bevendt. Den kan i hvert fald ikke betegnes som specielt vellykket i dens dramaturgiske opbygning og de underliggende temaer er til at overse. Så selv om den fascinerer på et eller andet plan og man ikke kan frasige den sine kvaliteter, så fremstår den i sig selv som et stykke uanseligt drama, der mere er kontroversiel for bare at være det.
Billigt produceret Australsk drama, der holdes i en rå, realistisk og yderst ubehagelig tone, hvor det skrabede look, med et nervøst kamera, giver en følelsen af at det man ser er den ægte vare.
Handlingen er foruroligende barsk og næsten blottet for ethvert håb og selv historiens kærlighedstema føles ikke særlig forløsende eller lovende for en bedre fremtid. Den er en nøgen og gemen fremvisning af mennesker så omsorgssvigtet og misbrugt, at de følelsesmæssigt befinder sig på et barns niveau, men fanget i en voksen krop og med alt for mange års forkerte og bitre erfaringer til at trykke. Så selv om slutningen kunne antyde noget der kunne minde om et lille lys, så tror man den ikke, det vil gå galt igen og den sociale arv bliver næppe brudt. De vil i stedet ende med at give den videre, også mod deres vilje, for de evner ikke andet. Skuespillet matcher fortællingen, det er naturalistisk og illusionsløst. Ikke altid besnærende godt, men ægte i dens egne rammer. Crowe ligger man selvfølgelig ekstra mærke til, han ligner det han spiller på godt og ondt.
Men det er er disse grunde ikke en behagelig film på nogen måder, men det behøver den heller ikke være, bare den er god og/eller meningsfuld. Det kan man så diskutere om den faktisk er. Den er kontroversiel i dens udpensling af volden blandt afstumpede mennesker og giver et indblik i et afskyeligt miljø, troværdigt eller ej. Men man sidder tilbage med følelsen af, at man kunne ønske sig at den havde haft bare et eller andet mere på hjertet og som filmkunst er den ikke videre bevendt. Den kan i hvert fald ikke betegnes som specielt vellykket i dens dramaturgiske opbygning og de underliggende temaer er til at overse. Så selv om den fascinerer på et eller andet plan og man ikke kan frasige den sine kvaliteter, så fremstår den i sig selv som et stykke uanseligt drama, der mere er kontroversiel for bare at være det.
06/06-2006
