Modbydelig og innovativ
3.0
SPOILERS
Dette må være en af år 2002's mest omtalte franske film, og med god grund. Den sætter spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig kan tillade sig at vise på film. Hvor langt kan man gå? Det har en del film forsøgt før (Saló som det mest ikoniske eksempel).
Hvis man ser på, hvad Noé forsøger at opnå med filmen, lykkes dette til dels. Hans stil er konsekvent i de første og meget ubehagelige scener, hvor man oplever en subjektiv følelse baseret på det urolige kamera og de skarpe farver. At denne stil næsten hører op til sidst til fordel for en meget rolig kameragang, understøtter selvfølgelig filmens handling, der i starten er væmmelig og til sidst lykkelig. Samtidig klippes der meget få gange - faktisk kun mellem hver scene - hvilket opretholdes hele vejen igennem. Man lægger ikke så meget mærke til det, da kameraføringen netop er så forvirrende og medrivende i starten, men det er med til at betone de især den berygtede voldtægtsscene, der kommer til at stå på lærredet i ubærligt lang tid.
Filmens narrative struktur er selvfølgelig også et af dens helt store trækplastre. At man allerede får fortællingens klimaks i starten er selvfølgelig med til at statuere den som en kunstfilm, da det bryder med alle hollywood-konventioner. Desværre gør det samtidig, at de sidste par scener bliver både lidt kedelige og antiklimatiske, selvom Noé forsøger at gøre Alex' graviditet til et slags andet klimaks. Jeg undrer mig over, om ikke fortællingen havde været lige så spændende, eller endnu mere medrivende, hvis man havde fortalt den efter de klassiske kanoniske regler. Måske havde Irreversible mistet lidt af sin publicity samt idé om, at man ikke kan gøre sine gerninger om, men filmen var bestemt ikke blevet dårligere af det.
Noés største opgave med filmen er nok blot at skræmme livet af os med sine meget nærgående visualiseringer af både voldtægt, stoffer og ekstrem ultravold, og det virker sådan set efter hensigten. Dialogen og skuespillet er dog ikke så fantastisk, og konversationsscenerne virker næsten ligegyldige. Fokuseringen på sex har noget at sige i forhold til voldtægtsscenen og den efterfølgende selvtægt, men det bliver lidt tomt at høre på.
Irreversible er en interessant film for det, den forsøger og for de ting, der lykkes. Den rammer med sine virkemidler, men den har også en del fejl, som gør, at den ikke hæver sig over middelmådighed.
Dette må være en af år 2002's mest omtalte franske film, og med god grund. Den sætter spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig kan tillade sig at vise på film. Hvor langt kan man gå? Det har en del film forsøgt før (Saló som det mest ikoniske eksempel).
Hvis man ser på, hvad Noé forsøger at opnå med filmen, lykkes dette til dels. Hans stil er konsekvent i de første og meget ubehagelige scener, hvor man oplever en subjektiv følelse baseret på det urolige kamera og de skarpe farver. At denne stil næsten hører op til sidst til fordel for en meget rolig kameragang, understøtter selvfølgelig filmens handling, der i starten er væmmelig og til sidst lykkelig. Samtidig klippes der meget få gange - faktisk kun mellem hver scene - hvilket opretholdes hele vejen igennem. Man lægger ikke så meget mærke til det, da kameraføringen netop er så forvirrende og medrivende i starten, men det er med til at betone de især den berygtede voldtægtsscene, der kommer til at stå på lærredet i ubærligt lang tid.
Filmens narrative struktur er selvfølgelig også et af dens helt store trækplastre. At man allerede får fortællingens klimaks i starten er selvfølgelig med til at statuere den som en kunstfilm, da det bryder med alle hollywood-konventioner. Desværre gør det samtidig, at de sidste par scener bliver både lidt kedelige og antiklimatiske, selvom Noé forsøger at gøre Alex' graviditet til et slags andet klimaks. Jeg undrer mig over, om ikke fortællingen havde været lige så spændende, eller endnu mere medrivende, hvis man havde fortalt den efter de klassiske kanoniske regler. Måske havde Irreversible mistet lidt af sin publicity samt idé om, at man ikke kan gøre sine gerninger om, men filmen var bestemt ikke blevet dårligere af det.
Noés største opgave med filmen er nok blot at skræmme livet af os med sine meget nærgående visualiseringer af både voldtægt, stoffer og ekstrem ultravold, og det virker sådan set efter hensigten. Dialogen og skuespillet er dog ikke så fantastisk, og konversationsscenerne virker næsten ligegyldige. Fokuseringen på sex har noget at sige i forhold til voldtægtsscenen og den efterfølgende selvtægt, men det bliver lidt tomt at høre på.
Irreversible er en interessant film for det, den forsøger og for de ting, der lykkes. Den rammer med sine virkemidler, men den har også en del fejl, som gør, at den ikke hæver sig over middelmådighed.
08/06-2006
