Dansk spillefilms fødsel
5.0
Når man graver i de danske filmarkiver og forsøger at skabe en kronologi over vigtige værker, vil Afgrunden af Urban Gad utvivlsomt dukke hurtigt frem. Den er blandt Danmarks første spillefilm, og den introducerede dansk films nok største internationale filmstjerne: Asta Nielsen.
Nielsen spiller en ung spillelærerinde, der skal vælge mellem de to bejlere: Den konservative og pæne præst Knud (Robert Dinesen) og den charmerende cirkuscowboy Rudolph (Poul Reumert). I første omgang vælger hun at rejse rundt med Rudolph, og de optræder med en erotisk gauchodans.
Intrigerne fortsætter filmen igennem, og skuespillet er for sin tid meget overbevisende. Man kan dog ikke helt undgå de teatralske armbevægelser. Det var Asta Nielsens debutrolle, og man forstår godt, hvor hun efter denne lagde verden for sine fødder. Hun udviser både charme og erotisk flair, men også Poul Reumert viser klassen.
Det punkt, hvor filmen viser sin alderdom, er med hensyn til kulisserne, der hiver tilskueren ud af fiktionsuniverset ved flere lejligheder. Interiøret ligner ofte papvægge (hvilket nok også er tilfældet), men i en række scener gør dette ikke noget, idet skuespillet og historien er så fortryllende.
Netop narrationen udskiller sig fra samtidens meget primitive fortællinger. Gad er en raffineret filmfortæller, der gør meget for at gøre historien forståelig uden at forsøge de store innovative tiltag, som det for eksempel er tilfældet med D.W. Griffiths Birth of a Nation fem år senere. Afgrunden skal ses for dens eminente skuespilspræstationer og gode fortælleform.
Nielsen spiller en ung spillelærerinde, der skal vælge mellem de to bejlere: Den konservative og pæne præst Knud (Robert Dinesen) og den charmerende cirkuscowboy Rudolph (Poul Reumert). I første omgang vælger hun at rejse rundt med Rudolph, og de optræder med en erotisk gauchodans.
Intrigerne fortsætter filmen igennem, og skuespillet er for sin tid meget overbevisende. Man kan dog ikke helt undgå de teatralske armbevægelser. Det var Asta Nielsens debutrolle, og man forstår godt, hvor hun efter denne lagde verden for sine fødder. Hun udviser både charme og erotisk flair, men også Poul Reumert viser klassen.
Det punkt, hvor filmen viser sin alderdom, er med hensyn til kulisserne, der hiver tilskueren ud af fiktionsuniverset ved flere lejligheder. Interiøret ligner ofte papvægge (hvilket nok også er tilfældet), men i en række scener gør dette ikke noget, idet skuespillet og historien er så fortryllende.
Netop narrationen udskiller sig fra samtidens meget primitive fortællinger. Gad er en raffineret filmfortæller, der gør meget for at gøre historien forståelig uden at forsøge de store innovative tiltag, som det for eksempel er tilfældet med D.W. Griffiths Birth of a Nation fem år senere. Afgrunden skal ses for dens eminente skuespilspræstationer og gode fortælleform.
06/06-2006