Tom Ventrefløjs Lyrik
2.0
FBI-agent (Gibson) ankommer til The Million Dollar Hotel, der er befolket af skæve personligheder, for at undersøge om en beboers død var mord.
I sammenarbejde med blandt andet Bono fra U2, der sammen med Nicholas Klein har skrevet historien, har tyske Wenders skabt en film der ikke kan betegnes som andet end en højttravende kunstnerisk ligegyldighed, der tror så meget på at blot det er anderledes, så er det værd at bruge tid på. I hvert fald dvæler den så længe ved mange af sine scener, som ikke er andet en tom gejl, at man både når at kede sig og komme til et punkt hvor man også begynder at blive irriteret.
Filmen skal leve af sine afvigende karakterer og igennem dem fortælle om en mordgåde og i sidste ende om et kærlighedsforhold mellem to mennesker på bunden af samfundet. Det fungerer bare ikke, for selv om der spilles ret godt af de fleste, så ligner de den mest flade og glorificerende form for venstrefløjs lyrik man kan tænke sig.
Davies i hovedrollen som tumpen Tom Tom er ellers overbevisende, om end rigeligt overspillende til min smag, og i birollerne er særligt svenske Stormare værd at fremhæve som morsom John Lennon klon. I den anden ende finder man evigt rædselsfulde Jovovich, hun er da noget af det mest talentløse jeg mindes at have set optrådt i en film. Hun er forfærdelig på alle tænkelige måder, jeg afskyr hendes selvfede ophøjede spil. Gibson skal udelukkende nævnes fordi han er filmens superstjerne, for hans spil er intet særligt finder jeg. Han er temmelig flødebolleagtig som den usympatiske agent, der næsten vil gøre hvad som helst for at få en succes. Det hører måske nok rollen til, men jeg var ikke overbevist.
Overbevist var jeg heller ikke af hele filmen, den er et tungnemt forsøg på at skabe kunst ved udelukkende at lave noget surrealistisk, som det i sig selv var kunst og ad den vej blev interessant.
I sammenarbejde med blandt andet Bono fra U2, der sammen med Nicholas Klein har skrevet historien, har tyske Wenders skabt en film der ikke kan betegnes som andet end en højttravende kunstnerisk ligegyldighed, der tror så meget på at blot det er anderledes, så er det værd at bruge tid på. I hvert fald dvæler den så længe ved mange af sine scener, som ikke er andet en tom gejl, at man både når at kede sig og komme til et punkt hvor man også begynder at blive irriteret.
Filmen skal leve af sine afvigende karakterer og igennem dem fortælle om en mordgåde og i sidste ende om et kærlighedsforhold mellem to mennesker på bunden af samfundet. Det fungerer bare ikke, for selv om der spilles ret godt af de fleste, så ligner de den mest flade og glorificerende form for venstrefløjs lyrik man kan tænke sig.
Davies i hovedrollen som tumpen Tom Tom er ellers overbevisende, om end rigeligt overspillende til min smag, og i birollerne er særligt svenske Stormare værd at fremhæve som morsom John Lennon klon. I den anden ende finder man evigt rædselsfulde Jovovich, hun er da noget af det mest talentløse jeg mindes at have set optrådt i en film. Hun er forfærdelig på alle tænkelige måder, jeg afskyr hendes selvfede ophøjede spil. Gibson skal udelukkende nævnes fordi han er filmens superstjerne, for hans spil er intet særligt finder jeg. Han er temmelig flødebolleagtig som den usympatiske agent, der næsten vil gøre hvad som helst for at få en succes. Det hører måske nok rollen til, men jeg var ikke overbevist.
Overbevist var jeg heller ikke af hele filmen, den er et tungnemt forsøg på at skabe kunst ved udelukkende at lave noget surrealistisk, som det i sig selv var kunst og ad den vej blev interessant.
07/06-2006
